Læs om antropologen Jan Hjarnø og hans store interesse for landsbyen Kusça (Xacilaro) i Konya. Skrevet af Orhan Dogru.
Antropolog Jan Hjarnø er en forsker og forfatter, der har lagt navn til mange danske og engelske bøger og rapporter om fremmedhad i Danmark. Da han døde i 2002 som kun 62-årig, var han forsker på Syddansk Universitet i Esbjerg. Men det, der adskilte ham fra hans danske kolleger, var hans interesse for landsbyen Kusça og dens mennesker.
De fleste af hans bøger var inspireret af 1970’ernes og 1980’ernes Kusça, og det er altid muligt at findeportrætter af folk fra Kusça i hans bøger. I sit værk har Jan Hjarnø bevaret Kusças nyere tids historie og socioøkonomiske fortid for eftertiden, og samtidig hjælper han os med at forstå vores fortid endnu bedre.
Hans fotoarkiv, som har dokumentariske kvaliteter, udgør også en stor berigelse, når det angår forståelsen af vores fortid for vores børn, der er født og opvokset i udlandet. Det er også derfor, at vi i disse dage ser, at folk fra Kuşça eller folk, som har en følelsesmæssig knytning til Kusça i alle aldersgrupper, giver udtryk for deres nostalgi på de sociale medier, og længslen tilbage til barndommens dage i hjemstavnen er blevet en trend på Facebook, som bruges meget intensivt af brugerne. Fotoarkivet har i virtuel sammenhæng bragt vores hjerter og tanker på en fællesnævner.
Jan Hjarnø var en af os, og på en måde havde hans veje krydset de fleste af os. Jeg mødte ham første gang i 1984 i basaren i Konya Uğurlu og havde dengang hørt denne mystiske europæer omtalt som “Male Ali Baseale’s Journalist”. Det var mit første møde som skoleelev med en udlænding, og jeg anså det for en god lejlighed til at afprøve af mit primitive skoleengelsk. Jeg havde hilst på ham på et gebrokkent engelsk og fortalte ham med stor iver og stolthed, at min far boede i Danmark, og at den mand, som ledsagede ham, Şiho Önder, var en slægtning af mig. Jeg kan huske, at jeg trods mine bestræbelser kun forstod meget lidt af det, han svarede mig, men jeg prøvede at redde situationen ved at nikke godkendende til ham.
Nogle år senere i min tid på sprogskole havde vores lærer givet os nogle kopier fra Jan Hjarnøs bog “Kurderne – et splittet folk”. Da jeg sad med kopien i hånden, kom jeg til at opleve samme iver og stolthed, som jeg gjorde for en del år siden. Jeg havde så fortalt læreren, at jeg kendte bogens forfatter og at den afbildede mand i bogen var en bekendt fra Kuşça, nemlig vores nabo Sıli Fateuse. Det var noget, som gjorde, at jeg pludselig følte mig hjemme igen – i det Danmark, der dengang forekom mig ret fremmed.
Da jeg senere ved et kursus for lærere brugte et afsnit og billeder fra Jan Hjarnøs værk “Muslimsk slagtning”, fortalte jeg, at slagteren på billedet var en bekendt fra Kusça, nemlig Pıso Adule, og at jeg ikke troede, at der i Danmark fandtes bedre slagtere til at brug en kniv end Pıso Adule, og at han oprindelig var selvlært tandlæge og ikke brugte bedøvelse ved tandudtrækning. Mine kollegers latterbrud, som om de troede, at jeg opfandt historien til lejligheden, står stadig klart i min erindring.
Jan Hjarnø viste os i de bøger og dokumentarfotos, han har efterladt os, at man ikke behøver at være født i Kuşça for at være fra Kuşça, og efter min mening har han efterladt os en historisk kulturarv. Derfor mener jeg, at vi ved at opkalde et kvarter, en skole eller en gade i Kusça efter Jan Hjarnø vil ære hans arbejde og samtidig bidrage til bevarelsen af Kuşças historiske kulturarv.
Skrevet af statsautoriseret translatør Orhan Dogru
Danmark, 21.04.2013
