Bilal Inekci, Viceborgmester – Ishøj, SF

Er regeringen ved refusionsstraffe i kommunerne ikke med til at sikre at arbejdsstyrken bliver formindsket? Regeringen har ved at fjerne statsrefusionen i kommunerne været med til at sikre, at sagsbehandlerne i kommunerne fokusere på diagnosejagt og forsøg på at lukke sygedagpengesager og ledighedsydelsessager. Regeringen har ved denne refusionsstraf, lagt en solid dagsorden: flere førtidspensionister bliver skabt arbejdsstyrken bliver presset i knæ. Der er ingen tvivl om, at hvis man gennemser sagsforløb i kommunerne, er det en økonomisk fordel at gennemføre en førtidspension i dag.

Mere end at bruge sagsbehandlertid udover 52 uger på sygedagpenge og på ressourcer i en ledighedsperiode, hvor en borger er fleksjobsberettiget, men ikke har et fleksjob.
Der er et større økonomisk incitament i, at en borger bliver bevilliget førtidspension eller fleksjob frem for at give økonomisk støtte i sagsforløbet til behandlinger direkte i og fra kommunerne. Risikoen ligger i, at kommunerne mister deres statsrefusion. Energien fra sagsbehandlerne bliver derfor lagt i en afviklingsmanøvre og en nødvendig ”diagnosejagt” frem for en udviklingsorienteret inds Fokus på sagsbehandlingen er raskmelding eller afklaring. Sagsbehandlerne er trænet i. at man ikke må nå refusionsstrafgrænsen og jagter derfor diagnoser.

Der er en gulerod i at lukke sager. Der er ingen gulerod i at helbrede borgere.
Der er ingen penge lagt i kommunerne til behandling. Udelukkende til diagnosticeringer.
For en sagsbehandler, der arbejder med sygedagpenge eller med fleksjob, er en af de fornemste opgaver at finde diagnosen på borgerens sygdom. Det kan være for at sikre, at borgeren ikke er berettiget til sygedagpenge længere, og at borgeren kan klare et f.eks. et ”ikke skulder belastende arbejde”. Eller et andet ”ikke belastende arbejde”. Der er også den mulighed, at der nu heldigvis er fundet en diagnose, og at diagnosen er af en sådan art, at der er usikkerhed om arbejdsevnen. I så fald kan borgeren blive afklaret til fleksjob eller førtidspension.

50 personer, der er forlænget på sygedagpenge i en kommune, koster hvert år 3 millioner. Derfor skal diagnosen findes, og sygemeldte borgere stoppes inden 52 ugers grænsen er nået.
Hvis nu borgeren er blevet afklaret, og er blevet berettiget til fleksjob, sker der det uheldige, at borgerens helbred bliver dårligere. Borgeren kan ikke finde et fleksjob.
Borgeren kæmper og leder, men nærmer sig ”muren” på 18 måneders ledighedsydelse.
Det her er en katastrofe, da kommunen efter 18 måneder mister refusionen på 65 %.
Jagten på nye diagnoser er gået ind igen. Speciallæger bliver inddraget. Er der en psykiatrisk diagnose, eller er der en somatisk? Hvis man kan samle flere diagnoser sammen, kan man skrive, at borgerens helbred er yderligere forringet, og at arbejdsevnen er så ubetydelig, at der er basis for en førtidspension.

Hvis ikke der kan findes et fleksjob, skal diagnoserne være fundet inden der er gået 18 måneder, ellers mister kommunerne deres refusion i 3 år frem.
50 personer om året, der er på ledighedsydelse i mere end 18 måneder betyder, at kommunerne mister 65 % i refusion 3 år frem. Det er trods alt 9 millioner!
Igennem de sidste år har der været fokus på, at alle kommuner skal sikre, at borgeren er afklaret inden 52 uger på sygedagpenge, og at de ikke modtager ledighedsydelse uden fleksjob og når muren på 18 måneder.
Der skal gennemføres så mange besparelser på sygedagpenge og på ledighedsydelse, at det er blevet mere økonomisk hensigtsmæssigt at få en borger på førtidspension ved at fortsætte jagten på diagnosen, end at der bliver sat ressourcer af i kommunerne til at netop de speciallæger, der vurderer en mulighed for behandling, rent faktisk ”får bolden”, og at der bliver gjort en indsats for at borgeren ikke rykker ned på førtidspension.
Paradokset er, at jagten på diagnosen i forhold til den kommunale besparelse er så altoverskyggende, at det i dag bedre kan betale sig for kommunen at finde diagnoser, der muliggør førtidspensioner, end at effektivisere behandlinger fra og i kommunerne til borgerne med det formål, at borgeren faktisk træder op ad stigen og kommer tilbage på arbejdsmarkedet.
Her er der ikke kun tale den svage ufaglærte borger. Her er der tale om alle borgere- uanset uddannelse eller økonomisk baggrund.

Kunne man forstille sig, at regeringen, der netop vil have arbejdsstyrken op, i stedet ved at presse kommunerne og fjerne refusionerne selv er med til at presse arbejdsstyrken ned?
Kunne man forstille sig, at regeringen har ”sovet i timen”, at de ikke har haft fokus på udviklingen i velfærdssamfundet. ? At de ved deres indsats- ved at fjerne kommunale refusioner- har bidraget massivt til at passivforsørge borgere, der kunne have været en del af arbejdsstyrken i dag?
Har regeringen glemt at spørge borgerne?

Hvad hvis man nu spørger skatteyderen, der bor i velfærdssamfundet. Hvad vil du helst have: Hjælp til at få behandling og blive selvforsørgende – eller at kommunen finder diagnoser på, hvorfor du er syg og ser, om du kan blive førtidspensionist?
Hvad hvis man spørger kommunerne: Hvad ville i mene, at der er bedst for samfundet, at jagte diagnoser og sikre fleksjob og førtidspensioner, eller at sikre helbredelse og få borgeren tilbage på arbejdsmarkedet?

Hvad hvis man spørger vores politikere! Hvad vil I mene er bedst,: at bruge ressourcer på at finde diagnoser og tilkende førtidspensioner? Eller forsøge at helbrede så mange borgerne som muligt, så arbejdsstyrken kan blive større og undgå at borgere modtager ledighedsydelse og førtidspensioner?
Jeg tror, jeg kender svaret fra regeringen, men jeg er ikke sikker på, at regeringen kender svaret, men man kunne jo spørge alligevel:

I stedet kan man spørge et barn: Hvad vil du helst være? Rig og rask- eller fattig og syg?

De opfattelser, der kommer til udtryk i indlægget afspejler afsenderens egne holdninger og er ikke nødvendigvis udtryk for www.jiyan.dk’s synspunkter.

Kommentér via Facebook

kommentarer