”Det var en rystende oplevelse, at stå der med enkerne til de dræbte i tågen,” husker Jacob Holdt. ”Det gjorde et så uudsletteligt indtryk, at jeg har svært ved at finde ord på sådan noget.”

Af Deniz Serinci

Fotos: Jacob Holdt

Én af de danskere, der har besøgt den kurdiske landsby Roboskî, hvor 34 civile blev dræbt, er fotograf og foredragsholder Jacob Holdt. På 4 årsdagen for det tyrkiske luftvåbens angreb på kurderne, fortæller han Jiyan.dk om hans oplevelser i landsbyen i 2012.

”Det var en rystende oplevelse, at stå der med enkerne til de dræbte i tågen,” husker Holdt. ”Det gjorde et så uudsletteligt indtryk, at jeg har svært ved at finde ord på sådan noget.”

Egentligt kom Holdt til Roboskî for at tage billeder og ikke for at blande sig i politik. Men det var svært at forholde sig neutral.

”Når man stod der med kamera, så stillede man sig på afstand. Men jeg blev da berørt – alt andet var svært,” siger Holdt. ”Man havde sådan lyst til at støtte dem.”

34 mennesker, hovedsageligt teenagere, blev dræbt, da tyrkiske F-16 jagerfly bombede landsbyen i Sirnak-provinsen langs den tyrkisk-irakiske grænse 28. december 2011. Ofrene, de fleste fra en enkelt kurdisk familie, smuglede billig benzin og cigaretter fra Irak/Sydkurdistan. Drengene blev tilsyneladende forvekslet med oprørere fra Kurdistans Arbejderpartis (PKK). Stort set alle Roboskîs 3000 indbyggere mistede et familiemedlem den nat i december.

I januar 2014 lød det fra den militære anklagers kontor, at det ikke vil indgive anklager mod fem militært personel, der er involveret i luftangrebet. De havde “begået en alvorlig fejl”, men fulgte blot ordrer, var konklusionen.

Indtil nu har den tyrkiske regering aldrig undskyldt for hændelsen, men har tilbudt familierne kompensation – som familierne har afvist at tage imod.

Det har været meldinger om, at nogle af de unge i Roboskî i protest mod det manglende retsopgør har valgt at tilslutte sig PKK. Det kommer ikke bag på Holdt.

”Når man har mistet alt og bliver så desperat, så kommer der et modtryk,” siger fotografen og understreger, at han ikke anbefaler nogen at tilslutte sig nogen væbnet gruppe.

Holdt håber, at parterne vender tilbage til fredsforhandlingerne mellem PKK og den tyrkiske stat, som varede fra 2013 til 2015.

”Der er ikke et andet svar, for kun gennem forsoning heler man sår,” lyder det fra den kendte fotograf og foredragsholder.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer