Mens jublen over Assad-regimets fald fortsætter, skal vi huske på kurderne. Den kurdiske DAANES-administration arbejder for at skabe et retfærdigt, multietnisk samfund i det nordlige og østlige Syrien. De fortjener omverdens støtte, ligesom Syriens civilbefolknings menneskelige skæbner fortjener omverdens opmærksomhed. Det skriver Allan Ahmad og Ibrahim Benli i dette indlæg.

Af Allan Ahmad og Ibrahim Benli, bragt i Solidaritet

Mens socialdemokrater herhjemme har travlt med at sende flygtninge tilbage til Syrien på baggrund af den seneste udvikling i landet og det længe tiltrængte fald af Assad-regimet, udspiller konflikten sig på mange flere fronter end blot i Damaskus. En hidtil uset politisk og militær omvæltning har fundet sted i Damaskus, mens andre store konflikter i selvsamme Syrien bliver ’ghostet’ af offentligheden.

De fleste konflikter udspiller sig på to fronter: slagmarken og fortællingen om slagmarken. Syrien er ingen undtagelse. I mere end et årti har landet været præget af brutal krig, geopolitisk manipulation og menneskelig lidelse. Men lige så vigtige som kampene på jorden er de kampe, der udspiller sig i medierne – og som former vores forståelse af, hvem der er skurke og helte i denne tragiske konflikt.

Skæv dækning i medierne

Medier fremstiller ofte konflikten i Syrien gennem forsimplede linser. Grupper som Hayat Tahrir al-Sham (HTS), som oprindeligt var en gren af Al-Qaeda, har i årene efter sin dannelse forsøgt at fremstå som en mere moderat aktør, der prioriterede bystyret i byen Idlib. Men medier som The Guardian og Le Monde har bragt mange eksempler på HTS’ jihadistiske rødder og på det omfang af menneskerettighedskrænkelser, der har fundet sted under dets styre.

Omvendt fremhæver medier som CNN og BBC ofte gruppens militære effektivitet og taktiske udvikling. Det skaber en diskurs, hvor HTS reduceres til en strategisk spiller i det kaotiske syriske landskab. Vi er alle spændte på, hvad HTS’ overtagelse af Damaskus og andre centrale byer kommer til at betyde for landets fremtid. Deres talspersoner lover demokratisk udvikling, inddragelse af alle minoriteter og ikke mere krig. Men deres tilknytning til Al-Qaeda og ISIS er stærkt bekymrende. Hurra, Assad er væk, meeeen …

En tilsvarende skævhed findes i dækningen af den Syriske Nationale Hær (SNA). Mens store medier som New York Times beskriver SNA som en moderat oppositionsstyrke, peger uafhængige kilder som Democracy Now på dens rolle som en tyrkisk proxyhær, der er anklaget for krigsforbrydelser og fordrivelse af kurdiske lokalsamfund. I skrivende stund kæmper tyrkisk-sponsorerede SNA-brigader under ISIS’ faner og bruger deres velkendte metoder til at dræbe og fordrive civile på flugt.

For kurderne i Rojava – der har arbejdet på at skabe et demokratisk og multietnisk samfund i Nord- og Østsyrien – er konsekvenserne af mediernes negligering katastrofale. Deres kamp for selvstyre bliver ofte marginaliseret, mens Tyrkiets aggression mod kurdiske samfund kun får overfladisk dækning. Tyrkiets rolle som en dominerende geopolitisk aktør – der bruger SNA til at fremme en dagsorden om kontrol og undertrykkelse – ignoreres i mange mainstream-medier.

Disse narrativer skaber forvirring, men de dækker også over noget mere alvorligt: De menneskelige konsekvenser af krigen reduceres til fodnoter.

Olie og geopolitik vs menneskerettigheder

DAANES, den autonome administration i Nord- og Østsyrien, bygger på principper om kvinders rettigheder, demokrati og multietnisk sameksistens. Trods gentagne angreb fra både tyrkisk-støttede militser og jihadistiske grupper har DAANES fortsat deres arbejde med at skabe et alternativt samfund baseret på fred og retfærdighed.

Det internationale samfunds manglende vilje til at anerkende og støtte dette projekt er et svigt af historiske dimensioner. Kurderne og deres allierede i Rojava har vist verden, at en anden måde at leve og styre på er mulig, men deres stemmer overdøves af de magtfulde aktører, der prioriterer olie og geopolitik over menneskerettigheder.

Samtidig udspiller der sig en humanitær katastrofe i regionen. De seneste dage er over 100.000 mennesker blevet fordrevet fra deres hjem som følge af SNA’s angreb på kurdiske områder, og mange lever under elendige forhold i midlertidige lejre uden basal nødhjælp. Kvinder og børn er blandt de mest sårbare, og den globale mediedækning ignorerer ofte rapporter om overgreb og tvangsforflyttelser. Disse mennesker har brug for international opmærksomhed og handling – ikke blot medlidenhed.

Tyrkiets rolle i konflikten er afgørende og handler ikke kun om et ønske om at bekæmpe kurdisk selvstyre, men om at omforme Nord- og Østsyrien efter tyrkiske interesser. Det går ikke kun ud over kurdere, men også arabere, armeniere og andre minoriteter, der har bygget et alternativt samfund baseret på decentralisering og demokrati.

Mens tyrkisk-støttede militser angriber i byer som Manbij og Shebha begår overgreb mod kvinder, ser internationale aktører ofte den anden vej. Erdoğan og AKP-regimet har destabiliseret Syrien ved at støtte jihadistgrupper, som nu presser de kurdiske områder i Rojava – en strategi, der tidligere blev brugt til at støtte ISIS.

Retfærdighed, solidaritet og ligestilling i en krigszone

Men der er også lys i mørket. Den kurdiske modstandsbevægelse og deres allierede har vist, at det er muligt at opbygge et samfund baseret på retfærdighed, solidaritet og ligestilling, selv midt i en krigszone.

Erfaringerne fra DAANES kan og bør inspirere resten af verden til at gentænke, hvordan vi skaber fred og demokrati. Det kræver dog, at verdenssamfundet træder til og giver deres fulde støtte – politisk, økonomisk og humanitært.

7. december brød jubelen ud på gaderne i flere syriske byer efter Ba’ath-regimets fald. Assad-statuer blev væltet, og folk udtrykte håb om en ny fremtid. Men DAANES advarede samtidig mod risikoen for fornyede kampe og opfordrede til en FN-ledet våbenhvile og en konstruktiv national dialog for at skabe en inkluderende fremtid for Syrien.

Denne konflikt er mere end blot geopolitik. Det handler om mennesker – mennesker som har mistet alt, men som stadig kæmper for deres ret til at leve i fred og værdighed.

De fremførte synspunkter står for afsenderens egne regning. Blogs og debatindlæg sendes til redaktion@jiyan.dk

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer