USA og Grækenlands roller er kendt. Israels påståede rolle er derimod aldrig blevet bevist.
Af Deniz Serinci
Den 15. februar blev PKKs leder Abdullah Öcalan kørt ud til Nairobis internationale lufthavn i den tro, at han ville komme til Holland. Bilen, der kørte ham, viste senere at være kontrolleret af tyrkiske agenter. Det øjeblik, Öcalan gik ind i flyet, blev han lagt i håndjern og fik bind for øjet. Den 15. februar 1999 var Öcalan blevet tilfangetaget.
Den tyrkiske regeringsleder Bülent Ecevit kunne erklære overfor den tyrkiske og internationale presse: ”Den separatistiske terrororganisations PKK’s leder Abdullah Öcalan er hermed i Tyrkiet. Öcalan, der blev udstødt fra hele verden, skal nu stå til regnskab for sine handlinger overfor en uafhængig tyrkisk domstol.”
Mange tyrkere jublede. Omvendt var mange kurdere chokerede. Blandt dem blev 15. februar døbt ”den sorte dag”. Verden over demonstrerede vrede kurdere på fredelig og voldelig vis mod det, de anså for at være et internationalt komplot mod PKK-lederen.
Ambassader og konsulater i London, Zürich og Bern blev besat af kurdere, og der var demonstrationer foran FN-kontoret i Genève og kontorer i Canada og Australien. Mange var vrede over, at Grækenland – Tyrkiets arvefjende gennem årene – ifølge dem havde tilsluttet sig dette komplot.
Öcalan skrev senere i sin bog: ”Selvom situationen i Europa var risikabel for os, så havde vi i det mindste en tro på den europæiske retsstat. Vi blev virkelig overraskede over, at den græske regering tilsluttede sig den internationale jagt på mig.”
Den græske oberst Savvas Kalenterides indrømmede senere, at Athen havde samarbejdet med den amerikanske efterretningstjeneste CIA om at udlevere Öcalan til Tyrkiet.
Græske ambassader og konsulater i forskellige lande blev angrebet af PKK-tilhængere. Også i København. Dagen efter Öcalans tilfangetagelse stormede PKK-sympatisører den græske ambassade i København. De smadrede ruderne til den opgang, hvor den græske ambassade holdt til.
Derefter tog de elevatoren op til femte sal, og her hældte en 26-årig kurdisk kvinde benzin over sig selv og tændte ild. Det blev til en eksplosionsagtig brand, som gav kvinden anden- og tredjegrads forbrændinger i ansigtet, på armene og på overkroppen samt alvorlige lungeforbrændinger. Hun overlevede.
Endvidere blev også Israel mål for protesterne. Der var demonstrationer foran israelske repræsentationer. Öcalan skriver herom: ”Baseret på en plan, som de udtænkte i London, advarede USA og Israel hele verden og mobiliserede al deres styrke, deres hemmelige tjenester og diplomater for at anholde mig og knække den kurdiske modstandsbevægelse.”
PKK’s tilhængere mente, at den tyrkiske efterretningstjeneste i samarbejde med deres amerikanske og israelske kollegaer i henholdsvis CIA og Mossad havde tilfangetaget Öcalan. At USA hjalp tyrkerne i form af efterretninger er noget, amerikanske embedsmænd selv har indrømmet.
Kun et halvt år før havde den islamistiske terrorgruppe al-Qaeda angrebet amerikanske ambassader i Østafrika, heriblandt i Nairobi. Derfor var CIA-agenter til stede i Nairobis lufthavn, da Öcalan også var der.
At israelske Mossad skulle spille en rolle i tilfangetagelsen er aldrig blevet bevist, og det er også noget, israelerne selv har afvist. Men ikke desto mindre er mange PKK’ere overbeviste om en israelsk forbindelse. I den tyske by Berlin stormede 55 PKK-tilhængere bevæbnet med jernstænger det israelske konsulat. De tog en kvindelig israelsk medarbejder som gidsel. Israelske vagter åbnede ild. Tre kurdere blev skudt og dræbt, mens 14 blev såret.
