Da den irakiske regering ikke gav kurderne selvstyre, valgte Kurdistans Patriotiske Union (PUK) i 1985 også at støtte Iran mod Irak under krigen mellem de to lande. Kurdernes fortsatte samarbejde med de iranske styrker i kampen mod den irakiske regering forstærkede den irakiske diktator Saddam Husseins frygt for en iransk-kurdisk sammensværgelse mod ham og Irak. Hussein prøvede at forhindre dette ved at skabe splid mellem PUK og Kurdistans Demokratiske Parti (KDP). Han ville have PUK til at støtte sig selv i kampen mod KDP og Iran. Da den irakiske leders ønske om en alliance med PUK slog fejl og PUK i slutningen af 1986 sluttede fred med KDP efter iransk mægling, forstærkedes Husseins frygt.
Nu udgjorde kurderne i de ellers normalt uenige KDP og PUK en samlet front og de arbejdede med Iran imod Irak. Gradvist mistede Hussein kontrollen over irakisk Kurdistan. I 1987 havde regimet kun kontrol over hovedveje, større byer og de irakiske koncentrationslejre, kendt som mujamma’at.
Hussein besluttede sig for at finde en endelig løsning. Han satte sin fætter og daværende forsvarsminister Ali Hassan Majid (1941-2010), senere kendt som ”Kemiske Ali”, til at lede en kampagne mod kurderne, der fik navnet ”Anfal”. Det er opkaldt efter Koranens ottende kapitel og betyder ”krigsbytte”. Med dekret 160 fik Majid meget magt og alle hans direktiver skulle adlydes af efterretningstjenesterne og sikkerhedsstyrkerne. I marts 1987 angreb det irakiske militær kurdiske områder med kemiske våben. Majid dekreterede nogle måneder efter:
”Indenfor deres jurisdiktion må de væbnede styrker dræbe ethvert tilstedeværende menneske eller dyr i disse områder.”
Peshmerga blev udråbt til at være ”sabotører”, ”forrædere” og ”iranske agenter”. Omkring 4500 kurdiske landsbyer blev jævnet med jorden. Landsbybeboere fik fem dage til at pakke deres ting, hvorefter hæren rykkede ind i landsbyen med store bulldozere og ødelagde alt. Beboerne blev sendt til mujamma´at, hvor nogle sultede ihjel. Fanger blev tortureret ihjel, overlevende fra kemiske angreb blev dræbt og kvinder blev voldtaget af de irakiske styrker.
Byen Halabja, tæt på grænsen til Iran, var en højborg for PUK’s Peshmerga, og havde cirka 50.000 indbyggere. I 1987 blev byen bulldozet som straf for dens støtte til de kurdiske krigere. Byen var vigtigt, fordi den lå tæt på Darbandikan-dæmningen, der er vigtig kilde til vandforsyning til Bagdad. Den 13. marts beskød den iranske hær Halabja. To dage senere lykkedes det Peshmerga og de iranske styrker at fordrive den irakiske hær fra byen Halabja.
En af dem, der oplevede det, var den dansk-kurdiske kunstmaler og forfatter Shamal Salim, som jeg talte med i 2009. Inden han kom til Danmark som flygtning i 1992, var han Peshmerga, var adskillige gange blevet fængslet og befandt sig i de dage tæt på Halabja. Han husker, at Halabjas befolkning fejrede, at den irakiske hær var blevet fordrevet fra byen. Unge dansede den traditionelle kurdiske kædedans Halparke og ældre græd af glæde. De håbede på at se afslutningen på den otte år lange krig. Men mindst 5000 Halabja-borgere nåede aldrig at se dette. Glæden varede nemlig kort for Halabjas indbyggere. Pludselig kom irakiske fly. De angreb Halabja med giftgas. Mænd, kvinder og børn faldt om i deres biler hen over rattet. Andre var faldet om på vej ud af døren og lå hen over dørtærsklen. Heriblandt var den kurdiske fader Omar Ghawer med sit spædbarn i favnen. Ghawer’s skæbne gik senere hele verden rundt i form af et billede og dokumenterede Husseins menneskerettighedskrænkelser for en chokeret verdensopinion. Shamal og hans Peshmerga-gruppe blev også ramt.
”Vi blev angrebet med de kemiske våben. Jeg mistede mange af mine venner, mens jeg selv blev hårdt såret,” husker han. ”Jeg fik giftgassen på øjnene og hostede slemt. Jeg var tæt på at blive kvalt og følte, at kroppen svulmede.”
Shamal og hans venner havde dog deres egen læge med, som behandlede de flere sårede. Giftgassen bestod af blandt andet sennepsgas. Det gjorde, at ofrene fik tåreflod, smerter i øjnene, mistede synet, åndedrætsbesvær, blev svimle eller kastede op. De, der formåede at flygte til den tyrkiske eller iranske grænse fra de kemiske angreb, døde sommetider på grund af sult og kulde under flugten.
I irakisk Kurdistan besøgte jeg Nusrat Tahir, der er direktør for et Anfal-center i byen Duhok. Han var dengang Peshmerga og blev i 1985 fanget og anbragt i en mujamma’at. Her var flere fanger allerede døde af sult og udmattelse.
”Lejren var overfyldt. Hvis man skulle på toilet, måtte man nærmest gøre det foran alle andre,” husker han. ”Der var ikke meget mad og vi var hele tiden under opsyn fra sikkerhedsstyrker.”
Ifølge Tahir torturerede de irakiske sikkerhedsfolk sommetider de indsatte – ofte til døde. Blandt de dræbte var babyer. Selv hævdede Tahir at have begravet 300 døde børn i alderen et til tre år i en lejr. De var med hans ord ”døde af sult og kemiske angreb.”
Ifølge den irakiske regering var formålet med Anfal kun at bekæmpe Peshmerga. Men i praksis gik Anfal ud over civile. Ifølge Dansk Institut for Internationale Studier var ”langt de fleste ofre…civile kurdere, og heriblandt var både børn, kvinder og ældre.”
