En af Kurdistans første kvindelige guerillaer bor i en lejlighed i Herlev – læs interview med Galawiesh Abeid.
Af Deniz B. Serinci
Når først man træder ind i lejligheden i Herlev møder man den venlige kriminalitetsforebygger Kristian og hans kurdiske hustru Galawiesh, der smilende tager imod. Men bag smilet gemmer sig en hårrejsende historie om en pige, der som kun 21-årig deltog i hemmelig modstandsbevægelse i kampen mod et regime, der hårdnakket prøvede at udslette hendes folk.
I 1968 kom Baath-partiet til magten i Irak og ti år senere blev Saddam Hussein præsident. Hussein lå tit i konflikt med Iraks kurdiske minoritet i nord, som ønskede selvstyre. Men den irakiske regering i Bagdad bekæmpede kurderne med forbud og bombardementer. Kurdiske borgere blev fordrevet fra deres byer og hjem, der i stedet blev givet til arabere, deres landsbyer blev ødelagt, aktive kurdere blev dræbt eller bortført for aldrig at blive set igen og kurdiske områder blev angrebet med napalm og giftgas.
Den ingeniørstuderende pige Galawiesh tog i marts 1981 som 23-årig op i bjergene”. Det sidste betyder i kurdisk sammenhæng, at man er blevet væbnet partisan oppe i bjergene og tilsluttet sig de kurdiske peshmerga’er. Hun skrev et brev til sin far, om at hun var flygtet til sin kæreste, mens hun i virkeligheden var oppe i bjergene.
”Jeg var i den alder, hvor jeg ville ændre hele verden,” erindrer Galawiesh.
”Men nu er jeg mere realistisk,” tilføjer hun.
De første kvinder oppe i bjergene
Det var noget af en omvæltning for både Galawiesh og det kurdiske samfund. For kvindelige peshmerga’er var et særsyn og Galawiesh var en af de første af slagsen.
Det frygtede Baath-parti kom en dag forbi faren og spurgte til hans datter. Faren viste et afskedsbrev, hvori hun skrev, at hun var flygtet bort til sin kæreste. Baath-folkene troede ikke på brevet og prøvede at straffe hele familien for Galawiesh’s oprør.
Mændene fra regimet førte en dag Galawieshs bror bort. Han er aldrig set siden.
”De tog ham som straf for, at jeg var politisk aktiv,” fortæller hun grædefærdigt her over 30 år efter i lejligheden i Herlev.
Bedøvede sårede med whisky
Som peshmerga arbejdede Galawiesh både med våbenøvelse og ved at tage til landsbyer, hvor hun oplyste om sundhed og uddannelse. Regimet bombede ofte de landsbyer, hvor peshmerga havde været, som straf for deres husly til rebellerne.
Derefter prøvede peshmergaerne at skabe goodwill hos landsbybeboerne ved at hjælpe dem.
Derudover arbejdede Galawiesh på et hospital (primitive hjemmelavede hospital, bygget af ler og sten fra bjergene), hvor hun behandlede de sårede oprørere. På grund af manglende ressourcer, måtte de bedøve dem med whisky.
”En dag blev det for meget. Jeg skulle holde såret åben for at lægen kunne finde en kugle og så besvimede jeg,” husker hun.
Under de irakiske luftbombardementer mistede hun mange venner. Dog overlevede hun selv.
I 1981 blev hun gift med en kurdisk studerende og sammen fik de drengene Berjar og Bavê. Da Berjar var to måneder gammel, blev Galawiesh tvunget til at forlade ham for at deltage i kampen mod regimet. I stedet passede ekssvigersøsteren Berjar.
”Jeg græd så meget, fordi jeg ikke kunne passe mit eget barn.”
Flygtede til Danmark
I 1986 flygtede Galawiesh så til Danmark pga. krigen i Kurdistan. Hun måtte efterlade sine to sønner i Kurdistan.
På Sandholm Asylcenter havde den nyankomne flygtning svær ved at indtage føde.
”Jeg kunne ikke spise i en uge, fordi jeg tænkte på mine sønner. Jeg synes det var det værste at være endt i Vesten og ville hellere være i Kurdistan.”
Et år efter kom sønnerne Berjar & Bavê så til Danmark og familien blev genforenet.
Galawiesh uddannede sig til pædagog på Højvangseminaret i Glostrup i begyndelsen af 90’erne. Et år efter børnenes ankomst til Danmark, blev hun skilt fra sin mand og 12 år senere, i år 2000, blev hun gift igen. Denne gang med en etnisk dansker, nemlig Kristian, der arbejder som kriminalitetsforebygger. I starten var nogle fra hendes kurdiske bagland imod ægteskabet med en dansker, men de har siden hen accepteret det.
Dog har hun en svoger, som ikke vil have med hende at gøre pga. ægteskabet.
I det hele taget mærker Galawiesh en kæmpe forskel mellem dansk og kurdisk kultur, hvor det i førstnævnte er individet, der er i centrum, mens det i sidstnævnte er kollektivet og familien.
”Vores ’jeg’ smelter i ’vi’et. Alle blander sig i alt. Man er solidarisk med hinanden, hvilket er godt, men til gengæld er der ingen frihed til individet,” fortæller hun.
Et kulturchok fik hun også, da hun til en introfest for pædagogstuderende oplevede, at alle studerende, både mænd og kvinder, skulle sove i samme rum og at der blev indtaget meget alkohol. Hun drak cola i stedet.
”Hos dem er det alkohol, som bringer mennesker sammen, mens det hos os er té,” lyder det fra Galawiesh.
Hjemme i lejligheden ser hun tilbage på et liv, fyldt med drama og undertrykkelse og omstilling til en ny kultur i et anderledes land. Selvom hun er kommet på afstand fra blodsudgydelserne, påvirker rædslerne og krigen i Kurdistan hende stadig, eksempelvis om natten.
”Jeg sover i stuen og klokken 2-3 om natten går jeg ind på mit værelse. Jeg råber i søvne.”
Omstillingen fra at være peshmerga i Kurdistan til at leve som pædagog i Danmark har ikke været nemt. Men det fædreland, hun kæmpede for dengang, nyder i dag – i den irakiske del – vidtstrakt selvstyre, har eget parlament, flag og hær.
