Musikeren Elî Şingalî bor i dag i Odense og optræder til kurdiske fester. Bag det smilende ansigt gemmer der sig en hårrejsende historie om en tidligere kurdisk partisan, der med risiko for livet kæmpede mod Saddam Hussein.

Af Deniz Berxwedan Serinci

Med det mellemøstlige spilleinstrument Saz (tembûr) over den ene skulder og en kalashnikov over den anden har den nu 50årige Elî Şingalî prøvet lidt af hvert.

Allerede i 1972 indtrådte den dengang kun 11årige, musikglade Elî i den blodige krig mellem de kurdiske partisaner, kaldet peshmerga’erne og det undertrykkende irakiske regime.

En krig, der blev mere og mere brutal og farligere for Elî og hans familie efter den tidligere irakiske diktator Saddam Husseins kemiske angreb på peshmergaerne, så Elî til sidst måtte flygte ud af Kurdistan til Danmark, hvor han har levet siden.

Men hvad motiverede Elî til at blive partisan, peshmerga?

– Når man bliver undertrykt, og må forsvare sit land, folk og ære, så er der ikke andre muligheder end at kæmpe, fortæller Elî.

– For hvis vi ikke kæmpede, så mistede vi alligevel alt vores jord, tilføjer Elî, hvis far lærte den dengang kun 11-årige dreng at bruge gevær.

Elî’s far var medlem af KDP, Kurdistans Demokratiske Parti. De var peshmerga’er oppe i bjergene, og faderen havde sønnerne med i slagmarken.

Hver peshmerga-enhed bestod af flere partisaner. I Elî’s grupper havde de dog den fordel, at de kunne nyde kurdisk musik, når de hvilede sig.

”Både saz og kalashnikov var mine våben”

Elî havde haft en stor forkærlighed til musik, siden han som ganske lille havde mødt sit store idol, kurdernes ”Bavê Felek” (Skæbnens far), Mihemed Şêxo, der selv var flygtet fra syrisk Kurdistan, hvor han var forfulgt.

– Mihemed Şêxo bad mig spille saz for ham. Det gjorde jeg og han blev imponeret og inspirerede mig til at blive musiker, fortæller Elî, der optrådte ved koncerter, bryllupper og udgav flere albums i Kurdistan og Danmark.

Snart gik det op for Elî, at han havde to våben i sin kamp. Sin kalashnikov og sin saz.

– Oppe i bjergene bar jeg Saz over den ene skulder og en kalashnikov over den anden, fortæller Elî smilende.

Kurdere har en lang tradition for at spille revolutionerende musik, eller ”Modstandssange” (Stranên Berxwedanê/Goranîyekanî Raperîn), som det også kaldes. Allerede i 20’erne fulgtes sangere med partisaner i Şêx Mehmûd Berzencî-oprøret i Irakisk Kurdistan, for musikalsk at tilskynde dem til angreb på britiske styrker og ”ødelægge fjendens moral”.

– Musik er vores våben, som vi bruger til at besvare fjenden med og til at give peshmerga’erne moral og opmuntring i deres svære dage med, fortæller Elî.

Kugle strejfede lige forbi

Moral var hvad Elî og hans kammerater havde brug for. For de kurdiske guerillaer led hårde tab under deres kampe med de irakiske styrker.

– To af mine fætre blev dræbt og min far blev hårdt såret. Min storebror blev såret i armen.

En dag strejfede en irakisk kugle Elî’s kurdiske hovedbeklædning. Han slap uskadt.

Men samtidig med sin karriere som musiker og partisan havde han også en kone og 4 børn, 3 døtre og en dreng, som han også skulle tage sig af.

– Livet fungerede sådan i Kurdistan. Min familie blev ikke ramt af kampene, fordi vi gemte dem i bjergene. Vi er vant til at kæmpe og forsørge familien samtidig. Sådan var det også med min far, fortæller Elî grinende.

Angrebet med kemiske våben – flygter til Danmark

Trods kurdernes standhaftighed, måtte de indse, at de ikke kunne vinde kampen mod Saddam Husseins militærteknologisk overlegne hær.

Den irakiske diktator begyndte i 1985 at angribe de kurdiske partisaner med kemiske våben.

Elî’s fætter blev ramt i Duhok, nær grænsen til Tyrkiet og fik ansigtet forbrændt.

Bekymret for sin families sikkerhed valgte Elî at flygte ud af Kurdistan og Irak.

Elî og familien ankom til Danmark i 1986, mere præcist til Odense, hvor de har boet siden.

Der var massive forskelle mellem Danmark og Kurdistan.

– Det er en helt anden kultur, sprog og livsstil. Vi behøvede ikke frygte for krig eller bomber, tværtimod fik vi hjælp fra statens side, gennem sagsbehandlere.

Diskrimineret fordi han er Ezidî

Elî er ikke muslim, som de fleste kurdere ellers er. Tværtimod tilhører han religionen Ezidî, der tror på Gud, og englen Tawisi Melek, som Guds stedfortræder og symbol på det gode i verden. De beder 2 gange om dagen til solen, en gang ved solopgang og en gang ved solnedgang.

Ezidî’er findes kun blandt kurdere, især i irakisk Kurdistan og i Europa, eksempelvis i Tyskland.

Imidlertid er Ezidî’erne blevet forfulgt gennem historien og blevet beskyldt for at dyrke djævlen og være urene, så visse muslimer ikke har ville have med dem at gøre.

Noget, Elî også selv har været udsat for.

En dag kom en af hans nære, muslimske venner hjem til ham. Elî tilberedte en kødret til vennen, der dog nægtede at spise hans kød, fordi det ikke var slagtet af en muslim. Nogle anser Ezidî’ernes kød for at være urent og vil derfor ikke spise det.

– Siden har jeg ikke snakket med ham mere, konstaterer Elî.

Men generelt oplever Elî ikke problemer med muslimer. Tværtimod er mange i hans omgangskreds kurdere og muslimer.

Stor forskel på dansk og kurdisk musik

I Danmark fortsætter Elî karrieren – uden våben, men til gengæld med saz.  Hans tre døtre læser til socialpædagog, politibetjent og kosmetolog, mens sønnen Hozan, der også spiller keyboard til kurdiske fester, læser til designingeniør.

Elî optræder til bryllupper, koncerter, den kurdiske nationalfest Newroz, hvor han senest optrådte til Newroz i Odense i marts på H. C. Andersens Skole.

– Der er kæmpe forskel på danskernes måde at bruge musikken på og vores, siger Elî og henviser til, at kurdernes musik handler meget om krig og sorg, mens dette ikke er udbredt i samme omfang i dansk musik.

– Danskerne har ikke oplevet krig på egen jord i nyere tid, så det er derfor.

200.000 kurdere forsvundet under Anfal

Men fortiden er umulig at glemme for Elî.

I marts 1987 startede Saddams fætter, Kemiske Ali, alias Ali Hassan Majid, Anfal-kampagnen med kemiske angreb på kurderne. Mecîd dekreterede:

– Ingen der taler kurdisk, må overleve.

Kurdiske områder blev giftgasset, mest markant i Halabja, 16. marts 1988, efter at byen først var blevet overrendt af iranske styrker. Ved dette angreb døde ca. 5000 mennesker.

Kurdiske landsbyer ødelagt, partisaners børn blev tilfangetaget for at skaffe oplysninger om fædrene, fanger blev tortureret ihjel, overlevende fra kemiske angreb blev dræbt og kvinder blev voldtaget af de irakiske styrker.

Som resultat af Baath-styrets krig med kurderne i Irak er omkring 250.000 kurdere blev dræbt, heraf 180.000 ”forsvundet” under Anfal. Over 4000 landsbyer ud af 5000 landsbyer blev ødelagt og to-tredje dele af irakisk Kurdistan blev affolket for kurdere.

Glad da Saddam og Kemiske Ali blev hængt

Men i 2006 og 2010 blev Saddam og Kemiske Ali så selv hængt. Til stor glæde for Elî.

– De fortjente det og dog. Hvis det havde været mig, havde jeg hængt dem hver dag i et helt år for alt det, de gjorde mod kurderne, fastslår Elî.

Ligeledes var der ingen grænser for Elî’s begejstring, da han på arabisk tv i april 2003 så Saddams statue blive væltet i den netop befriede by Kerkûk, som kurderne regner for deres hovedstad.

Men kampen er ikke slut for Elî. Han håber også, at kurderne i Tyrkiet (bakur), Iran (rojhilat) og Syrien (rojava) en dag vil nyde samme rettigheder som i Irak.

– Îro başûr, sibe bakur, rojhilat û rojava, slutter Elî af på kurdisk.

Læs også: “Vi realiserer vores egen partisan-rolle via musikken”

Kommentér via Facebook

kommentarer