Hawaro Juul kom fra Qamişlo til Danmark som treårig. I dag står han i spidsen for en af de største tattoo-virksomheder i verden med over 60 ansatte.

Af Deniz B. Serinci

31-årige Hawaro Juul gik fra at være en flygtning fra Syrien til at opbygge en af de største tattoo-virksomheder i verden med over 60 ansatte.

Den eksplosive udvikling er et resultatet af en længere historie. Hawaro kom som treårig fra den syrisk-kurdiske by Qamişlo med sin mor til Danmark i 1991. Faren kom hertil året forinden.

Familien bosatte sig først i Odense, hvor forældrenes nabo lærte Hawaro det danske sprog, kultur og normer. Faren, der var uddannet bygningsingeniør i hjemlandet, kunne ikke bruge uddannelsen i Danmark. Han åbnede derfor en kiosk og senere pizzeria i Tørring, tæt på Vejle. Det var en stor omvæltning for den 13-årige Hawaro.

”Vi var næsten den eneste udlændingefamilie i Tørring, så det var meget hårdt at skulle tilpasse sig.”

Senere flyttede han så tilbage til Odense, hvor Hawaro studerede ergoterapi på UCL. Men efter to år droppede han ud og meddelte i 2009 moren fremtidsdrømmen.

”Mor, jeg vil gerne åbne en tattoo-shop,” lød beskeden.

Det gjorde ikke sagen nemmere.

Forbandt tatoveringer med kriminalitet

Det kurdiske miljø var fordomsfulde mod tatoveringsmiljøet.

”Folk forbandt tatoveringer med lommetyveri og kriminalitet,” husker Hawaro. ”Folk sagde til mig ´du må være syg i hovedet´.”

”Men egentlig er tatoveringer jo noget kurdisk,” pointerer den unge mand. ”De ældre kurdiske kvinder i Mellemøsten var jo mærket efter rang og klan.”

Trods morens skepsis i starten, bakkede hun og faren deres søn op.

”Med Guds vilje, bliver det ikke én butik, mere flere,” sagde moren.

Hawaro åbnede sin første butik med en enkel tatovør på Vedelsgade i Vejle. Siden voksede medarbejderstaben sig til omkring 60 ansatte, som alle specialiserer sig i forskellige opgaver, stilarter og genrer. Hawaro kan nu kalde sig direktør og stifter af Iron & Ink Tattoo Studios med butikker i Vejle, Aarhus, København – og også en i Los Angeles i USA, hvor planen er at udvide yderligere.

Som om det ikke var nok, har Hawaro også andre virksomheder, såsom creme-firmaer, trykkefirmaer, andel i andre projekter, kontorfællesskab i Vejle, barbershop i København, og så videre.

Har aldrig selv tatoveret andre

Kunderne i tattooshoppen er alt fra ”politifolk, revisor, bankrådgivere til kendisser fra fodboldklubber”, siger Hawaro, der aldrig selv har tatoveret andre.

Hvad er det så ved tatoveringer, der tiltrækker folk?

”For nogen er det en smuk kropsudsmykning,” forklarer han. ”For andre er det en personlig historie, et minde eller en gestus til en, der er gået bort.”

Hawaro: Bland jer med danskere

Hvad er opskriften på succes og god integration?

”Det er vigtigt at man tilpasser sig sine omgivelser, når man kommer til Danmark. Hvis det regner udenfor, så tager man regntøj på.”

Det bedste råd er at blande sig med danskere.

”De nyankomne flygtninge bør skabe sig venner og netværk blandt danskere, i stedet for at søge mod det mest naturlige netværk, som er kurdere og arabere. Så de forstår danske normer og traditioner bedre.”

Han understreger, at man ”ikke skal vaske alt det kurdiske af sig.”

”Man bør tage det bedste fra begge kultur. Strukturen og ordenen fra den danske og den familiære orden fra den kurdiske kultur,” siger Hawaro og tilføjer.

”Dem, der er blevet taget bedst imod og senere har opnået mest succes, er ofte dem, der har tilpasset sig. Man er ligesom flygtet fra noget, fordi det ikke fungerede. Så er der ikke nogen grund til at holde fast i det.”

Fremtidsdrømmen er at inspirere andre ildsjæle til at fuldføre deres drømme, ”uanset hvor syge, de føler deres ideer er.”

Til januar arbejder Hawaro på at donere penge til de kurdiske ofre for Tyrkiets offensiv i Syrien.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer