”I starten syntes folk, at vores musik var mærkelig” – læs interview med det første kurdiske heavy metal-band Ferec og dets forsanger Fuat Taş
Af Evin Tetwan Kilicarslan
Hvordan startede Ferec?
Ferec blev stiftet i byen Hakkari af mig og elektroguitaristen Cemal Kaya i 2004. Senere fik vi også bassguitaristen Ismail Kurt og Erkan Baran med i Ferec.
Vi var nogle unge mænd, der søgte efter en musikgenre for at lave et band. Vi ville gerne lave noget metal, men vi vidste ikke helt, hvad det var. Vi så et videobånd, der viste heavy metal. Til sidst endte vi med at lave heavy metal rock. Vi var også inspireret af det armensk-kurdisk rockband Koma Wetan.
De kurdiske områder er kendt for at være konservative. Hvordan tog de imod jeres musik?
I starten syntes folk i Hakkari at vores musik var mærkelig. Men med tiden vænnede de sig til det. De kom ligefrem til at lide det. Især har vi godt tag i den unge generation.
Vores heavy metal er politisk
I synger heavy metal – men hvad med politiske sange?
Vi vil hellere kalde det et skrig for frihed. Personligt er vi selvfølgelige politiske. Vi har protester, vi er i opposition og gennem vores musik er vi revolutionære. Alene det at lave kurdisk hevay metal er i sig selv en politisk mission.
Hvordan vælger i jeres albums indhold?
Alle vores sangtekster og -melodier tilhører os. Men vi fortolker også nogle store sangernes sange, eksempelvis Şivan Perwer, Ciwan Haco og så videre.
Vores formål med det er at vise den kurdiske musiks historie, for hvis vi idag kan lave musik musik, så er det takket være vores store sangere og vi kan ikke ignorere deres bidrag.
Kurderne bliver globaliseret
Hvordan vil i vurdere den kurdiske musiks udvikling?
Jo mere, kurderne får kontakt med omverdenen, desto mere lærer de andre kulturer at kende og begynder at lave forskellig slags musik. Denne påvirkning bidrager til at styrke kurdisk musik. Derfor tror vi, at den kommende periode vil betyde et stort boom for kurdisk musik.
Hvad er jeres mål?
Vi blev de første indenfor kurdisk heavy metal rock og så længe vi kan fortsætte med vores sange vil vi være tilfredse. Hvis vi absolut skal have et mål, så må det være at dø på scenen.
Er der noget i som det sidste vil sige til jeres fans?
Vi har altid kunne mærke deres interesse for os og mærker det stadig. Vi sender også vores kærlighed til dem – vores skrig er for friheden.
