Fætter og kusine fortæller om at blive solgt på et slavemarked, glemme kurdisk og lære at hade deres egen religion.
Af Deniz Serinci
Den 11-årige ezidi-dreng Allan Ezdo er meget stille og tilbageholdende. I teltlejren, nær byen Duhok i det nordlige Irak, hvor han befinder sig, har han ofte svært ved at tale med de ældre familiemedlemmer. De ældre taler kurdisk, men drengen har glemt sit modersmål efter fem år hos Islamisk Stat (IS).
Den 3. august 2014, da Allan Ezdo var syv år, flygtede familien ud af deres hus i byen Shingal i det nordvestlige Irak, da de hørte camouflagemalede Toyota pickups med fire til fem IS-jihadister på de åbne lade, komme kørende mod byen. Shingals befolkning var ezidier, en førislamisk religion, som IS betragter som vantro.
Drengens far, den 40-årige Dakhil Ezdo med moustacheskæg og mor Leila Ezdo, havde tre sønner på dengang et, to og syv år. En stor del af ezidierne besluttede sig for at flygte op på Shingal-bjerget og forskanse sig for IS der. Forældrene besluttede sig for tage de yngste sønner med op på bjerget og sendte Allan Ezdo i en anden retning sammen med hans fætre og kusiner, heriblandt den niårige kusine Lina Ezdo. Det var sidste gang, Allan Ezdo så sine forældre og brødre igen.
Lina og Allan med journalisten.
Børnene løb og løb. Tilsyneladende i den forkerte retning, fordi IS fangede dem. De to børns forældre nåede dog at flygte op på bjerget. Allan og Lina Ezdo derimod blev ført væk til en skolebygning i byen Tel Afar, 50 kilometer vest på.
”Her blev jeg adskilt fra min storebror på 17 år samt søster på 14 år,” husker Lina. Hun blev alene sammen med en 25-årige storesøster.
IS-mændene kom og delte kvinderne op i forskellige grupper. De yngre blev adskilt fra de ældre kvinder. Efter Tel Afar gik turen til 85 kilometer østpå i bus, til ”Badoush fængslet”. Her skulle Lina og hendes storesøster bo i en celle, der var varm som en bagerovn. Flere mænd kom og tog de voksne kvinders tørklæde fra dem, så de ikke kunne bruge dem til at hænge sig selv og dermed begå selvmord. Lina og Allan blev nu ført videre til Syrien, og solgt til hver sin familie.
”Jeg blev solgt på et slavemarked i bazaren,” siger Lina Ezdo.
“De slog os med deres bare næver eller pinde”
Hjemme hos en syrisk IS-kriger i Raqqa ved navn Abu Alaa, blev Lina og Allan Ezdo tvunget til at konvertere til islam. De fik at vide, at ezidier var vantro, der var fordømt til at ryge i helvede.
”Jeg gik ikke i skole. Jeg skulle sidde derhjemme, bede som muslimer og læse i Koranen,” fortæller Lina. ”De prøvede at få mig og min søster til at glemme vores religion og blive ligesom dem.”
Hun siger også, at hun blev udsat for vold. Om morgenen blev hun sammen med Allan Ezdo vækket op og skulle lave morgenmad og gøre rent. ”Vi var deres tjenere. Vi skulle gøre deres arbejde. Hvis jeg protesterede, så slog de mig med deres bare næver eller pinde.”
Lina
En dag, da IS-manden ikke var hjemme, gennemrodede Lina Ezdo huset for at finde en telefon. Hun ringede til sin mor og far. Hun kunne dog ikke fortælle præcist, hvor hun var, fordi hun anede det ikke selv.
Faren Dakhil Ezdo arbejdede samtidig på at finde sønnen.
”Der var en ung dreng i Bagdad ved navn Allan, som lignede vores Allan. Jeg så billedet af ham på Facebook og troede, at det var ham.”
Derefter tog faren til Bagdad. Men en DNA-test fastslog, at det var ikke var deres søn. En ezidi-kvinde, der var slave i et hus tæt på Allan, slap ud af Syrien og formåede at flygte tilbage til Irak. Hun mødte Dakhil og fortalte ham, at hans søn var i Syrien.
Imens fortsatte indoktrineringen hjemme hos Allan Ezdo. Han læste i Koranen og overholdt de fem bønnetider. Han var for lille til at blive sendt til militærtræning.
“Er det sandt, at ezidierne ryger i helvede, når de dør?”
Den kurdiskanførte paraplyorganisation Syriens Demokratiske Styrker (SDF) formåede med amerikansk luftstøtte at indtage IS’ hovedstad Raqqa. Jihadisterne flyttede Lina og Allan Ezdo til byen Baghouz sydpå.
”Her blev jeg adskilt fra min storesøster,” fortæller Lina om sin 25-årige søster. Hun hørte aldrig mere fra hende og ”forventede ikke at blive forenet med familien igen en dag.”
Efterhånden som jihadisternes kontrol med Baghouz svandt ind, lykkedes det Allan og Lina Ezdo at stikke af den 8. marts i år. De løb og løb, indtil de fik øje på SDF-soldater. De kurdiske soldater sendte dem til Hol-lejren i det nordøstlige Syrien. Her var Allan Ezdo tavs og havde glemt kurdisk. Men Lina Ezdo kunne stadig tale kurdisk og fortalte SDF-soldaterne, at hun og fætteren ikke var sunniarabere, men ezidier. SDF adskilte børnene fra IS-støtterne i lejren og sendte dem tilbage til Irak.
I dag bor Lina og Allan Ezdo sammen med resten af deres familier i Esyan-flygtningelejren, nær byen Dohuk i det kurdiske selvstyreområde i Nordirak. Pigens første spørgsmål ved ankomsten til lejren var: “Er det sandt, at ezidierne ryger i helvede, når de dør?” Også fætteren var forvirret. Han insisterede på, at han ikke længere var ezidi, men muslim. I starten forbandede Allan Ezdo, ifølge faren, ezidier. Han har stort set glemt kurdisk og taler kun syrisk-arabisk. Langsom forstår han dog mere og mere kurdisk, omend han ikke kan svare på sit modersmål.
Ønsker asyl i Europa
Den nu 13-årige Lina tænker tit på sine oplevelser.
”Hvad vi har oplevet, har ingen oplevet,” siger hun på et flydende kurdisk. ”Jeg vil aldrig glemme det.”
Hendes to søstre og en bror er stadig meldt savnede efter, at de blev kidnappede af IS. I dag ønsker hun hverken at starte i skole eller på syskole, så hun kan lære håndværk, sådan som hun har fået tilbudt.
”Det eneste, jeg ønsker er, at den irakiske og kurdiske regering støtter os, så vi kan vende tilbage til vores oprindelige hus i Shingal,” siger hun og fortsætter.
Allan, der er blevet 11 år, er fåmælt. Det eneste, han fortæller os er: ”IS er slemme”. Faren ser frem til at sende ham i skole efter sommer.
”Det håber jeg, vil få ham lidt mere ned på jorden. Lige nu er han meget aggressiv og udfarende. Sådan var han ikke før,” siger han og fortæller, at familien har opgivet Irak. Han har ansøgt om visum til Allan i Australien.”
”Det er bedst at sende ezidierne væk, for vi har ingen fremtid her,” mener Dakhil Ezdo.
