Ny rapport gør op med opfattelsen af at Europas muslimer er radikale.
Opbakningen til ekstreme islamiske grupper, heriblandt Hizb ut-Tahrir og Det Muslimske Broderskab er lav blandt europæiske muslimer.
Det konkluderer en nylig publiceret rapport fra det anerkendte forskningscenter Pew Forum on Religion and Public Life, der har set på flere slags islamiske grupper i Europa.
Organisationerne er blevet integrerede i Europa, siden de kom i 1980’erne. Rødderne til Pakistan og Egypten, hvor flere grupper stammer fra, har ikke længere samme relevans for de yngre muslimer, der er født og opvokset i Europa, forklarer Jørgen S. Nielsen, der er professor og tilknyttet Center for Europæisk Islamisk Tænkning ved Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet.
“Selvom der stadig er en historisk tilknytning, har organisationerne i Europa en lokal dagsorden, der er tilpasset modtagersamfundet,” siger Jørgen S. Nielsen, der selv har bidraget til rapporten.
Han forklarer endvidere, at mange muslimer i Europa i dag søger efter forståelser og fortolkninger af islam, som kan forholde sig til deres egen dagligdag.
Rapporten omhandler talrige muslimske grupper og konkluderer på den baggrund, at organisationerne er blevet mindre radikale og mere europæiserede i løbet af de seneste 20 år.
For eksempel er retningen inden for islam, der hedder sufisme, blevet mere synlig i Europa gennem de seneste 10 år. Den hylder en personlig religiøsitet, der passer ind i det sekulære Europas opfattelse af, at religion hører privatsfæren til.
En rapport fra sidste sommer udarbejdet af det internationale analysefirma Gallup i samarbejde med den tværreligiøse fond The Coexist Foundation peger også på tendensen til, at europæiske muslimer for det meste fordømmer radikale islamiske grupper.
I Tyskland tager 94 procent af muslimerne fuldstændig afstand fra brugen af vold “i en ædel sags tjeneste”, mens andelen i Storbritannien er 81 procent.