Den tyrkiske lærer Mustafa Göl har skrevet et brev til de to søstre på Nørrebro, hvis bror er en del af den kurdiske sultestrejke i fængslerne. 

”Read the roll of honour for Ireland´s bravest men
We must be united in memory of the ten
England you´re monster, don’t think that you have won
We will never be defeated while Ireland has such sons…”

Dette er skrevet og sunget for 30 år siden I Irland. Margaret Thatcher sagde dengang, at ”vi accepterer aldrig disse terrorister som politiske fanger selv om hele Nordirland går i sultestrejke…” Bobby Sands døde efter 66 dages sultestrejke. Bagefter døde 9 af hans kammerater én efter én i Englands fængsler. Historien viser, set i bakspejlet, at man kunne løse Nordirlands problematik med dialog. Selv Thatcher begyndte at skrifte i sine erindringer…..

Jeg var til et politisk møde i sidste uge for at vise solidaritet med hundredvis af universitetsstuderende, der er blevet fængslet i løbet af det sidste år i Tyrkiet. Midt i mødet kom 2 unge kvinder ind i salen, mens vi var i gang med at skrive solidaritets postkort og breve til studerende. De bad om lov til at læse en meddelelse højt for os. Deres meddelelse handlede ikke om unge studerende, men om deres storbror som sultestrejker i Tekirdag fængsel i Tyrkiet. Han er kurder, har siddet fængslet i 18 år, og har nu sultestrejket i 29 dag. Han er syg og lider af epilepsi. Kvinderne er meget bekymrede for storebrorens helbred. De havde lige været i kontakt med ham i telefonen. Hans advokaten skriver til dem, at fangernes tilstand og forholdene i fængslet er meget kritiske. Fængselsadministrationen forhindrer de sultestrejkende fanger i at få nødvendige vitaminer, mineraler og vand. Den ene søster Gülsüm siger ”min bror skal ikke dø, vi skal gøre noget, der må gøres noget. De skal ikke dø…”

Kære Gülsüm og Nesrin, jeg ved I har forsøgt at få kontakt til udenrigsministeren, Folketingets partier og forskellige aviser i mandags. Jeg kigger desværre forgæves i min avis efter lidt ”journalistisk” interesse, efter jeres besøg. Nu kan jeg kun tilslutte mig jeres bekymringer. Udenrigsministeren er i Libanon for at besøge syriske flygtninge. Afstanden til Tyrkiet er få hundrede kilometer. 800 kurdiske politiske fanger har sultestrejket i over 60 dage. 10.000 af andre fanger har tilsluttet sig sultestrejken fra 6. oktober.

Tusindvis af kurdere, heriblandt folkevalgte til parlamentet og kurdiske borgmestre, er fængslet. De kæmper for retten til at bruge deres eget sprog, retten til at forsvare sig i domstolene på deres eget sprog, og for at stoppe AKP regeringens massive brug af isolation i fængslerne. Der er indtil nu ingen dialog, og regeringen optrapper konflikten. Alene i sidste uge blev over 1000 studerende fængslet, da de protesterede mod regeringen. De tyrkiske medier er tavse. De regeringsejede medier der tager ordet oppisker en skinger nationalistisk stemning. De puster til konflikten, de vil se blod, de vil have at folk dør. Regeringen ejer og styrer næsten hele mediesektoren i Tyrkiet. Dem der protesterer, mister deres arbejde eller bliver fængslet. Det kan forklare tavsheden i Tyrkiet. Men hvad med Danmark? Hvorfor er der tavshed her? Skyldes det manglende interesse? Skyldes det manglen på kritiske journalister? 

De sultestrejkendes situation er kritisk. Mange af dem er på dødens rand. Der må gøres noget, de må ikke dø. Der må være mulighed for dialog, så der kan findes løsninger i stedet for optrapning af konflikten. Konsekvenserne er uoverskuelige. Vi må bryde tavsheden for at skabe dialog, løsninger og fred. 

Kære Gülsüm og Nesrin, dette læserbrev er mit lille bidrag til at bryde tavsheden. Jeg lover, at vi skal gøre alt for at jeres bror og alle andre sultestrejkende ikke dør.

Mustafa Göl

Kilde: Nazim Hikmet Kulturforening

 

 

Kommentér via Facebook

kommentarer