“Et argument, som bruges til at begrænse flygtninges rettigheder, er islamofobi. Men størstedelen af flygtningene er selv ofre for radikal islam og undertrykkende systemer. Den lille gruppe, der eventuelt udgør en trussel, burde være blevet opdaget i de sikkerhedstjek, der er en del af asylprocessen. Hvis de virkelig var en trussel, hvorfor fik de så opholdstilladelse?”
Af Taha Rahimi (Language and International Studies studerende på Aalborg Universitet)
Er danskere verdens lykkeligste folk!?
Hvert år bliver de nordiske lande rangeret som nogle af de lykkeligste i verden – og Danmark ligger næsten altid i toppen.
World Happiness Report bygger sin vurdering på en række faktorer, herunder opfattelsen af korruption, generøsitet, frihed, forventet levetid, social støtte og bruttonationalprodukt per indbygger.
Ud over den økonomiske velstand, der findes i disse lande, er intellektuel tryghed en af de vigtigste faktorer for et samfunds lykke. Det betyder, at regeringerne – ud over at sikre jobsikkerhed, fødevaresikkerhed og fysisk tryghed – også bærer ansvaret for at skabe et miljø, hvor borgerne kan leve uden stress og frygt.
Denne intellektuelle tryghed bidrager til stabilitet i landets politiske, administrative og sociale systemer og skaber et offentligt rum, hvor et sorgløst liv er muligt.
Generelt fungerer de demokratiske systemer i de nordiske lande ud fra et princip om at skabe lighed og retfærdighed. Dette styrker både borgernes loyalitet over for staten og de filosofiske, moralske og videnskabelige grundlag for forholdet mellem stat og borger.
Men det betyder ikke, at disse lande er uden fejl, eller at alle oplever denne tryghed.
I Danmark – et af de mest velfungerende demokratier – er ikke alle glade.
Ikke alle nyder godt af den intellektuelle tryghed. Der er stor forskel på det danske samfund og flygtningesamfundet, især når det gælder adgang til de goder, der ellers kendetegner landet. Danmark har nogle af de strengeste udlændingelove i Europa.
Mange flygtninge har svært ved at få opholdstilladelse og oplever ikke den ligestilling, som ellers er en grundpille i det danske samfund. For eksempel skal flygtninge forny deres opholds- og konventionspas hvert andet år – en proces, der kan tage flere måneder.
I mellemtiden kan deres opholdstilladelse være udløbet, eller deres pas ugyldigt.
I dag kan det tage op til fem måneder at få fornyet et pas. Selv denne fornyelsesproces kan opleves som ydmygende.
I en digital tidsalder, i et højtudviklet land som Danmark, bliver flygtningepas stadig fornyet med håndskrevne underskrifter på de efterfølgende sider – hvilket gør det svært at rejse, selv til nabolande.
Taha Rahimi
Mange flygtninge oplever øget kontrol og endda latterliggørelse fra embedsmænd, når de viser deres pas. Måske kan en voksen flygtning leve med denne ulighed og det psykologiske pres.
Men hvad med børnene? Hvordan skal flygtningebørn, der vokser op med danske værdier, sprog og kultur, udvikle sig til sunde borgere, når de oplever ydmygelse og forskelsbehandling? Når børn i skolen deler rejsehistorier efter sommerferien, hvordan tror vi så, flygtningebørn føler sig, når de ikke kan deltage på lige fod? Er det ikke systemets opgave at fremme sunde individer for landets fremtid?
Kan vi forvente, at ulighed skaber borgere med samme følelser af tillid, engagement og tilhørsforhold? Et blik på nabolandenes tilgang til flygtninge kan give indtryk af, at danskernes lykke i nogen grad styrkes af at se flygtninges hjælpeløshed.
Vi hører ofte, at integrationen af ikke-danskere ikke er lykkedes. Men er det ikke netop ulighed og følelsesmæssige belastninger, der hindrer integration? Det skal dog siges, at en del af ansvaret også ligger hos flygtningebefolkningen selv.
Mange er så fokuserede på at arbejde og klare sig, at de glemmer deres rettigheder. Det har gjort dem til en passiv gruppe, uden styrke til at organisere sig eller protestere. Derfor kan regeringen hvert år stramme reglerne yderligere.
Et andet argument, som ofte bruges til at begrænse flygtninges rettigheder, er islamofobi.
Men størstedelen af flygtningene er selv ofre for radikal islam og undertrykkende systemer. Den lille gruppe, der eventuelt udgør en trussel, burde være blevet opdaget i de sikkerhedstjek, der er en del af asylprocessen. Hvis de virkelig var en trussel, hvorfor fik de så opholdstilladelse?
Selv hvis der findes enkelte individer, der udgør en risiko, bør det ikke føre til generalisering af hele befolkningen med muslimsk baggrund.
En nationalstat er netop grundlagt for at skabe tilhørsforhold og fællesskab.
Har den danske regerings tilgang til flygtninge skabt denne følelse af tilhørsforhold?
Og selv hvis man mener, at flygtningene ikke kan integreres – hvad så med deres børn? De vokser op med dansk kultur, sprog og værdier. Tilhører de ikke det danske samfund?
De fremførte synspunkter står for afsenderens egne regning. Blogs og debatindlæg sendes til redaktion@jiyan.dk
