Jiyan.dk’s interview med Martin Lidegaard (RV), tidligere dansk udenrigsminister.
Kurderne har smidt Islamisk Stat (IS) ud af Shingal. Hvad er din reaktion?
Lidegaard: De kurdiske styrker i Irak og Syrien leverer i disse uger og måneder en hel uvurderlig indsats i kampen mod IS. For hver eneste by, der falder og områder, der falder tilbage, er IS svækket, men der sker også forhåbentligt det, at befolkningen kan få deres liv tilbage.
Hvad bør være Danmarks holdning nu?
Det er helt afgørende, at vi fortsat støtter de kurdiske styrker og styrker samarbejdet med dem i luften og på landjorden. Vi skal også være klar til at rykke ind i områder, som nu er befriet, med humanitær hjælp og med en myndighedsudøvelse, så borgerne med det samme kan mærke forskel på, hvem der er der nu og hvem der var der før, under IS’ besættelse.
Ezidierne har været udsat for et folkemord. Var det en ide at give dem asyl i Vesten?
I længden er der intet alternativ til at genetablere en by i deres område, som de kan leve i igen. Det må også være det, de fleste af dem ønsker.
Men hvis de ikke føler sig trygge i de områder, hvor de før boede?
Vi må arbejde for at opretholde freden, få politi, skoler, osv. til at virke – alt det, der kan skabe en hverdag igen – det er vores ansvar at levere det, nu hvor de er befriet. Det mener jeg er ligeså vigtigt som at erobre et område, så man kan få hverdagen op at køre så hurtigt som muligt igen.
Selvom Shingal er befriet, så er tusinder af ezidi-kvinder stadig i IS-fangenskab….
Det er jo rædselsfuldt og uforstående, så mange overgreb, især kvinderne i de områder, som IS har kontrol over, har været udsat for. Vi kan ikke give de kvinder deres liv tilbage, for de vil for altid være mærket, men det mindste, vi kan gøre er, at give dem lidt hjælp, som de har brug for, for at få et sikkert liv, og hjælp til at komme sig over de traumer, de naturligvis bærer på.
Indtil nu har Danmark støttet kurderne i Irak, men ikke så meget dem i Syrien – bør det ændre sig?
Jeg har utrolig stor respekt for de store dele af de kurdiske militser, som kæmper for menneskerettigheder, som afsværger sig terror og som politisk kæmper for deres rettigheder. Men jeg har stadigvæk ingen respekt for de dele af PKK (Kurdistans Arbejderparti), som påberåber sig terror og benytter det. Det kan aldrig legitimeres i nogen sags tjeneste.
Så intet samarbejde med PKK?
Vores holdning må være, at vi samarbejder med alle de kurdiske bevægelser og militser, som er på den rigtige side af hegnet og støtter dem, samtidig med at vi tager afstand fra de dele, der gør det modsatte.
Men amerikanerne er begyndt at støtte Folkets Forsvarsenheder (YPG), der er relateret til PKK. Man kan vel ikke komme udenom PKK i kampen mod IS?
Der er tilfælde, hvor PKK er inde og støtte forskellig angreb og forsvar. Det kan vi hverken gøre fra eller til, men det er ikke dem, der skal have vores våben eller økonomiske støtte. Det skal være de dele af de kurdiske militser, som vi stoler på.
