Der var dengang, Tyrkiets regeringsleder Ecevit fastslog overfor sin danske kollega Anker Jørgensen, at kurderne ikke fandtes. 30 år senere erkendte Ecevit så, at han sandsynligvis selv havde kurdiske rødder.

Af Deniz Berxwedan Serinci

I starten af 1958 startede den kurdiske intellektuel Mûsa Anter, alias Apê Mûsa (”Onkel Mûsa”) sammen med andre at publicere avisen İleri Yurt i Diyarbekir i Sydøsttyrkiet/Nordkurdistan. Dette markerede det første udtryk for kurdisk sprog og kultur efter Dêrsim-oprøret i 1937-38.

I marts 1959 slog den kurdiske general Barzanî et arabisk nationalistisk oprør ned i Mûsil og Kerkûk, hvor også lokale tyrkmenere mistede livet. Disse er et tyrkisk-talende folk, som derfor anses for at være forbundet med tyrkerne i Tyrkiet. Rystet over denne begivenhed, hvor kurdere slog ”tyrkere” (tyrkmenere) ihjel, foreslog det tyrkiske parlamentsmedlem Asım Eren (CHP) den daværende tyrkiske premierminister Adnan Menderes:

”Skal vi ikke efter den undertrykkelse, de irakiske kurdere har påført vores tyrkmenske brødre, udsætte kurderne i Tyrkiet for det samme?”

Den daværende tyrkiske præsident Celal Bayar skulle have foreslået:

”Lad os ryste tusind kurdere i Taksim

[central plads i İstanbul], så det kan være et eksempel for de andre.”

Bayar: Knus Mûsa Anter’s hoved
Som svar på dette, skrev flere kurdiske intellektuelle i april 1959 en protest mod Eren’s antikurdiske udtalelser i en tyrkisk avis samt sendte et telegram til udenlandske ambassader. Afsenderen var ”Tyrkiets kurdere”, hvilket chokerede det tyrkiske establishment, der i 36 år havde benægtet eksistensen af disse. 31. august 1959 skrev Anter i İleri Yurt et kurdisk digt. Dette udløste en krise. Ifølge forlydender, ringede Bayar til Diyarbekirs guvernør og krævede Anters ”hoved knust.”

Anter blev i øvrigt myrdet 20. september 1992 af ukendte gerningsmænd, formentlig af en højreorienteret dødspatrulje. December 1959 blev ca. 49 kurdiske intellektuelle anholdt, heriblandt Seîd Kirmizitoprak (1935-71), Seîd Elçî (1925-71), Yaşar Kaya, Şerafettîn Elçî, Mûsa Anter osv., for ”kurdisk nationalisme” og ”støtte til Barzanî”.

Minister: Der findes kurdere og jeg er selv kurder
En demonstration i maj 1961 med sloganet ”Vi er ikke tyrkere, vi er kurdere” og krav om mindretalsrettigheder endte med, at et stort antal demonstranter blev dræbt af politiet. Det Tyrkiske Arbejderparti erklærede ved sin kongres 29-31. oktober 1970, at ”de fascistiske autoriteter… har underkastet kurderne en assimilations- og intimideringspolitik” og blev lukket 20. juli 1971 og dets lederskab retsforfulgt.

Da ministeren for offentligt arbejde, Şerafettîn Elçî i april 1979 udtalte, at ”I Tyrkiet findes der kurdere, og jeg er selv kurder”, blev han idømt 2 år, 3 måneders straf.

Hans regeringsleder var den venstreorienterede nationalist Bülent Ecevit (1925-2006). Denne var i øvrigt en veteran indenfor tyrkisk politik og er især kendt for invasionen af Cypern i 1974. Ecevit afviste med vrede overfor tidligere dansk statsminister Anker Jørgensen eksistensen af kurderne, hvem han kaldte ”bjergtyrkere med en speciel, tyrkisk dialekt”.

Han mente, at enhver omtale af kurdere var racistisk – ”man kan ikke være venstreorienteret og påpege racemæssige elementer…” Senere viste det sig, at Ecevit selv var kurder (”Kürt kökenli olabilirim”, Akşam, 04.08.2004).

Kommentér via Facebook

kommentarer