For 100 år siden afstod verdenssamfundet ved fredsaftalen i Lausanne fra løfterne om kurdisk selvbestemmelse.
Foto: Jamil Sheikho
Under den Første Verdenskrig (1914-18) allierede Tyrkiets forgænger, osmannerne sig med tyskerne. Det fik fatale konsekvenser. Da Tyskland led nederlag, brød Osmannerriget efterfølgende sammen af forskellige årsager.
Fremmede magter besatte de område, der i dag svarer til Tyrkiet. Opdelingen skulle senere cementeres med en aftale imellem Osmannerriget og de såkaldte Ententemagter, som var en alliance af Storbritannien, Kina, Japan, Rusland, Frankrig, Serbien, Italien og Belgien.
Aftalen tog navn efter den franske by Sèvres. Ifølge Sèvres-traktaten fra 10. august 1920 skulle den kurdiske minoritet i det østlige Osmannerrige/fremtidige Tyrkiet have en form for selvbestemmelse.
Artikel 62 i traktaten foreskrev, at en kommission, hvis medlemmer skulle udpeges af den britiske, den franske og den italienske regering, skulle udarbejde en plan for lokal autonomi for de kurdiske områder.
Sevres-traktaten
Sèvres-traktaten blev aldrig implementeret.
Den tyrkiske leder Mustafa Kemal, kendt som Atatürk (1881-1938) afviste Sèvres-traktaten, fordi de udstukne grænser efterlod for lidt jord til tyrkerne.
En modstandsbevægelse blev samlet af Atatürk på resterne af den osmanniske hær.
Derudover gik mange tyrkere og kurdere dengang mere op i religionen islam, fremfor etnicitet. Mange tyrkere og kurdere frygtede også ekspropriation af deres jord og ligefrem døden ved at komme under kristen herredømme. Derfor var det ikke svær for Atatürk at massemobilisere kurdere. Han spillede på det religiøse fællesskab mellem tyrkere og kurdere, hvor begge folk er muslimer og hvis fællesområde, Anatolien, blev angrebet af de kristne.
En af de mest kendte religiøse skikkelser blandt kurderne, lederen af et sufi-broderskab, Said-i Nursi Kurdi (1877-1960) støttede i starten Atatürk. Sidstnævnte forsikrede kurderne om, at man ville oprette en anatolsk stat for alle muslimer, hvor ”tyrkere og kurdere” med Atatürks ord ville ”leve sammen som brødre omkring kalifatets institution.”
Han udtalte endvidere, at der ”er tyrkere og kurdere. Vi adskiller dem ikke […] de respekterer hinanden, de har enhver form for rettigheder, racemæssigt, socialt og geografisk”. Den tyrkiske leder lovede senere kurderne en form for selvstyre, et løfte, han gentog ved et pressemøde i januar 1923.”Et hvilket som helst område, som er kurdisk, skal administrere sig selv som selvstyrende,” sagde Atatürk.
Efter det lykkedes Atatürks modstandsbevægelse at sejre over grækerne – ironisk nok med kurdernes hjælp – blev der indkaldt til en ny fredskonference, der skulle tage udgangspunkt i facts on ground. Tyrkerne fik en langt mere attraktiv traktat, denne gang i Lausanne i Schweiz. Atatürks højre hånd, İsmet İnönü – der selv havde kurdiske rødder – forsikrede den britiske statsmand Lord Curzon i Lausanne i sommeren 1923 om, at regeringen af den republik, de ønskede at skabe, nemlig ”Tyrkiet”, ville være ”lige så meget kurdernes regering som tyrkernes” og at begge folk ville få del i regering og administration i samme omfang.
Lausanne-traktaten blev underskrevet den 24. juli 1923. Storbritannien afstod fra løfterne i Sèvres om kurdisk selvbestemmelse til gengæld for, at Tyrkiet opgav territorialt krav på irakisk Kurdistan.
Lausanne-traktaten
Briterne ønskede det olierige irakisk Kurdistan tilføjet til den nye stat Irak, så sidstnævnte kunne få et økonomisk fundament. Ordet ”kurder” blev slet ikke nævnt i Lausanne-traktaten. Traktatens sektion 3, artikel 39 i traktaten foreskrev dog:
”Der vil ikke være nogen restriktioner i nogen tyrkisk statsborgers ret til at bruge det sprog, han ønsker, hverken i privat, i kommercielle anliggende, i religiøs sammenhæng, på print eller ved en offentlig forsamling.”
Den 29. oktober 1923 erklærede Atatürk Republikken Tyrkiet som et selvstændigt land med sig selv som præsident. Det nye Tyrkiets ideologi blev kemalisme, opkaldt efter Atatürks oprindelige efternavn Kemal. Det handlede om sekularisme, republikanisme, nationalisme og så videre. Ifølge den nye stats forfatning skulle Tyrkiet være en ”udelelig enhed” med kun ”ét folk, ét sprog, ét land, et flag”.
Atatürk, der blot et år forinden havde lovet kurderne selvstyre, forbød den 3. marts 1924 med et dekret alt hvad der var kurdisk; kurdisk sprog og kultur, inklusiv musik, klædedragter, navne og så videre.
