Saddam Husseins folkemord spøger stadig. ”Jeg får sommetider mareridt, hvor Saddams sikkerhedsfolk løber efter mig og hvor mine venner bliver skudt,” siger Aram Kader i Rødovre.
Kurdere mindes det tidligere irakiske regimes folkemordskampagne, kendt som Anfal. En af dem, der oplevede Saddam Husseins forfølgelse på egen krop er den 62-årige Aram Kader, der til daglig bor i Rødovre.
Aram tilsluttede sig som 14-årig i 1973 de irakisk-kurdiske Peshmerga-styrker, der kæmpede imod den arabiske regering i Bagdad. Striden gik ud på, at regeringen nægtede at give kurderne selvbestemmelse i den nordlige del af landet. Aram arbejdede som kurerer, der leverede breve fra en Peshmerga-enhed til en anden.
”Det havde sine omkostninger,” husker Aram. ”Mange gang blev vores område bombarderet af irakiske fly.”
I en by, Qala Diza, smed regimet i april 1974 napalmbomber. En af Arams venner blev dræbt ved det angreb. Han holdt dog fast i at være Peshmerga.
”Jeg måtte fortsatte kampen. For vi blev undertrykt af regimet, som tog vores unge folk, så de ikke blev set igen.”
I 1975 flygtede Aram med familien i eksil i nabolandet Iran. Efter et år vendte han tilbage til Irak på grund af en amnesti fra regeringen i Bagdad. I gymnasiet nærede Aram forbindelser til socialistiske undergrundsorganisationer. I skolen kom den nye præsident Saddam Husseins billeder til at hænge overalt.
”Ingen turde sige noget kritisk om Saddam, selvom 90% i klassen var imod ham. Hvis vi gjorde det, ville vi blive dræbt.”
Utilfreds med situationen, drog Aram op i bjergene og greb til våben.
”Jeg blev en aktiv Peshmerga, begyndte at bruge våben og skød mod irakiske soldater,” forklarer han.
”Efterfølgende fik jeg et brev fra ven, om at ’tre biler med efterretningsagenter er efter dig. Godt du er flygtet. Ellers var du blevet tortureret og tvunget til at angive dine venner’.”
Ifølge Aram blev 50 af hans venner dræbt i krigen mod Saddam Husseins regime.
I marts 1987 startede den irakiske diktator Saddam Husseins fætter, Kemiske Ali, alias Elî Hesen Mecîd, Anfal-kampagnen med kemiske angreb på Balîsan dalen i april 1987. Mecîd dekreterede:
”Indenfor deres jurisdiktion må de væbnede styrker dræbe ethvert tilstedeværende menneske eller dyr i disse områder.” (Art 5, Dekret 3. juli 1987)
Kurdiske områder blev giftgasset, mest markant i Halabja, 16. marts 1988, efter at byen først var blevet overrendt af iranske styrker i samarbejde med PUK.
Ved dette angreb døde ca. 5000 mennesker. Under dette folkemord blev kurdiske landsbyer ødelagt, officielt for at forhindre Pêşmerge i husly, partisaners børn blev tilfangetaget for at skaffe oplysninger om fædrene, fanger blev tortureret ihjel, overlevende fra kemiske angreb blev dræbt og kvinder blev voldtaget af de irakiske styrker.
Heraf blev flere hængt. Aram følte, at nettet blev strammet yderligere og flygtede derfor til Danmark i 1989 gennem Tyrkiet, Syrien og Bulgarien. Sidstnævnte sted blev han gift med en bulgarsk kvinde, som han senere fik to sønner med. I Danmark fik Aram arbejde i tre år som fotograf hos en lokal tv-station og senere på en fabrik, der producerer medicinske produkter.
Men fortiden spøger stadig. Dels har han ondt i håndleddet, fordi der sidder fragmenter af jern fra et slag mellem irakiske soldater og Peshmerga. Dels har han problemer om natten.
”Jeg får sommetider mareridt, hvor Saddams sikkerhedsfolk løber efter mig og hvor mine venner bliver skudt.”
I 1992 fik kurderne selvstyre i Irak, men ikke selvstændighed. Det håber Aram også kurderne en dag får.
”I 200 år er vi kurdere blevet undertrykt. Vi har på alle mulige måder prøvet at bo sammen med den arabiske del af Irak som brødre, men det fungerer ikke,” siger han.
Som resultat af Baath-styrets krig med kurderne i Irak er omkring 250.000 kurdere blev dræbt, heraf 180.000 ”forsvundet” under Anfal. Over 4000 landsbyer ud af 5000 landsbyer blev ødelagt og to-tredje dele af irakisk Kurdistan blev affolket for kurdere.
