Fire eksperter fra ind- og udland samt Yeter Gültekin – kone til afdøde Hasret Gültekin – fortæller Jiyan.dk, hvorfor massakren på 35 mennesker i Sivas stadig påvirker alevierne to årtier efter.
Af Deniz B. Serinci
Der er gået 21 år siden over 30 intellektuelle omkom, da islamister satte ild til deres hotel, 2. juli 1993 i byen Sivas, Tyrkiet. Men massakren, hvis ofre for det meste var alevier, påvirker stadig millioner af alevier.
Ifølge lektor Hüseyin Seyhanlioglu, Dicle University i Diyarbekir, har Sivas altid været vigtig for alevierne, da det var hjemsted for Pir Sultan Abdal, en turkmensk alevi-digter og oprører fra det 16. århundrede.
”Millioner af alevier er opvokset med Pir Sultan Abdals digte, der ofte omhandler Sivas. Så deres forhold til byen, pga. episoden i 1993, er et nyere fænomen,” siger Seyhanlioglu.
Esra Özyürek, lektor på Antropologi ved University of California, giver sit bud på, hvorfor Sivas blev et vigtigt symbol:
”I Sivas blev en gruppe intellektuelle dræbt, udelukkende fordi de var alevier.”
Det faktum, at hverken politiet eller brandmænd i tilstrækkelig grad hjalp ofrene, bidrog til at bekræfte selvbilledet af alevierne som ofre for staten.
”Statslige embedsmænd blev set heppe på den vrede menneskemængde, som satte hotellet i brand. På det tidspunkt, indså alevierne, hvor sårbare de er, og at de var nødt til at organisere sig,” siger Özyürek.
Joost Jongerden, professor ved Wageningen University i Holland, er enig.
”Der er klare beviser på, at staten ikke forhindrede massakren samt reagerede meget sent,” siger han og henviser til, at den islamkritiske satiriker Aziz Nesin, der også var fanget i det brændende hotel, måtte ringe personligt til Tyrkiets premierminister for at bede om hjælp.
”De lokale autoriteter var direkte med til at ophidse de vrede islamister mod alevierne,” siger Jongerden.
Sivas’ borgmester: Velsignet være jeres hellige kamp!
Det kom frem, at Sivas’ daværende borgmester Temel Karamollaoglu fra det islamistiske Refah-parti havde råbt ”Velsignet være jeres hellige kamp” til den vrede menneskemængde.
Det faktum, at de ansvarlige bag massakren stadig ikke er blevet retsforfulgt, bidrager til at gøre Sivas til en vigtig del af aleviernes bevidsthed, mener Yildiz Akdogan, Tyrkiet ekspert.
”Sivas er et åbent sår for alevierne, fordi der er ingen officiel mindedag til ære for ofrene eller noget,” siger Akdogan og tilføjer:
”Tværtimod lavede man på et tidspunkt gerningsstedet, hotellet, om til en restaurant. Det anså de pårørende for en kannibalisme-agtig handling, at man først brænder mennesker levende og derefter sidder og spiser, som om intet er sket der.”
Alevierne er tidligere blevet angrebet og dræbt af islamistisk-nationalistiske grupper i Malatya, Maraş og Çorum i 1970’erne og 80’erne. Men denne gang var det anderledes, da seerne fik massakren ind i stuerne og fulgte den minutiøst på tv.
”Da massemedierne er den bedste mulighed for at sprede en nyhed, havde de en stor indflydelse på Sivas’ betydning,” siger Akdogan.
Sürgü, Gezi, osv. fornyede offeropfattelse blandt alevier
Ifølge Özyürek vil Sivas påvirke alevierne længe endnu.
”Massakren er stadig vigtig, fordi alevierne stadig er under angreb,” siger hun.
I marts 2012 valgte en tyrkisk ret at droppe sagen mod gerningsmændene bag branden, fordi sagen er blevet juridisk forældet. Samme år angreb en trommeslager alevier i byen Sürgü i vrede over, at de ikke fastede under Ramadan, ligesom huse tilhørende alevier blev afmærket. Det skabte fornyet frygt for en gentagelse af de historiske massakrer.
I sommer 2013 blev Tyrkiet rystet af protester mod regeringen, da den ville rydde den populære Gezi-park. Flere drenge og mænd blev dræbt af ordensmagten.
”Det faktum, at næsten alle de Gezi-dræbte var alevier, fornyede endnu engang opfattelsen af at være offer blandt alevier,” siger Jongerden.
Blandt de dræbte i Sivas i 1993 var den kun 22-årige folkesanger Hasret Gültekin. Ifølge hans kone Yeter Gültekin vil det hjælpe alevierne med at komme over Sivas, hvis de ansvarlige erkender deres ansvar.
”Staten må undskylde pga. massakren, ligesom Karamollaoglu og tidligere præsidenter Süleyman Demirel og Tansu Çiller personligt må undskylde,” siger Yeter.
Der er ikke umiddelbart udsigt til, at de ansvarlige vil blive retsforfulgt. Men Yeter lover, at hun vil kæmpe til det sidste.
”Jeg vil forsætte med at kæmpe for retfærdigheden. Det skylder jeg mine efterkommere.”
