Læs interview med Vager Saadullah, ekspert i iransk-kurdiske forhold.

Af Deniz Serinci

Når de iranske kurdere netop nu sender bevæbnede peshmerga ind i Iran, hænger det ifølge Vager Saadullah, freelancejournalist i Iraks Kurdistan Region (KRG) og ekspert i iransk-kurdiske forhold, sammen med, at de er inspirerede af deres fæller i Syrien, Irak og Tyrkiet. Især i Syrien og Irak trækker kurderne, der allerede har selvstyre, internationale overskrifter med kampen mod Islamisk Stat (IS).

pdki PHOTO DENIZ SERINCIJPG (2)»I Tyrkiet kæmper kurderne for deres frihed, i Syrien og Irak kæmper de mod IS og administrerer deres regioner, mens de iranske kurdere er tavse,« siger Saadullah.

»Derfor vurderer de iranske kurdere i KRG nu, at de vil få mere støtte fra vestlige samfund, hvis de genstarter kampen mod Iran. For kurdernes kamp mod IS har gjort dem mere populære verden over.«

Blod på tanden af Farinaz-opstandelse

Desuden får de iransk-kurdiske partier ifølge Saadullah blod på tanden af en masseopstandelse i maj sidste år. Dengang begik en 25-årig kvinde, Farinaz Khosrawani angiveligt selvmord ved at kaste sig ned fra 4. sal fra et hotel i byen Mahabad i den kurdiske del af Iran. Ifølge lokale folk kastede Khosrawani sig ud fra hotellet for at undgå at blive voldtaget af mænd fra den iranske efterretningstjeneste. Tusindvis af kurdere gik på gaden for at protestere mod Khosrawani’s død.

»Folket viste, at det var klar til at gå imod regimet,« siger Saadullah.

Står det til eksperten, vil kurderne i Iran tilslutte sig peshmerga, der kommer ind fra KRG.

»Kurderne i Iran er meget nationalistiske,« fortæller han og henviser til, at den første kurdiske republik netop blev udråbt i Iran.

Republikken, kendt som ”Kurdistans Folkerepublik”, blev udråbt i januar 1946 i byen Mahabad og ophørte med at eksistere 11 måneder senere, da iranske tropper invaderede republikken.

Imødekomme unge, der vil have action

pdki PHOTO DENIZ SERINCIJPG (4)Nationalismen kommer også til udtryk ved, at mange iranske kurdere kæmper med kurdiske militser i Tyrkiet og Syrien for henholdsvis Kurdistans Arbejderparti (PKK) og Folkets Forsvarsenheder (YPG), der menes at være tilknyttet førstnævnte. PKK – og især dens iranske afdeling, Partiet For et Frit Liv i Kurdistan (PJAK) – anses for at være en konkurrent til PDKI.

»Hvis PDKI genstarter den væbnede kamp, kan de få de unge tilbage til partiet, fremfor at de skal over til PKK i Tyrkiet eller YPG i Syrien« forklarer Saadullah.

De iranske kurderes ståsted i det regionale geopolitiske spil, har også en rolle for PDKI’s beslutning om at tage tilbage til Iran, mener Saadullah.

Forhindre at PKK til sidst ikke lader dem komme ind

For mange kurdere udenfor PKK er overbeviste om, at da Iran i 2011 indgik våbenhvile med PJAK, og da PKK’s angivelig syriske afdeling Demokratisk Enhedsparti (PYD) i juni 2012 overtog kontrollen med Nordsyriens kurdiske områder, kendt som Rojava, så var det en del af en hemmelig aftale mellem PKK og den shiamuslimske akse, ledet af Iran. Syriens præsident Bashar al-Assad gav i juni 2012 – med accept fra Iran – Nordsyrien til PKK/PYD, som til gengæld skulle holde området udenfor oprøret mod den syriske leder, ifølge denne teori.

»Siden PYD overtog Rojava, har de oprindelige syrisk-kurdiske partier ikke rigtig fået lov til at komme ind i Rojava og operere,« siger Saadullah.

I juni 2014 kritiserede Human Rights Watch (HRW) PYD for ikke at tolerere andre kurdiske partier, som ofte ikke får lov at komme ind fra KRG og hvis politikere forfølges.

13244222_10154156235758544_7486796729174418801_o»Så nu vil PDKI ikke risikere, at det, der skete i Rojava, også sker mod dem i iransk Kurdistan; Nemlig at Iran overlader området til PKK, som så ikke lader PDKI komme ind fra KRG,« lyder det fra eksperten. »Derfor sender PDKI peshmerga ind i Iran nu, før det er for sent.«

I maj sidste år blev en peshmerga fra PDKI dræbt af en PKK-guerilla i byen Kelashin i grænselandet mellem irakisk og iransk Kurdistan. Ifølge PDKI fandt episoden sted, da deres peshmerga forsøgte at komme ind i de kurdiske områder i Iran. Dermed var det netop en bekræftelse af, at PKK/PJAK arbejder sammen med det iranske præstestyre og forsøger at holde PDKI ude. En anklage som PKK/PJAK afviser.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer