Der har de seneste måneder foregået seriøse fredsforhandlinger mellem den tyrkiske stat og PKK. Ümit Necef fra SDU diskuterer, hvorfor det netop er en islamisk regering, der gør en stor indsats for at stoppe krigen gennem forhandlinger og derved sætter sin politiske fremtid på spil.
Af Mehmet Ümit Necef
Et opsigtsvækkende billede prydede alle tyrkiske avisers forside den 8. marts. Billedet var taget under et møde mellem PKKs leder Murat Karayilan og 6 medlemmer af det tyrkiske parlament i en PKK-base i Kandilbjergene. Disse utilgængelige bjerge ligger i det kurdiske område i Nordirak tæt ved den tyrkiske grænse og udgør PKKs politiske og militære hovedbase. På væggen i mødelokalet kan man se et stort billede af PKK-formanden Abdullah Öcalan, og PKKs røde flage med en gul stjerne, en kulisse der kunne ligne en guerillalejr i 1970’ernes Vietnam eller Kampuchea.
De 6 parlamentsmedlemmer tilhører det kurdiske parti BDP (Partiet for Fred og demokrati), og de var kommet til PKK-basen for at præsentere Abdullah Öcalans forslag om, hvordan PKK nedlægger våbnene og derved åbner vejen for en fredelig løsning for det kurdiske spørgsmål.
Den tyrkiske stat og Öcalan er nemlig efter et par måneders hemmelige møder på fængselsøen Imrali, hvor PKK-formanden har siddet i 14 år efter en livtidsdom, er i næsten fuld offentlighed begyndt at forhandle om våbennedlæggelse og demokratisering. I begyndelsen af året besøgte to parlamentsmedlemmer fra BDP Öcalan, og senere kom endnu tre BDP-parlamentarikere i audiens hos partiformanden. For at være mere præcis fik de pågældende 5 kurdiske politikere lov af regeringen til at besøge den berømte fange.
BDPs opgave er at virke som budbringer mellem Öcalan og andre dele af PKKbevægelsen: Centralkomiteen i Kandilbjergene og PKKs organisation i Europa samt at overbevise partiets græsrødder, at Öcalans forhandlinger med staten vil føre til bedre betingelser for kurderne i landet. Fremtrædende BDP ledere har de sidste par uger pendlet mellem Imrali-fængslet og Nordirak og en række europæiske hovedstæder.
Meget tyder på, at det vil denne gang lykkes for den tyrkiske stat og PKK at gå i gang med seriøse forhandlinger, der kan føre til fred. Man har flere gange siden 1990’erne forsøgt at finde en fredelig løsning på konflikten, men de krigeriske kredse både i den tyrkiske stat og i PKK som ikke var interesseret i freden, forpurrede processen allerede i begynderfasen. Et stort anlagt angreb på en militær eller en PKK base, som kostede et stort antal henholdsvis soldater- eller guerillaliv, har været tilstrækkelig til at kvæle forhandlingsprocesserne i fødslen. Begge siders manglende tillid til den anden part har været afgrundsdyb, og hårdtprøvede iagttagere kalder derfor også de igangværende forhandlinger for ”folkedans på tynd is” (Candar 2013a).
For blot et par måneder siden ville et billede med parlamentsmedlemmer og PKKguerillaer på en PKK-base skabe en stor opstandelse. Da to af de seks parlamentsmedlemmer i juli sidste år blev fotograferet sammen med PKK-guerillaer, som de var stødt på på vejen til den tyrkiske-kurdiske by Hakkari, talte man om at hæve deres parla mentariske immunitet, fordi de ved lade sig fotografere angiveligt havde ”støttet terrorisme”. Mediahetzen var overdreven, selv om man kan være i tvivl om det kloge i, at de folkevalgte i fuld offentlighed under tv kameraer omfavner tydeligt bevæbnede guerillaer.
Men denne gang var der ikke nogen mediestorm imod billedet i Kandilbjergene, undtagen de sædvanlige protester fra det ultranationalistiske MHP (Det nationalistiske Bevægelsesparti) og det socialdemokratiske CHP (Republikanske Folkeparti). Det sidste har endnu en gang vist, at partiet har en forkvaklet opfattelse af, hvad det betyder at være ”venstreorienteret”: At insistere på en afdanket tyrkisk nationalisme, og at påstå at partiet repræsenterer ”det tyrkisk folks bekymringer” overfor en unational regering. Partiet opfatter sig selv stadig som grundlægger af Den tyrkiske Republik, hvor der traditionelt ikke har været plads til andre etniske identiteter end den tyrkiske.
Under en tv-debat viftede et ultranationalistisk parlamentsmedlem det pågældende billede i retning af en af regeringens vigtige medlemmer, Nihat Ergün, minister for industri og teknologi, og spurgte om, hvordan han kan holde det ”skandaløse” billede ud og hvordan regeringen havde tænkt sig at tackle den ”tyrkiske sensibilitet”. Den pågældende sensibilitet henviser naturligvis til den etnisk-tyrkiske sensibilitet, somangiveligt skulle blive krænket på grund af billedet, ikke til den etnisk-kurdiske, da den sidste kan nærmest betegnes som forsigtig eufori over fredsudsigterne. Ministeren svarede: ”Vi har gennem tiden set adskillige billeder af begravelsesceremonier for vores soldater og grædende mødre. Var dé billeder nemmere at udholde?” (Candar 2013b).
Hvorfor islamisterne?
Umiddelbart vil det virke paradoksalt, at det netop er en moderat islamistisk regering, der gør en stor indsats for at løse konflikten med en væbnet bevægelse gennem forhandlinger og derved sætter sin politiske fremtid på spil. I tilfælde af, at forhandlingerne går i vasken vil det ikke kun koste Erdogan magten. Der er en del politikere og skribenter, der truer Erdogan med at tage ham til Forfatningsdomstolen og anklage ham for ”landsforræderi”, da han, ifølge deres anklager, har indledt forhandlinger med en ”terrororganisation”.
Det strider mod alle forventninger, at en politiker, der stammer fra en familie i den lavere middelklasse i provinsen, har læst på en religiøs skole og har sine rødder i landets islamistiske bevægelse, skulle forsøge at løse en borgerkrig, der i alt for mange år har plaget landet.
Det er ikke nogen overdrivelse at kalde krigen med PKK, som siden 1984 har kostet ca. 5,000 militærpersoner og ca. 35,000 kurdere livet, landets største problem. Det tyrkiske militær har brugt milliarder af dollars på at bekæmpe PKK. Til alt dette skal man føje det enorme prestigetab, landet har lidt i verdensopinionen, ikke mindst i den europæiske, på grund af de konstante beskyldninger om krænkelser af menneskerettighederne. Sådan en beskidt krig med snigmord, mord begået af paramilitære organisationer, tortur, landsbynedbrændinger fra militærets side og angreb både på militære og civile personer fra PKKs side, har uundgåeligt forgiftet det politiske liv og de almenmenneskelige relationer mellem tyrkere og kurdere.
Opererer man med en forsimplet karakterisering, som går ud på, at islamisterne er reaktionære og konservative, og de sekulære samt de venstreorienterede er progressive og liberale, kan man ikke forklare, hvorfor det er den første og ikke den anden gruppe, der har taget en alvorlig politisk risiko for at løse den blodige konflikt.
For tage et konkret eksempel: Den angiveligt konservative og reaktionære premierminister Erdogan siger i den kurdiske by Kiziltepe: ”Vores regering har nedtrampet enhver form for nationalisme” til en stor forsamling på byens centrale plads. Allerede den samme aften er oppositionslederen socialdemokraten Kilicdaroglu på pletten og angriber ham ”Hvad bilder du dig ind? Hvem er du? Hvem har tildelt dig denne myndighed? En premierminister skal tænke sig om, før han udtaler sig” råber han sammenbidt til tv-kameraet. Og fortsætter: ”Vi er imod den racistiske, men går ind for den kemalistiske nationalisme”.4 Det skal i denne forbindelse nævnes, at Kemal Atatürk (som har givet navn til den tyrkiske nationalisme, kemalismen) var i 1930’erne blevet inspireret af netop racistisk nationalisme, og den stat, som han var præsident for, har begået massakrer imod alevitiske kurdere i 1937-38 (Hanioglu 2011: 160-198) i netop den kemalistiske, racistiske nationalismes navn.
Centrum og periferi
Årsagen til, at det er islamisterne, der tør løbe en alvorlig risiko for at løse konflikten med kurderne, handler sandsynligvis om to omstændigheder: At det ideologisk set er nemmere for en mere eller mindre moderat islamist at betragte en kurdisk medmuslim som ligeværdig end en tyrkisk nationalist, som gennem skolesystemet og medierne er socialiseret til at benægte kurdernes eksistens. Man kan godt tænke sig, at det er nemmere for de islamistiske tyrkere end de nationalistiske at forsone sig med de oprørske kurdere, og det er omvendt også nemmere for kurderne at forsone sig med de islamistiske end de nationalistiske tyrkere.
Den anden omstændighed handler om den måde, hvorpå det tyrkiske samfund er opdelt. Først er der et centrum, som består af det civile og militære bureaukrati samt stor del af borgerskabet, som har været afhængig af statsstøtte (Mardin 1973; Akcam 2005). Dernæst er der tale om samfundets periferi, som enten ikke deler centrets ideologiske grundlag, dvs. Vulgärmaterialismus, en vulgariseret version af den materiali stiske doktrin, der tildeler videnskaben en ophøjet rolle i samfundet, (Hanioglu 2011: 48-9), eller dets etniske udgangspunkt, tyrkiskhed: Henholdsvis tyrkiske religiøse muslimer og kurderne. Andre etniske eller religiøse minoriteter såsom alevierne og ikkemuslimer kan også regnes under kategorien ”periferi”.
Indtil AP kom til magten i 2002 og konsoliderede denne ved at udrense de officerer, der formodedes at have foranstaltet flere kupforsøg imod AKP-regeringen, betragtede og betegnede sunnimuslimske tyrkere sig selv som ”andenrangsborgere”. Derfor er det nemmere for Erdogan at præsentere sig selv som én, der ligesom kurderne politisk er blevet undertrykt af staten og dæmoniseret af dens officielle ideologi. Den tyrkiske politolog Kemal Kirisci siger: ”Det er nemmere for én, som plejer at betegne sig selv som ’Tyrkiets neger’, som Erdogan for nylig igen har gjort det, at løse konflikten med kurderne. Man vil nemlig have det nemmere at identificere sig med folk, hvis rettigheder også er blevet krænket” (Basaran 2013a).
De tyrkiske islamister i forskellige varianter er konservative med hensyn til sager vedrørende de private og de intime sfærer såsom mandens dominans i familien, kvinders islamiske tildækning, før- og udenomsægteskabelige seksualitet, ikke mindst den kvindelige seksualitet, og homoseksualitet. Men konstellationen i den tyrkiske politik siden republikkens grundlæggelse har været således, at islamismen har været i opposition til den anti-religiøse, dvs. anti-islamiske og vulgærmaterialistiske stat.
Da staten ikke var i stand til at demokratisere sig selv og opbløde sin hårde politik overfor religiøse muslimer og kurderne, har islamisterne spillet rollen som den vigtigste demokratiserende politiske bevægelse. Denne rolle kunne kurderne ikke spille hverken i 1920erne og 1930erne, hvor de nærmest konstant var i oprør imod Ankara, eller siden 1980’erne, hvor PKK var begyndt sin guerillakamp, netop fordi kurdiske modstandsbevægelser var væbnede (McDowall 2003). Staten kunne affeje dem som ”banditter” og ”terrorister”, og nægte at gå i dialog med dem og eventuelt at komme med indrømmelser. Man kan således fremføre det argument, at det netop var de væbnede oprørere, der uforvarende kom til ikke kun at skade kurdernes sag, men også til at forsinke Tyrkiets demokratisering.
De bekymrede
Statens og PKKs bestræbelser på at finde en fredelig løsning på konflikten har skabt bekymrede miner fra en uventet kant. En række højtprofilerede akademikere, intellektuelle og menneskeretsforkæmpere fra venstrefløjen, der årevis har kæmpet imod den tyrkiske nationalisme og forsvaret kurdernes rettigheder, er pludselig blevet bekymrede over fredsudsigterne (Oran 2013; Tatlipinar 2013; Aktar 2013; Basaran 2013). De giver udtryk for deres bekymringer over, at PKK og kurderne ikke får ”nok” til gengæld for at stoppe den væbnede konflikt. De synes, at Öcalan giver alt for mange indrømmelser til Erdogan. En af de mest kendte af disse bekymrede iagttagere er den højtrespekterede menneskeretsforkæmper politologiprofessor Baskin Oran. I en artikel med Mehmet Ümit Necef: Den store fred – Tyrkiets kurdere og tyrkere forsoner sig den sigende titel, ”Jeg er bange for den ’store fred’”, skriver han om BDP’s støtte til Erdogans planer om at blive præsident i august 2014:
”BDP yder denne utrolig støtte til Erdogan til gengæld for reformer som AKP ’tænker på’ at udføre efter PKK nedlægger våben, og at guerillaerne forlader Tyrkiet.
Man ville ellers forvente, at dette meget skeptiske og forventningsfulde folks (kurdernes – mün) repræsentanter først fik en garanti om en autonomi for kurderne. Det forekommer mig, at løsningsplanens faser foregår i omvendt rækkefølge. Efter a t have ryddet kurdernes eneste forhandlingsmiddel PKK (dvs. våbnet) af vejen uden at have opnået en autonomi, overlader man éns skæbne til Erdogans forgodtbefindende. Og til en Erdogan, der i sin tid benægtede eksistensen af det kurdiske problem” (Oran 2013).
Disse sætninger, kan næppe misforstås og kan koges ned til en appel til PKK:
”Hvorfor nedlægger I våbnene uden foreløbigt at have fået noget til gengæld. Våbnene er da jeres vigtigste kort i forhandlingerne”. At opfatte en guerillahærs våben som et godt forhandlingskort i kampen imod en folkevalgt regering i et land, som man rimeligvis kan betegne som ”demokratisk”, må betragtes som et særsynspunkt. I denne sammenhæng virker en diskussion om, hvad kurderne får eller ikke får som modydelse irrelevant. Hvordan man end vender og drejer udsagnet er det problematisk at fremføre tabet af menneskeliv som et forhandlingsmiddel.
Et andet eksempel på en kritisk tilgang til fredsforhandlingerne mellem staten og PKK kommer fra feministisk side. Den kendte sociologiprofessor Nazan Üstündag fra det prestigiøse Bosphorus Universitet, skriver: ”Jeg synes, at fredsforhandlingerne forstærker den patriarkalske dominans i den offentlige sfære og præsenterer patriarkalske opfattelses- og handlingsmåder som naturlige” (Üstündag 2013).
I sin iver efter at præsentere en oppositionel ”kvindeposition” glemmer Üstündag for det første, at det netop var en kvindelig efterretningsofficer i MIT (Den tyrkiske Efterretningstjeneste), der var hovedansvarlig for de hemmelige forhandlinger mellem staten og PKK i Oslo mellem 2006 og 2010. For det andet, kan man spørge, om den tiltrængte afslutning på den væbnede konflikt ikke også vil gøre det nemmere for at bekæmpe patriarkatet i Tyrkiet. Dette rimelige spørgsmål ligger tilsyneladende uden for den teoretiske ramme, akademikeren arbejder med.
Legitim kritik
Det er naturligvis fuld legitimt at forholde sig kritisk overfor bestemte aspekter ved fredsforhandlinger (Kan de ikke gøres mere gennemsigtige? Bør regeringen ikke skynde sig at gennemføre reformerne? Bør bestemte BDP-medlemmer ikke afdæmpe deres retorik? osv.), men at opfordre PKK til at holde fast ved den væbnede kamp indtil man opnår ”autonomi” eller andre formål, hvordan man end fastsætter dem, er problematisk. Desuden virker en akademisk diskussion om fredens køn midt i forhandlingerne om afslutningen på en langvarig blodig konflikt lidt malplaceret.
Der kan være flere forklaringer på, hvorfor dele af venstrefløjen reagerer så negativt og skeptisk overfor forhandlingerne mellem staten og PKK. Den ene kan være ven strefløjens dybtliggende allergi overfor AKP, som de stadigvæk betragter som et islamistisk parti med en hemmelig agenda. Man har på venstrefløjet simpelthen svært ved at anerkende islamisternes demokratiserende rolle i Tyrkiet. Den tyrkiske venstrefløj er til en stor grad arvtager af statens ideologi kemalismens dybfæstede antireligiøsitet, ikke mindst anti-islamisme (om kemalismens anti-religiøsitet se Hanioglu 2011: 48-67).
Mottoet synes at være: ”Intet godt kommer ud af islam og islamisme”. En anden forklaring kan være en uerkendt og ubevidst misundelse ikke kun over AKP/Erdogan, men også over PKK/Öcalan. Mens de venstreorienterede i mange år har præsenteret deres socialistiske synspunkter som ”videnskabelige” og præsenteret deres egne vestliggjorte og urbane livsmåder, som for dem selv var selvindlysende de eneste korrekte, var det alligevel Erdogan og Öcalan, der på hver sin måde har kunnet tiltrække folkets støtte. Både Erdogan og Öcalan stammer fra det anatolske hinterland, og de har begge advokeret for noget, der i den urbane venstrefløjs øjne, er at opfatte som arkaiske, præ- og modmoderne, reaktionærromantiske ideologier, nemlig henholdsvis islamisme og kurdisk nationalisme. Mens venstrefløjen drømte om internationalisme og regnbuekoalitioner, som forenede tyrkiske og kurdiske arbejdere imod tyrkiske (og kurdiske) borgerskab, ville tyrkiske arbejdere alligevel tilsyneladende alliere sig med det islamistiske borgerskab imod den ultrasekulære stat, og kurderne vil hellere kæmpe for nationale rettigheder og for at etablere et Kurdistan fremfor at alliere sig med den tyrkiske arbejderklasse imod kapitalismen. Med andre ord fulgte hverken den etnisk tyrkiske arbejderklasse eller kurderne venstrefløjens henvisninger.
En tredje mulig forklaring – men langt fra den sidste – kan være, at det for en række venstreorienterede intellektuelle og forkæmpere tilsyneladende er nemmere at forholde sig en borgerkrig end til freden, da vennerne og fjenderne synes at være krystalklare under en krig. Men når den ”undertrykte” part, som man næsten altid og nærmest per automatik har holdt med, begynder at gentænke og revidere sit idegrundlag og forslår en helt ny måde at drive politik på, bliver vanetænkningen i alle lejre udfordret.
Midt i denne hede debat i de venstredrejede medier har Tyrkiets førende socialistiske intellektuelle Murat Belge formuleret et spørgsmål, som ifølge ham selv i den grad splitter venstrefløjen: ”Er prisen på fredsprocessen en stadfæstning af Erdogans dominans i det politiske liv?”. Og svarer: ”Jeg for min del prioriterer den fredelige løsning. Jeg synes, at den atmosfære, der vil blive skabt under en fredproces, vil fremme kampen for demokrati” (Belge 2013).
Kortene blandes i tyrkisk politik, og helt uforudsete kombinationer byder sig til. Gamle fjender forsones, nye alliancer og fjendskaber opstår. Tilsyneladende kan ikke alle følge med i spillets nye regler. Og fejlen i sådanne situationer er altid det samme: At holde fast ved forældede kategorier og tankerammer, og at insistere på at udlægge verden ud fra dem. Når de sociale realiteter forandrer sig, og de politiske aktører ikke opfører sig som forventet, er det mere hensigtsmæssigt at lave om på det mentale kort, frem for hele tiden at udlægge det levede liv ud fra de fasttømrede kategorier man har i hovedet.
Kilder:
Akcam, Taner 2005: From Empire to Republic. London & New York: Zed Books.
Aktar, Cengiz 2013: ‘Demokratikleşme Süreci’ desek. Taraf, 12.03.2013.
Basaran, Ezgi 2013a: Türkiye’nin zencisiyim diyen birinin çözmesi daha kolay. Radikal,
11/03/2013.
Basaran, Ezgi 2013b: Demokrasisiz barış olur ama Kürtlerin istediği bu mu? Radikal,
18.03.2013.
Belge, Murat 2013: Uzlasmayi dikte etmek (At diktere forsoningen), Taraf, 17. marts.
Çandar, Cengiz 2013: ‘Devlet-Öcalan’ ve İmralı-Kandil denklemi. Radikal, 07/01/2013.
Çandar, Cengiz 2013: ‘PKK-BDP’ ile ‘IRA-Sinn Fein’. Radikal, 10/03/2013.
Hanioglu, M. Sükrü 2011: Atatürk. An Intellectual Biography. Princeton: Princeton University Press.
Mardin Şerif 1973: Center-Periphery Relations: A Key to Turkish Politics? Daedalus,
Vol. 102, No. 1, Post-Traditional Societies (Winter, 1973), pp. 169-190.
McDowall, David 2003: A Modern History of Kurds. London: I.B. Tauris.
Oran, Baskin 2013: ‘Büyük Barış’ korkusu. Radikal, 03/03/2013.
Tatlipinar, Eyüp 2013: Bir tiyatro var; tek oyuncusu basbakan. Aksam, 17 Mart 2013.
Üstündag, Nazan 2013: Barış Görüşmeleri ve Erkeklik. BIA Net, 2 marts 2013
http://bianet.org/bianet/toplumsal-cinsiyet/144805-baris-gorusmeleri-ve-erkeklik
(besøgt den 21. marts 2003).
http://static.sdu.dk/mediafiles//6/C/A/%7B6CA15FCE-4C04-4428-AA02-27720A601F93%7DUM0413.pdf
