Læs om det venstreorienterede ikon Deniz Gezmiş, der inden henrettelsen selv sparkede stolen væk under sig og bl.a. råbte: »Længe leve det tyrkiske og kurdiske folks uafhængighedskamp!”
Som så mange andre steder i verden, hvor unge gjorde oprør, var studentermiljøer i Tyrkiet også præget af utilfredshed med systemet
, der blev beskyldt for at ligge under for vestlig kapitalisme og amerikansk imperialisme.
Et ikon for denne kamp blev Deniz Gezmiş. Han blev født i 1947 i Ankara og blev landets mest kendte skikkelse i den marxistisk-leninistiske revolutionære bevægelse i slutningen af 1960’erne. I 1968 var Deniz Gezmiş en af lederne ved en besættelse af Istanbul Universitet. Han flygtede til Jordan, hvor han modtog guerillatræning hos palæstinensiske organisationer. Samme år grundlagde han De Revolutionære Juristers Organisation (Devrimci Hukukçular Örgütü) og Revolutionære Studerendes Forbund (Devrimci Öğrenci Birliği).
Sammen med vennerne Yusuf Aslan og Hüseyin Inan tilhørte han den politiske gruppe Dev Genc. Senere var Gezmiş bl.a. involveret i kidnapningen af fire amerikanere og stod bag en række andre aktioner mod regimet.
Gezmiş, Aslan og Inan kidnappede tre engelske radioteknikere og holdt dem som gidsler i et hus. Da huset blev fundet af myndighederne og omringet af sikkerhedsstyrker, blev de alle – undtagen Gezmiş, Aslan og Inan – dræbt. Meget tydede senere på, gidslerne blev dræbt på grund af den ild, som de tyrkiske soldater åbnede og ikke på grund af de tre oprørere.
Gezmiş og hans kammerater blev taget til fange i Şarkışla, Sivas. De blev ved en militærdomstol dømt til døden for at overtræde den tyrkiske straffelov og forsøge at ”ødelægge den forfatningsmæssige orden”. Mens politikere som Bülent Ecevit og Ismet Inönü var imod henrettelsen, var Süleyman Demirel for.
Sidste ord: Længe leve tyrkernes og kurdernes kamp
Gezmiş, Aslan og Inan blev ført til hængning 6. maj 1972. Inden Gezmiş selv sparkede stolen væk under sig, råbte han følgende:
»Længe leve et fuldt uafhængigt Tyrkiet. Længe leve marxismens og leninismens hellige ideologi. Længe leve det tyrkiske og kurdiske folks revolutionære uafhængighedskamp. Længe leve arbejderne og bønderne. Ned med imperialismen …«
I 1980 blev tidligere premierminister Nihat Erim myrdet af en venstreorienteret gruppe ved navn Devrimci Sol, angiveligt som hævn for hængningen af Gezmiş.
I 1987 fortalte Süleyman Demirel, der aktivt støttede henrettelsen, en journalist, at henrettelserne var “en fejl, der fandt sted under Den Kolde Krig”.
Den tyrkiske forfatter Yaşar Kemal har senere erklæret, at henrettelsen af de tre er det største mord i tyrkisk retshistorie.
”Staten blandede blod ind i politik. I et fly mødte jeg en af Retfærdighedspartiets ledere. Han arbejdede for at få dødsdommene eksekveret. Jeg vil ikke engang tage hans navn i min mund. Jeg sagde til ham at: ‘Hør engang. Hængningen af præsident Adnan Menderes åbnede et stort sår i vores politiske liv. Nu prøver I på at gøre det samme. Prisen for det vil blive høj. I dag hænger I 3, i morgen bliver det 3000” (Politiken, 07/06/1995).
Se filmen Hoşçakal Yarın om Gezmiş og hans kammerater
