Af Dîlan Genc

Vankatten; som navnet siger, stammer katten fra området Van, i det østlige Tyrkiet, i hvilke omgivelser katten har levet i flere tusinde år. Katten er kendt for sine lange ben, snehvide pels, sit muskuløse udseende, og mest af alt sine to-farvede øjne; mest et brunt, og et blåt.

“The Swimming Cat” (“den svømmende kat”) som den også bliver nævnt, har fået sit kaldenavn fra Noas Ark, hvor det siges, at katten var med ombord. Inden skibet nået land ved Ararat-bjerget, sprang de to katte i vandet, og svømmede i land. Da vandet forsvandt, tog kattene vejen ned af Ararat, og fandt sin plads ved Vansøens frodige, uberørte omgivelser.

Vankatten er til forskel fra alle andre katte, ikke bange for vand, og det er ikke et fremmed syn at Vankatten ofte tager en dykker i Vansøen.

Om man vil det eller ej, tyder historiske beviser på, at katten har levet side om side med kurderne, (de gamle medere; kurdernes forfædre), i flere tusinde år. Dette er et faktum tyrkiske autoriteter har svært ved at sluge.

Det er blevet set, at den tyrkiske regering systematisk har prøvet at udslette kurdernes historie igennem tiderne.

En Tysk organisation fra Düsseldorf, ved navn SOS Van Cats Rescue Action, påviste for nogle år siden, at tyrkiske soldater dræbte og forgiftede Vankattene, pga deres association med kurderne og Kurdistan.

Florian Cremer, talsmand for gruppen udtalte, “Den Tyrkiske Stat vil udslette alt der symboliserer kurdisk kultur”.*

Fra mine ture til Van de sidste par år, husker jeg tydeligt at have set i souvenier-butikker, postkorte med Vankatten, men med overskriften “Ankarakat”. Ankarakatten som er en angora-kat, har intet tilfælles med Vankatten.

Det samme har gjort sig gældende med den kurdiske fårhund: Kangal-hunden (“Gammal” på kurdisk).

Kangal-hunden har sit territorium i Nordvest-Kurdistan i Tyrkiet, men tyrkiske autoriteter hævder at Kangal-hunden er af tyrkisk arv. Dette til trods for, at Kangal-hundens afstamning kan blive sporet 3,100 år tilbage i det kurdiske område. (-De tyrkiske nomader ankom først i det gamle Anatolien (det moderne Tyrkiet), omkring år 1072, ca. 900 år siden.)

Men hvorfor er Vankatten, Kangal-hunden og den kurdiske kultur en trussel? -Vil man udslette et folk, starter man med at udslette deres kultur og arv. Kurdernes identitet strider imod den holdning der siger, at kurderne i virkeligheden er tyrkiske forrædere. At kurderne er “bjergtyrkere”, og at der ikke findes noget land ved navn Kurdistan.

Hvis Kurdistan ikke findes, hvis kurderne ikke eksisterer som folk, hvorfor sidder flere hundrede kurdere, unge som gamle, i fængsel for at udgive sig for at bære en kultur og tale et sprog, som efter sigende ikke eksisterer?

Det ikke noget nyt, at Tyrkiske autoriteter lukker øjnene for det faktum at kurderne besidder en arv, en kultur og sprog der er fører tusinder af år tilbage. En gammel, rig kultur, der har eksisteret meget længere end tyrkerne selv, der jo er et relativt “nyt” folk.

Det har været statspolitik siden etableringen af den Tyrkiske Stat i 1920’erne at benægte kurdernes identitet. Bla. var det indtil 90’erne forbudt i Tyrkiet, for kurderne overhovedet at tale kurdisk offentligt.

Næste gang jeg tager en tur til Van, min fars hjemby, vil jeg se på Vankatten med helt andre øjne; Det siges at Vankatten er “stolt og modig som en løve”, præcis som David var mod Goliath.

De opfattelser, der kommer til udtryk i indlægget afspejler afsenderens egne holdninger og er ikke nødvendigvis udtryk for www.jiyan.dk’s synspunkter.

Kommentér via Facebook

kommentarer