Kvinder i Kurdistan er gennem tiderne blevet undertrykt fra mange sider, og det har sommetider udmundet i eks. æresdrab. Men kurderne har ikke monopol på den slags, idet det også forekommer hos andre nationer. I nyere tid er kvinder dog begyndt at rejse sig og deltage i politik – og krig.
Af Deniz Berxwedan Serinci
Mange traditionelle samfund i Mellemøsten og tilstødende områder kendetegnes ofte ved at være underlagt mænds sociale kontrol, patriarkalisme. Manden og de mandlige medlemmer af klanen udstikker regler for sociale normer i miljøet i tråd med de traditioner, forfædrene har holdt i hævd gennem flere generationer.
I traditionelle miljøer har det ofte været de mandlige overhoveder og familien, der har arrangeret deres børns ægteskaber med en fætter/kusine eller en anden på forhånd bestemt klan. Dermed kan forhold mellem de to klaner, der måske er magtfulde jordejere, stadfæstes.
Familiens eller klanens prestige måles på dens ære og medlemmernes opførsel og overholdelse af de sociale regler. Det er ofte set, at i det øjeblik, unge piger har opført sig i strid med de udstukne regler, har det ført til forfærdelse i hendes landsby/miljø. Familien har ofte følt sin ære krænket og ment, at den uregelmæssige opførsel har bragt skam over dem. For at genoprette æren har det været nødvendigt at ”rense” den. Dette er siden tidernes morgen i sin mest radikale konsekvens sket ved likvidering af den, der menes at have ærekrænket sin familie/klan – æresdrab.
Kurdiske ofre for æresdrab: Dua, Fadîme
Mange kurdiske kvinder har ladt livet, fordi de ikke levede op til omgivelsernes æresbegreber. Dette er sket i nyere tid, tillige blandt den kurdiske diaspora, heriblandt Xatûn Surucu, Fadîme Şahîndal, Dua Xelîl Eswad og senest Mizgîn Baytekîn i Tyskland…
I april 2007 blev den 17årige kurdiske pige Dua X. Eswad fra Ninewa, Sydkurdistan stenet ihjel af vrede mænd i sin hjemegn. Hendes forbrydelse bestod i, at hun som medlem af Êzidî-religionen (en kurdisk trosretning) havde et forhold til en muslimsk dreng og havde konverteret til islam, hvilket ansås for forbudt i hendes miljø.
Hun blev slæbt ud på byens centrum og stenet dér i en halv time af en vred menneskemasse. Sikkerhedsvagter var til stede – de reagerede bare ikke. Herefter blev Dua’s lig bundet fast til en bil og trukket igennem byen. Êzidî-organisationer og foreninger i hele verden, heriblandt i Danmark, tog alle kraftig afstand fra hændelsen.
Rygtet om, at steningen af Dua skyldtes at hun skulle være konverteret til islam var formentlig skyld i hævnaktioner fra visse sunni-ekstremisters side mod êzidî’er, hvor eksempelvis 23 êzidîer blev dræbt. En protest mod drabet på Dua tiltrak i Hewlêr hundredvis af kurdere, der krævede en stopper for æresdrab.
Fadîme Şahîndal kom fra en alevi-kurdisk familie i Elbistan, Qehremanmereş, Nordkurdistan og blev skudt af sin far i januar 2001 i Uppsala, Sverige. Hun havde i hemmelighed fået en svensk kæreste til stor vrede for faderen og slægten, der havde lovet hende væk til en fætter i Qehremanmereş. Hun giftede sig med sin kæreste, fik trusler fra faderen og broderen. Fadîme’s mand døde senere ved en trafikulykke. Hun kritiserede offentligt sin far og de kvindeundertrykkende traditioner, hun var opvokset med. En dag på besøg hos søsteren kom hendes far forbi og skød hende i hovedet. Fadîme blev 26 år. Men i løbet af sit korte liv nåede hun at blive et symbol for de mange indvandrerpiger, der prøver at gøre op med deres baglands æresbegreber.
Myndigheder bag ærekrænkelse af piger
De kurdiske kvinder er ofte blevet dobbelt ramt, idet de både er blevet undertrykt af de patriarkalske traditioner og de politiske myndigheder.
Pigebørn er blevet voldtaget i tyrkiske myndigheders varetægt. I en kendt sang blev en 19-årig kurdisk pige, Fatma Polattaş voldtaget og en anden 16-årig pige seksuel chikaneret, mens politiofficererne bag gik fri. I slutningen af 2001 havde 147, heraf 112 kurdiske, kvinder i hele Tyrkiet, som havde været udsat for voldtægt eller seksuel tortur, søgt hjælp til at retsforfølge gerningsmændene, der primært var politibetjente.
Det irakiske regime havde i kampene i Sydkurdistan tilfangetaget kurdiske kvinder og piger og solgt dem til prostitution i Egypten. Under Iran-Irak krigen (1980-88) støttede kurdiske grupper, som eks. Barzanî’erne, Saddams fjende Iran, hvilket de blev straffet for af Bagdad. 8000 Barzanî-mænd i alderen 7-85 blev samlet og ”skred ad helvedes til”, som udtalt af Saddam. De faldne Barzanî’ers koner blev for nogles vedkommende tvunget ud i prostitution for forsørgelse.
Æresdrab ikke etnisk eller religiøst betinget
En af de mest udbredte stereotyper om kurdere omhandler kvindeundertrykkelse og forældede æresbegreber. Men imidlertid foregår æresdrab og lignende ting ikke kun blandt kurdere.
Ghazala Khan, den pakistanske pige, der blev myrdet af sin bror i 2005 i Slagelse var således pakistaner, mens 14-årig Sonay, der blev dræbt af sin far i 2002, var irakisk turkmener. I 1994 slog en arabisk kristen mand i Sverige sin datter ihjel, fordi hun nægtede at gifte sig med den ”rette” mand. Ligeledes er æresdrab i mange år forekommet i det kristne Sicilien, Italien og det hinduistiske Indien. Disse fakta dementerer dermed ligeledes myten om, at æresdrab udelukkende sker blandt muslimer.
”Æresdrab har ikke med nogen religion at gøre. Der er også æresdrab begået af kristne assyrere, drusere, kurdiske yezidier, siger Fahmy Almajid, syrisk-kurdisk journalist og forfatter, og tilføjer, at æresdrab slet ikke findes i Koranen.
Han får opbakning fra Sherin Khankan, leder af foreningen Kritiske Muslimer og som har syrisk-finsk baggrund:
”Religion begår ikke æresdrab, terror eller vold. Det gør mennesker. Det er derfor mennesket, som skal stilles til ansvar og ikke en bestemt religion.”
Kvinder på forreste front: Pêşmerge og Leyla’erne
Da den religiøse fundamentalist Ayatollah Khomeini indførte et præstestyre i Iran i 1979, stødte det på modstand fra Kurdistans Demokratiske Parti-Iran, KDPI. Khomeini forbød alt vestligt kultur og tvang kvinder til at tildække deres hår og bære den heldækkende kåbe, chador. Kvinder kunne endvidere kun arve det halve af mænd og giftes bort som ni-årig.
KDPIs krav om selvstyre til Kurdistan blev afvist af Khomeini – ”Autonomi står ikke i Koranen”, som han begrundede det. Kurderne blev beskyldt for at ville løsrive sig fra Iran, og Khomeini indledte derfor en ”Hellig krig” mod ”Satans Parti”, KDPI og Kurdistan. Kurdiske Pêşmerge’er udkæmpede derfor en guerillakrig mod Teherans talmæssige overlegne hær.
Dette oprør var samtidig en chance for kurdiske kvinder til at engagere sig i væbnet kamp. Et stort antal kvinder sluttede sig til de kurdiske partisaner, heriblandt den senere kurdiske folkeeje, den afdøde sanger Merziye Rezazî (1958-2005) sammen med sin mand, Nasir Rezazî. Det var en måde, hvorpå de kurdiske kvinder kunne markere både deres nationale (kurdiske) og feminine modstand mod det reaktionære styre, der undertrykte kvinder.
Kvindelige Pêşmerge er specielt noget, Sydkurdistan har været rig på. Kurderne og deres leder Mustefa Barzanî (1903-79) var i konflikt med Bagdad om kurdisk autonomi og den vigtige by Kerkûk. Her prøvede den irakiske regering at fordrive kurdere og bosatte arabere.
Der var tale om en feudal tid, hvor patriarker var imod kvinders aktive deltagelse i det, der ansås for mændenes domæne, nemlig slagmarken. Men den kurdiske elev Leyla Qasim fra Xaneqîn holdt fast i, at hun som kvinde havde ret til at indtræde på den politiske arena sammen med mænd.
Som 18-årig sluttede hun sig til KDP, Kurdistans Demokratiske Parti og senere blev hun en Pêşmerge.
Hun og hendes bror, Çiyako uddelte pjecer om rædslerne i det irakiske Ba’ath-parti, herunder den nye leder, Saddam Hussein. En mand, hun hadede som pesten og som hun prøvede at myrde i 1974, mens hun studerede på Bagdad Universitet. Dog forgæves.
Efter det mislykkede forsøg, blev hun arresteret, anbragt i det senere berygtede Abu Ghraib-fængsel, tortureret og i sidste ende hængt 12. maj 1974 efter en lang skueproces, transmitteret over hele Irak.
Inden henrettelsen udtalte hun til Baath-dommeren:
”Bare dræb mig! Men i skal vide, at min død vil få tusinder af kurdere op fra deres dybe søvn. Jeg er glad og stolt over at ofre mit liv for Kurdistan!”
Siden blev Leyla Qasim et forbillede for mange kurdiske kvinder.
Især Leyla Qassims opførsel inden henrettelsen vækker beundring hos mange kurdiske kvinder.
Det forlyder, at Leyla Qassim aldrig viste tegn på anger, men tværtimod optrådte stolt og smilende på vej til henrettelse, ligesom hun havde afvist dommernes tilbud om at skrive et benådningsbrev til præsidenten.
Talte kurdisk i parlamentet
En anden Leyla fik ligeledes stor betydning 15 år senere, nemlig Leyla Zana. I Nordkurdistan havde alle former for kurdisk kultur, heriblandt selve sproget, været forbudt, siden Tyrkiets oprettelse i 1923.
”Kun den tyrkiske race har ret til at kræve rettigheder i dette land”, som det hed fra Ankara (Milliyet, 31.08.1930).
Leyla Zana blev født i 1961 i kurdernes hovedby Diyarbekir i det sydøstlige Tyrkiet/Nordkurdistan. Traditionen tro blev hun giftet som 14-årig med sin fætter Mehdî Zana. Han var en kurdisk aktivist, som blev valgt til borgmester i Diyarbekir i 1978, men blev fængslet og brutalt tortureret efter militærkuppet i 1980.
Leyla Zana valgte den samme løbebane som hendes mand og blev en ledende forkæmper for kurdiske rettigheder.
I 1991 blev hun valgt ind i det tyrkiske parlament som den første kurdiske kvinde. En post hun mistede senere hen efter anklager om ”støtte til PKK”, der i Tyrkiet anses for terrorister, mens de fleste kurdere i Leyla Zanas hjemegn omvendt ser dem som frihedskæmpere.
Da hun skulle sværge sin ed ved indsættelsesceremonien i parlamentet, foregik det delvist på kurdisk til de øvrige parlamentarikeres store forfærdelse. Dette samt en beskyldning om ”støtte til PKK”, sendte hende i fængsel i 10 år fra 1994-2004.
Efter sin løsladelse fra fængslet er Leyla Zana igen kommet med kontroversielle udtalelser, der fra gang til gang har medført nye domme mod hende. Men hun fortsætter sin kamp for idealerne. Og det handler for hende ikke kun om sprog og kultur, men også kvinder, fastslår Leyla Zana.
”Uden frihed til kvinder, kan mænd ikke være fri alene. Sproget er kurdiske kvinders ære, fordi et folk kan ikke eksistere uden dets sprog.”
Leyla Zana’s kamp for kurderne gav genlyd overalt – og skabte vrede hos tyrkiske nationalister og paramilitære grupper, der prøvede at komme hende til livs flere gange.
Kvinder som guerillaer hos PKK
Natos anden største hær, nemlig Tyrkiets, har på 30 år ikke kunne nedkæmpe få tusinder guerillaer fra PKK. En stor del af disse er kvinder. Som noget utraditionelt gjorde og gør den kurdiske bevægelse også brug af kvinder – i starten til de konservative kurderes store forargelse.
Netop PKK var en mulighed for kvinderne til at komme væk fra ofte mandschauvinistiske normer og omgivelser.
PKK-guerillaer som Zîlan (Zeynep Kinaci; 1972- 96) blev et stort ikon og symbol på kvindens rolle i PKK. Zîlan tilsluttede sig som ganske ung den væbnede kamp i bjergene. Især blev hun berygtet, da hun sprængte sig selv i luften midt i en militærparade i Dêrsim, hvor hun tog flere tyrkiske soldater med sig i døden.
Hendes aktion var en ydmygelse for den tyrkiske hær og øgede hendes popularitet af flere grunde.
1) Hun var den første selvmordsbomber i PKK.
2) Angrebet skete i Dêrsim, hvor Atatürk efter massakren i 30’erne erklærede, at det ”kurdiske problem er endegyldigt løst”, hvilket Zîlans aktion modbeviste.
3) Hun formåede som noget sjældent at slå flere tyrkiske soldater ihjel.
4)Det var en ydmygelse for den tyrkiske hær, fordi de led sådan et tab under en militærparade, der symboliserer landets stolthed.
Glorificeret i rocksang
Irak – og også Tyrkiet – prøvede at miskreditere deres modstandere som ”terrorister”, mens kurdere, heriblandt digtere og sangere, som Şêrko Bêkes, Cigerxwîn, Şehrîbana Kurdî, Ciwan Haco, Heme Ceza û Mihemed Mamlê glorificerede eksempelvis Leyla Qasim i deres digte/sange.
Eksempler herpå er digtet Leyla af kurdernes store digter Cigerxwîn til ære for Leyla Qasim, der blev sunget som rocksang af Ciwan Haco.
Şêr şêr e, mêr e yan jin e /Løve er løve, om det er en mand eller kvinde
Nîşan bi destê Leyla min e /Tegn på at det min Leyla
Pola ye dil, wek hesin e /Hjerte er stål, ligesom jern
Leyla kî ye, Leyla çi ye, Leyla min e /Hvem er Leyla? Hvad er Leyla? Leyla er min
Leyla keça Mîd û Med e / Leyla er datter af Mederne
Canê xwe da di ber me de / Hun gav sit liv for os
Bijîn heçî ku can jî da / Længe leve hvem som helst, der også giver deres liv
Xweş bin ji ter jar û geda /Det er bedre end at være svag og tiggende
Divêm li pey te bêm ez jî /Efter dig kommer jeg nødvendigvis
Çib’kim bi vê jîna rijî /Hvad skal jeg gøre med dette flydende liv
Xwînê nerijî nabijî /Hvis blodet ikke flyder, lever du ikke
Leyla bijî Leyla bijî! /Leyla længe leve, Leyla længe leve!
