Mandag 20. februar 2012, CBS, Frederiksberg Debatmøde med emnet: Skal Danmark lukke eller bevare ROJ TV”, arrangeret af netavisen Jiyan.dk. Oplevelsesreferat.
Af Lillian Simonsen
Kilde: Modkraft
Jeg hader debatmøder. Og det havde jeg lidt glemt, indtil vi var nået cirka halvvejs i paneldebatten med Pernille Skipper, retsordfører for Enhedslisten, Serdal Benli, folketingskandidat for SF og Peter Skaarup, retsordfører for Dansk Folkeparti, der sammen med 80 fremmødte kurdere mandag aften på CBS skulle debattere om ”Danmark skal lukke eller bevare ROJ TV”. Det gik pludselig brat op for mig, at jeg nu igen var gidsel for manipulation – uden at kunne forsvare mig.
For debatmøder er jo ikke demokratiske. De er tilrettelagt og forberedt. Og kun gode, når nogen overraskende bryder det pæne og veltilrettelagte mønster for, hvad der skal ske.
Argrrrr, hvorfor kom jeg dog?
Déjà vu forklædt som dårlig karma
Hvorfor skal jeg være vidne til, at den talende Peter Skaarup gentager nøjagtig de samme udokumenterede påstande om terror, som også anklager gjorde i retssagen mod ROJ TV i Byretten over 30 retsmøder. Det er Déjà vu forklædt som dårlig karma.
Jeg gider det ikke!!!!!!!!!!!
Og jeg kan slet heller holde ud at høre på den empatiske Skaarup, der op til flere gange beklagede og medgav de fremmødte kurdere, at det da var en SKAM, at de ikke kunne have deres kurdiske tv-kanal i fred. For det havde de da ret til. Og det skal I da have, gentog han. Og der var ikke grænser for, hvor meget ret kurderne i Tyrkiet har til de basale rettigheder deres egen regering konstant nægter dem ….
Det er så kedeligt og ærgerligt, at ROJ TV ikke mere kan ses, beklagede medlemmet af Dansk Folkeparti med ansigtet i rette folder. Og han ville ønske for kurderne, som Danmark har hjulpet SÅ MEGET, at de havde en anden tv-station, og han ØNSKEDE for kurderne, at de ville få en bedre mediedækning med fx en anden tv-station, der kunne dække synspunkter fra begge lejre …….
Og han HÅBEDE også på, at den tradition, som vi har her i Danmark, med at lægge pres på et land, som vi gjorde med Irak og Saddam (øh … krig?), kunne hjælpe igen ved at lægge pres på Tyrkiet. Den tradition håbede folketingsmedlem Peter Skaarup på kunne hjælpe kurderne til ikke længere at være undertrykte ……
MEN ….. , som den drevne politiker Skaarup også er, …. så ”hænger det jo ikke sammen, at en tv-station bliver hårdt dømt, og vi så ikke kan fratage sendetilladelsen. Det kan vi jo ikke leve med!”
Kurdisk tale fortæller historier
– Jeg er blevet slået i mine hænder for at tale kurdisk, sagde Mustafa Kaplan, samtidig med at han fremviste sine åbne håndflader og slog bagsiden af den ene hånd ned i den åbne håndflade på den anden.
– Klask!
Kaplan var tydeligt bevæget af at skulle forklare sig.
– Jeg skal tale som en kurder, genstartede han.
– Jeg kan ikke give mit barn et kurdisk navn. Kurderne har ikke basale rettigheder og det får ingen konsekvenser, nærmest råbte han ud til debatpanelet.
Og fortsatte sin argumentation med at spørge panelet, om de vidste, hvorfor ROJ TV skal bestå? Og svarede selv: – Fordi min mor glæder sig hver dag over at se ROJ TV og høre sit eget sprog. Hun taler ikke andet end kurdisk og det betyder alt for hende. Derfor skal vi have ROJ TV!
”Konge af terrorpakken”
Det blev rigtig slemt, da retsordføreren fra Dansk Folkeparti – talte som ”kongen af terrorpakken” ved at forklare terrorloven historisk helt fra 9/11-tiden og til retssagen mod ROJ TV og citater af Center for Terror-analyse (CTA), som var de selveste den udøvende domstol her i landet og ikke bare en afdeling i PET, der blandt andet har nyuddannede fuldmægtige ansat til at surfe på amerikanske og tyrkiske hjemmesider for at finde propaganda mod PKK. Påstande og omtaler af forbrydelser, der ikke er begrundede og aldrig er dømt eller bevist udført.
Allerværst var det, da han fik Pernille Skipper, der til forskel fra den uddannede banemand Peter Skaarup, er cand. jur. fra Københavns Universitet og derfor selvfølgelig tænker jura-logisk, til at give sig ret adskillige gang i, at ”man ikke kan give en hård dom til en tv-station og så samtidig ikke også kunne fratage dem sendetilladelsen”.
Og det var Pernille selvfølgelig jura-enig med Skaarup i.
Men hvad har det med ROJ TV at gøre lige nu? ROJ TV-sagen er ikke afsluttet, den er verserende, og tv-stationen er endnu ikke endelig dømt. Sagen skal for Højesteret til efteråret. Og sandsynligheden for at ROJ TV bliver frikendt, ligesom de blev ved Højesteret i november 2010, da politiet havde fastfrosset alle konti og dommeren gav påtale om knægtelse af ytringsfriheden, er lige så meget til stede som det modsatte.
6.000 kurdere sidder i mørke fængsler i Tyrkiet
– Hvem har ansvaret for de 6.000 kurdere, der sidder i mørke fængsler i Tyrkiet? spurgte en fra salen og fortsatte:
– 40 millioner kurdere er blevet frataget deres ytringsfrihed, og Danmark står bare passivt ved sidelinjen og ser på at folk bliver dræbt!
En anden spørger gik skridtet videre og slog fast, at det da var rigtigt, at vi i Danmark ikke bruger vold.
– Men vi stemmer i Folketinget om at ødelægge lande!
Den kommentar fik stor applaus fra salen.
Samme spørger, en yngre mand i koboltblå træningsjakke, gav på et formfuldendt dansk Peter Skaarup svar på tiltalen om den historiske gennemgang af den amerikanske terrorsikring, som Danmark har overtaget:
– 9/11 er jo ikke engang opklaret! Vi ved jo stadig ikke hvem der smadrede de to tårne i New York! Og så tror du på amerikanernes fabrikerede løgne?
”Jeg giver ikke en døjt for terrorpakker”
Serdal Benli, der også blogger her på Modkraft om den kurdiske sag, sprang som en kat på terrorpakken, og slog fast at dommen mod ROJ TV udgjorde et paradoks, idet der nu var sat mærkatet ”terror” hen over en hel befolkning.
– Danmark ligner en politistat efter 9/11, sagde han og opremsede hvordan terrorparagrafferne kom ind i den danske lovgivning over to tempi i 2002 og senest i 2006.
Til illustration for terrorparagraffernes udbredelse over hele verden påmindede Benli os alle om, at 3600 kurdere er fængslede i Tyrkiet på grundlag af netop disse paragraffer. Ligesom han repeterede, at terrorlister er politisk besluttede. Og at også ANC og Nelson Mandela stod på terrorlisten i mange år, før de blev anerkendt demokratisk (Mandela sad 27 år i fængsel for sin kamp mod raceadskillelse og for lighed). Eller den danske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig.
– EU legitimerer Tyrkiets undertrykkelse af kurderne, sagde Serdal, der krævede, at EU sidestiller de to parter, den tyrkiske stat og kurderne, og ikke bare vælger at støtte Tyrkiet.
Pernille Skipper havde derimod sin helt egen bramfrie måde at udtrykke sin holdning til tidens politiske heksejagt:
– Jeg giver ikke en døjt for terrorlister. De er dybt, dybt, dybt politiske, de terrorlister, sagde hun.
Hun mente, at vi med den foreløbige byretsdom mod ROJ TV havde sagt nej til, at minoriteter får fri informationsdækning. Og dermed bliver ytringsfriheden lagt ned:
– Vi skal have lov til at sige vores mening!
Pernille Skipper brugte også sine egne erfaringer fra rejser i Columbia, hvor hun mødte unge, der fortalte, at undertrykkelsen dér begrænsede deres handlemuligheder til at dø, tage væk eller gå aktivt ind i modstandsbevægelsen FARC. Det er det, vi risikerer, konkluderede Pernille. Og hun kastede kernespørgsmålet ud til salen:
– Hvem skal først holde op? Tyrkiet eller PKK?
Tyrkisk stats-tv tilbageholdt nyheden om drab på 36 civile kurdere
Tyrkisk stats-tv viser kun én side af sagen, slog Benli fast og illustrerede dette faktum, som også Thomas Hammarberg, Europarådets menneskerettighedskommisær, på det seneste har skrevet i mange irettesættende rapporter til det tyrkiske styre, med at fortælle, at det sørgelige tab af 36 civile unge kurdere, der blev dræbt ved et flyangreb af det tyrkiske militær lige før nytår, ikke blev bragt i en eneste af de seks tyrkiske stats-kanaler i de første 12 timer efter. Derimod var ROJ TV ude med nyheden – og dermed også med hjælpen – knapt to timer efter angrebet.
Serdal Benli ledte debatten tilbage på sit rette spor til at handle om ROJ TV og ikke kun om terror og PKK, der ellers fyldte truende meget på trods af, at PKK offentligt erklærede våbenhvile i 2009.
Han mindede om, at den foreløbige dom mod ROJ TV jo ikke gik på ”udøvelse af terror”, men derimod på ”at formidle ensidigt”. Og vi skal huske på de tre magter her i Danmark (den udøvende magt (statsminister, regering, herunder den offentlige forvaltning), den lovgivende magt (Folketinget) og den dømmende magt (domstolene)).
Selvom sagen mod ROJ TV ikke er afsluttet og i gang (med fortsættelse i Højesteret), blander ministre sig med at udsende pressemeddelelse, sagde Serdal Benli.
ROJ TV skal have en “ommer”
Og netop domstolene greb Pernille Skipper fat i til at kommentere sin juridiske enighed med sin retsordfører-kollega:
– Ganske vist siger Peter, at det er ulogisk med en dom og deraf forsat sendetilladelse, men ROJ TV fik et meget stort beløb i dagbøder. Og derfor skal de have mulighed for at ændre på tv-stationens sendeflade.
– ROJ TV er lukket på sigt, på grundlag af 0,3 promille af deres sendeflade er de dømtfor at være “for ensidige”. Det er et problem for ytringsfriheden!
De fremførte synspunkter står for afsenderens egne regning. Debatindlæg sendes til redaktion@jiyan.dk. Debatindlæg må ikke indholde injurierende eller racistiske kommentarer. Redaktionen vurderer dit indlæg og forbeholder sig ret til at forkorte det. Husk at sende et billede af dig selv sammen med indlægget.