De midtanatolske kurdere – en ufortalt historie

De fleste kurdere i Danmark kommer ikke fra de traditionelt, kurdiske områder, men fra Konya. Læs om Midtanatoliens kurdere, deres dialekt, rødder og sammenlign såkaldt “midtanatolsk”-kurdisk med såkaldt “rigtig”-kurdisk.

Af Gökhan Seren og Deniz Berxwedan Serinci

Hovedparten af de kurdiske indvandrere/flygtninge fra Tyrkiet i Danmark kommer ikke fra det sydøstlige Tyrkiet, men fra Konya-området – tusinder af kilometer væk fra deres kurdiske hjerteland i Sydøst.

Kurdere af Centralanatolien refererer til de kurdere, som i dag lever i det centrale Anatolien, grundet immigration eller fordrivelse under Osmannerriget siden 1500-tallet. De centralanatolske kurdere findes i dag primært i provinserne Aksaray, Amasya, Ankara, Çankırı, Çorum, Kırıkkale, Kırşehir, Konya, Tokat og Yozgat.

Hjerteområdet for de centralanatoliske kurdere menes at bestå af Tuz Gölü Kürtleri (Kurderne af Tuz-søen), som er en betegnelse på de kurdiske enklaver i Ankara- og Konya-provinserne. Men der lever også større enklaver af kurdere uden for dette område.

Der er ikke klare beviser på, hvornår de første kurdere kom til Centralanatolien, men der er dokumentation på, at der senest i 1500-tallet har eksisteret kurdiske landsbyer i disse områder. Størstedelen af immigrationerne lader dog til at have fundet sted i 1700- og 1800-tallet på grund af de nyudsendte osmanniske love for nomadefolket, der levede i Østtyrkiet. Den ældste og dokumenterede kurdiske landsby er Yarasli Köyü, som blev underlagt i 1662, derimod blev de fleste kurdiske landsbyer først grundlagt i 1800-tallet grundet de nye regler for nomadefolket.

12 grene af Reşvan-klanen forlod deres områder i Adiyaman, Malatya og Diyarbekir, hvoraf 7 bosatte sig i Kırşehir, Yozgat og omegn, 5 i Cihanbeyli, Kulu, Koçhisar, Polatlı og Haymana, der ligger i Konya og Ankara.

Stammer/Eşîret

Nogle af de største kurdiske stammer i Centralanatolien er bl.a. Şeyhbizin-stammen og Reşwan-stammeforbundet. Şeyhbizin-stammen er kendetegnet ved at tale en særlig kurdisk dialekt, og stammen har rødder i det irakiske Kurdistan. Reşwan er derimod et stort stammeforbund som stammer fra Adıyaman- og Kahramanmaraş-områderne. Dette stammeforbund dækker over en lang række under-stammer som f.eks. Canbeg-stammen. Ikke alle centralanatolske kurdere kan spore deres rødder tilbage til de nævnte steder, da området, i slutningen af 1800-tallet, også var befolket af turkmenske/tatariske stammer og muslimske bosniske/bulgarske immigranter, der dog kort tid efter blev kurdificeret.

De fleste er sunni’er

De fleste kurdere i Centralanatolien er sunni-muslimer der tilhører hanefi-skolen. Men der er også en del alevi-muslimer som primært lever i området mellem Çorum, Amasya, Yozgat og Tokat.

De fleste centralanatolske kurdere taler en kurmancî-dialekt som bærer karakteristik af den vestkurdiske kurmancî-dialekt, som i dag tales i provinserne Adıyaman, Kahramanmaraş, Malatya og Şanlıurfa. Vest-kurmanji tales primært bl.a. kurdere der enten er alevitter eller sunnitter tilhørende hanefi-skolen. Kurmanji-kurderne som tilhører den sunnittiske shafi’i-skole taler hovedsageligt den dialekt der betegnes som øst-kurmancî.

Men herudover er der også (primært i Aksaray) zazaki-talende landsbyer.

De fleste kan kurdisk, andre kan ikke

Mange af landsbyerne kan godt tale kurdisk, selvom de i århundreder har levet væk fra deres kurdiske hjerteland. En kendt undtagelse er Çorum, hvor mange fra den unge generation ikke kan kurdisk.

– De kurdiske landsbyer i Çorum (Çikhasan, Kozluca, Soğucak, Kadideresi, osv.) er hovedsageligt omringet af tyrkiske landsbyer, og når alle omkring dig er tyrkere, så bliver du hurtigere tyrkificeret og glemmer kurdisk, fortæller Engin Can, Bachelor i Historie, Syddansk Universitet og foredragsholder om det kurdiske spørgsmål. Han er selv fra Çorum og en af dem, der ikke taler kurdisk.

Derfor er det ofte den ældre generation i Çorum, der taler kurdisk, mens de unge ikke får det lært af deres forældre. Omvendt kan både ældre og mange unge i Çorum-landsbyer som Göpsen og Findikli bedre kurdisk, fordi deres nabolandsbyer også er kurdiske.

– Men problemet er også, at forældrene ikke lærer kurdisk videre til deres børn i Çorum, fordi de går mere op i alevisme og har opprioriteret det, frem for kurdiskhed, tilføjer Engin Can.

Forskellen på ”Midtanatolsk” og ”rigtig” kurdisk

Egentlig giver det ikke meget mening at opdele kurdisk i ”rigtig” kurdisk og ”midtanatolsk”. Med ”rigtig” henvises til det kurmancî, som tales i det kurdiske Sydøsttyrkiet. Men de millioner af mennesker, der bor i denne region taler ikke én slags kurmancî. Der er forskel på Hakkarî-kurmancî og Maraş-kurmancî. Omvendt er der også forskel på det kurdisk, der tales i Midtanatolien. I Konya er der (om end lidt) forskel på landsbyen Xelîkan (Karacadağ), med rødder i Diyarbekir og Xecilera (Kuşça), der har rødder i Adiyaman.

Men der er visse tendenser. Bogstavet A i ”rigtig”-kurdisk bliver ofte til en Å-agtig lyd i ”midtanatolsk”-kurdisk.

Her en samtale, der illustrerer forskellene. Eksemplet tager udgangspunkt i “rigtig”-kurdisk sammenlignet med Çorum-kurdisk.

Kommentér via Facebook

kommentarer