Aske tog i efteråret 2017 til Rojava i det nordlige Syrien for at tilslutte sig de internationale frivillige, der kæmpede under kurdisk ledelse imod Islamisk stat. Efter slaget om Kobane, hvor kurdiske styrker med amerikansk luftstøtte begyndte at drive Islamisk stat ud af de kurdiske områder, har det danske mediebillede gradvist nedtonet sit fokus til hovedsageligt at omhandle ugentlige artikler om krigens fremskridt og indtagelsen af store byer som Mosul og senest Raqqa.
Artikel udgivet af KONFRONT
Efterårssolen står ind gennem vinduet til Askes værelse. Han er lige flyttet ind i et politisk kollektiv i København og har boet her i ca. en måned. På væggen bag ham hænger et stort landkort af Syrien og over det et grønt og et gult flag med logoerne fra den kurdiske milits YPG under hvis kommando, Aske har kæmpet som frivillig i Rojava.
Under konflikten har danskere deltaget både som soldater under islamisk stat og som frivillige under ledelse af de kurdiske styrker YPG og YPJ. Efterfølgende har der været stor debat i de danske medier om, hvordan man skulle håndtere, at danske statsborgere sad fængslet i Irak, Tyrkiet og Syrien, sigtet som foreign fighters under Islamisk stat. Ligeledes er hjemvendte IS-krigere blevet sigtet under terrorloven og afsoner nu fængselsstraffe i Danmark.
Anderledes forholder det sig med de danskere, der kæmpede på Kurdisk side. Deres hjemkomst er enten gået relativt ubemærket hen, eller de er blevet udsat for nølende nysgerrighed fra pressens side. En skiftende romantisering og udstilling af de frivillige som ofre for en farlig radikalisering har i sidste ende ført til fængselsdomme og konfiskeringen af deres pas. I Askes tilfælde var han fokus for en P1-dokumentar, der i dramatiske vendinger søgte at belyse Aske som offer for fremmede magters radikalisering af en tilsyneladende almindelig murerlærling med en lys fremtid og en bekymret familie, som han ingen tanke skænkede.
Konfront mødte derfor Aske til en snak om hans rejse og politiske virke.
Internationalt fællesskab
Med rolig jysk dialekt fortæller Aske om sine overvejelser op til hans afrejse i 2016 fra Århus, hvor han indtil da havde arbejdet som murerlærling.
”Jeg har altid været meget interesseret i den spanske borgerkrig og de internationale brigader. Jeg læste en bog, da jeg var helt lille som handlede om det, og så tænkte jeg ved mig selv, at hvis sådan noget skete igen, så ville jeg tage afsted, hvis jeg fik muligheden for at blive en del af sådan et stort internationalt fællesskab. Sammen med folk, der kæmpede for noget godt, så ville jeg tage den chance og tage ned og støtte det”
Siden den Syriske hær trak sig tilbage fra de kurdiske områder i det nordlige Syrien, har området kendt som Rojava været centrum for et socialt og politisk eksperiment, der har set hele samfundet forandret. Tre selvstyrende kurdiske kantoner fungerer i dag under det, PKK stifteren Abdullah Ôcalan kalder ’demokratisk konføderalisme.’ Inspireret af den anarkistiske filosof Murray Bookchin har det kurdiske PKK og det syrisk-kurdiske PYD (Democratic Union Party) med støtte fra lokalbefolkningen indledt en gennemgribende demokratisering af regionens samfundsstrukturer.
Med Islamisk stats angreb på kantonerne begyndte en støt strøm af internationale frivillige at tilslutte sig forsvaret af Rojava. Som mange andre før ham var Aske inspireret af en følelse af afmagt siddende i Danmark, mens kampen rasede i Syrien. Aske tilsluttede sig endeligt gruppen IFB (International Freedom Battalion), der fungerer som en paraplyorganisation for en række mindre væbnede grupper med anarkistiske og kommunistiske standpunkter.
”Jeg havde tænkt siden 2013, da det startede med kurderne og kampen mod IS og Kobani, om der ligesom var noget, man kunne gøre, og om der var internationale frivillige, som man kunne slutte sig til. Jeg gik og tænkte, om de overhovedet havde brug for mig, eller om det kun var for folk, der før havde været i militæret, eller folk der havde våben træning, erfaring med førstehjælp etc. og om jeg bare ville stå i vejen. Men så kom der et kald ud i 2016 der sagde, at alle der havde tanker om at komme ville få i våbentræning og kunne være med i kampen, og ja så tog jeg kontakt…. Jeg tror ikke, jeg var sådan totalt overvældet og så historiske perspektiver over det hele, jeg var ligesom klar på hvad det var og synes ikke, at jeg så mig blind på det eller havde en eller anden romantisk forestilling. Det var kampen mod fascismen, og den må man støtte, hvor end den finder sted.”
Til trods for at Islamisk stat aldrig betegnede sig som fascistisk, er lighedstrækkene dog slående, blandet andet i den totalitære samfundsform der forlanger absolut lydighed i handling såvel som tanke fra befolkningerne under dens kontrol. Som i Spanien hvor fascistiske styrker under Franco søgte at kvæle den spanske revolution i sin krybbe, søgte IS i sit angreb på Rojava at udslette sin diametrale modsætning i form af det revolutionære samfund, der havde blomstret uden statslig undertrykkelse.
”Når vi snakker fascisme, så ser jeg det som en reaktion på det revolutionære, jeg så hvordan hele samfundet var bygget op omkring revolutionen i Rojava. Næsten alle støtter den. Folk tager stor del i det lokale fællesskab og hele det basisdemokrati, der for at fungere, kræver at lokalbefolkningen er engageret. Det er noget, man har kæmpet hårdt for, og det er noget, man er villig til at forsvare mod hvem fjenden end er. I tilfældet med IS så var det meget nemt at se, hvilke goder revolutionen har haft for befolkningen, og hvor forfærdeligt IS terrorregime er i sammenligning. Under IS var der en konstant undertrykkelse af kvinder, af homoseksuelle og alle andre, der ikke passede ind i deres verdensbillede, set i udrensningen af de etniske og religiøse mindretal. Der har ikke været nogen goder under IS for andre end meget privilegerede religiøse ledere.
Under Islamisk Stats besættelse af kurdiske områder i Syrien og Irak har utallige mennesker mistet livet, kvinder er blevet gjort til sexslaver og store områder er lagt øde af af kampe og plyndringer imod lokalbefolkningen. De som ikke blev dræbt blev tvunget til at leve som undersåtter for Islamisk stat med offentlige henrettelser og vilkårlig vold som en del af dagligdagen. Et af Islamisk stats magtcentre var den Syriske storby Raqqa, der faldt til Islamisk Stat i Januar 2014, og som igen blev indtaget af styrker under SDF (Syrian Democratic Forces) i oktober 2017. Aske var iblandt dem, der bidrog til at tvinge Islamisk stat til at overgive byen efter flere måneders intense kampe. Da de kurdiske styrker endelig indtog byen, var de vidne til et hav af ruiner og spor efter grusomhederne begået under IS’ treårige kontrol med byen.
”Klart blandt lokalbefolkningen fik jeg et indtryk af, at det ikke som sådan var en undertrykkende statsvirksomhed men nærmere omvandrende bander af hunde der huserede. Det var et meget ustabilt samfund, hvor der har gået en masse bevæbnede psykopater rundt og gjort hvad de havde lyst til. Vi blev vist rundt på stadion i Raqqa, der var indrettet som fængsel, hvor der foregik tortur, og hvor der også var rum, der var blevet brugt til sexslaver.
Det var både institutionaliseret men på samme tid meget kaotisk og bare sådan …vilkårligt.
For kurderne var IS mest en militær modstander men også ideologisk, fordi deres ideologi ikke havde rødder i kurdisk kultur, modsat Raqqa hvor der var sympati for dem selv før invasionen.”
Invasionen af Afrin
I Januar 2018 annoncerede Tyrkiets præsident Erdogan og landets generalstab, at tyrkiske styrker og pro-tyrkiske militser havde indledt en offensiv imod Afrin, der udgør den vestligst beliggende kurdiske canton inden for den Syriske grænse. Som den eneste danske frivillige deltog Aske i forsvaret af Afrin og kom dermed i kamp med styrker fra et andet NATO-medlemsland.
”Jeg var i en gruppe af tyrkiske frivillige og andre fra Europa. Vi så ofte tyrkisk fjernsyn, og pludselig begyndte alle talere og programmer at fokusere på YPG og Rojava. En måned i forvejen var det helt klart, hvordan det var planlagt propaganda en måned op til invasionen, så vi var ikke super overraskede, da det skete, men op til invasionen var vi ikke sikre på, om det ville ske i Afrin eller i Mambih. Da vi kunne se, at der blev linet tanks op til Grænsen ved Afrin, satte vi system i at kunne komme derhen hurtigt. Da invasionen så kom, havde YPG hele logistiksituationen outlinet med transport. Vi vidste godt, at det ville ske, og vi havde haft en snak om, hvorvidt vi var klar til at tage af sted. Og det var vi så”
I løbet af to måneder trængte tyrkiske styrker hurtigt frem mod Afrin by, som faldt den 18. Marts. Under invasionen begik tyrkiske styrker flere massakrer på lokalbefolkningen og skændede systematisk ligene af faldne kurdiske guerillaer. Efterfølgende er tusindvis blevet fordrevet fra deres hjem for at gøre plads til bosættere af pro-tyrkisk oprindelse under beskyttelse af besættelsesstyrker. Siden da har det kurdiske YPG/YPJ ført en guerillakrig mod besættelsen.
”Men så da fronten kom tættere på, og det var klart at man ikke kunne vinde mere med konventionelle militære metoder, og det ligesom skulle gå over til en guerillastrategi, var det klart at de internationale ikke spillede så stor en rolle mere. Vi kunne ikke glide ind blandt lokalbefolkningen, og vi ligner ikke nogen fra Afrin, så der kom et tidspunkt, hvor det var klart at nu skulle vi ud, før det var for sent, og så sagde YPG’s ledelse, at de trak alle internationale ud, og så var det det. Så kom vi tilbage til Altama, som ligger midt i Rojava, hvor vi havde base, og så aftalte vi, hvordan vi skulle komme hjem, og hvad vi skulle derefter”
Hjemtur og Danmark
Aske vendte i sommeren 2018 tilbage til Danmark, velvidende at det danske politi var i kontakt med hans forældre og viste, at han var på vej hjem.
”Jeg steg af toget i Flensborg, og så gik jeg hele vejen hjem ca. tyve kilometer, fordi jeg skulle ikke opdages af politiet ved grænsen. Men nej det har været meget irriterende, et meget træls forløb siden da.”
Aske er ligesom andre hjemvendte, der har kæmpet imod Islamisk Stat, blevet sigtet for at have opholdt sig i et område med aktiv terrorisme. Den selvsamme lov er blevet anvendt imod personer, der har kæmpet på Islamisk Stats side. Aske og andre frivillige under kurdisk kommando er dog ikke blevet klassificeret som terrorister eller for aktiv krigsdeltagelse. Aske bliver således stillet seks måneders ubetinget fængsel i sigte, når hans sag skal for retten. En lignende dom blev givet til den tidligere lokalformand for Alternativet i Århus, Tommy Mørk, der ligeledes har kæmpet imod IS.
”Det er meget mystisk, at den lov der var ment til at ramme IS-krigere og terrorister nu også skal ramme dem, der har kæmpet imod dem. Det at man har været i en terrorzone til trods for, at man har kæmpet for, at det ikke skulle være en terrorzone.”
Spurgt om hvordan Askes oplevelser har påvirket ham, og hvad han mener at have lært af det, svarer han:
”Jeg tog derned lidt i en forargelse og irritation over, hvor lidt aktiv man er på den danske venstrefløj, og de ting man kaldte aktivisme. Men jeg har ligesom opnået en ny energi og set, at noget kan lykkes, at man ikke kæmper forgæves, og man får erfaringer og ideer til, hvordan et samfund kan se ud og indrettes efter revolutionen. Jeg har mødt mange ligesindede fra hele verden, og oplevet styrken i et internationalt fællesskab. Om du var anarkist, stalinist, kommunist eller liberal, så handlede det ikke om, hvad du kaldte dig selv, og hvor mange teoretikere du kunne namedroppe, men om hvor god praksis du havde, og hvor meget du tog del i det daglige liv, hvor meget arbejde du gjorde, og hvor god en person du var. Så jeg vil sige det handler meget om, at vi skal kigge indad og prøve at være behjælpelige og disciplinerede uden at kaste mudder efter hinanden. Det er svært at få en revolution, hvis det eneste man laver, er at hænge bannere op, men det samme hvis det eneste du gør, er at være militant og kaste med sten. Så at vi skal have mange flere, der arbejder på hvert sit, men alle dele er vigtige. Det er vigtigt at have nogen ved frontlinjen men også nogen bag ved den som kan kommunikere ud, at alt revolutionært arbejde er vigtigt, og at vi ikke udelukkende kan fokusere på en ting, men må se det som en del af et større hele.
Den danske stats brug af straf til både tidligere IS- og YPG-kæmpere reflekterer en klart misvisende diskurs, der er i strid med den aktive danske krigsindsats mod Islamisk Stat i form af udstationerede jagerfly, der har bombet mål i både Syrien og Irak under amerikansk kommando.
Grundlæggende er det en videreførsel af Stauning-regeringens retsforfølgelse af danske spaniensfrivillige. Ved deres hjemkomst i 1938 blev de frivillige for den spanske republik, idømt store bøder, trusler om fængsel og senere registrering på lister, der blev overleveret til den tyske besættelsesmagt med internering i KZ-lejre til følge.