Tusinder af danske kurdere støtter PKK – skal de så også anholdes? Hvor er det Danmark, der hjalp og støttede undertrykte folkeslag? spørger dagens debattør Zana Aytimur.
Af Zana Aytimur
Så skete det: Endnu en dårlig nyhed for kurdere i Danmark, efter den lange sag om ROJ TV, hvor dommeren rejste tiltale mod tv-stationen for at være talerør for PKK, er 8 kurdere nu blevet sigtet for at have indsamlet penge og kanaliseret det videre til PKK.
En tragisk sag, som stiller spørgsmålstegn til den politiske retning Danmark har taget de seneste år, hvor man mere og mere ihærdigt forsøger at imødekomme de krav, der bliver stillet fra Tyrkiet. Et krav, som er blevet lettere efter den 11. september 2001, hvor man efterfølgende ændret terrorlovgivningen.
Den kurdiske kamp er en legitim kamp om rettigheder som ytringsfrihed, sociale rettigheder, såvel som kulturelle og sproglige rettigheder. Det faktum, at man i Danmark ikke anerkender denne kamp er problematisk.
Desuden har PKK i de senere år ændret politisk retning markant, hvor de faktisk kommer med nogle krav, som enhver nation med respekt for mennesker burde kunne acceptere, nemlig at de ikke længere kræver et separat selvstændigt Kurdistan, men mere autonomi indenfor Tyrkiets grænser. Dette har flere eksperter igennem tidens løb også rådet Tyrkiet til at gøre, hvis man vil finde en fredelig løsning. Lignende eksempler har man i den spanske region Katalonien, hvor de har lov til at beslutte love på egne veje, men samtidig hører under Spanien.
Jeg synes derudover også, at man i år 2012 skal gøre et forsøg på at ændre EU’s terrorliste, da den forhindrer en positiv kommunikation mellem kurdere og europære, da man ligesom i Tyrkiet forhindrer en dialog med et af de helt store kurdiske talerør PKK. Om man vil det eller ej repræsenterer PKK en stor del af den kurdiske befolkning både i Europa og i de kurdiske områder.
Værd er det at bemærke, at EU faktisk i år 2008 fastslog, at PKK uretmæssigt var kommet på terrorlisten, men hvis man hævder dette, bør man vel også gå ind og ændre det?
Der bor mellem 30 og 50.000 kurdere i Danmark. Hvad så med størstedelen af disse, som også støtter PKK og ikke mener det er en terrororganisation, men frihedskæmpere for det kurdiske folk – skal man så også arrestere dem for at støtte en terrorvirksomhed?
Hvor er det Danmark, der hjalp og støttede undertrykte grupper og folkeslag, som i deres eget hjemland bliver holdt nede og holdt for nar, bliver dræbt og ydmyget?
Danmark er blevet budt op til dans af den tyrkiske ulv og vi må bare håbe at denne dans ikke varer ved, for som Felipe Coronel siger så flot i sin sang:
“When devil ask you to dance, you better say never, because a dance with the devil might last you forever”.
Vi må bare håbe, at denne ulykkelige udvikling ikke forsætter og Danmark vælger en anden retning fremover I stedet for at lade sig friste og danse med en undertrykker af menneskerettigheder.
De fremførte synspunkter står for afsenderens egne regning. Debatindlæg sendes til redaktion@jiyan.dk. Debatindlæg må ikke indholde injurierende eller racistiske kommentarer. Redaktionen vurderer dit indlæg og forbeholder sig ret til at forkorte det. Husk at sende et billede af dig selv sammen med indlægget.