Af Yilmaz Yildiz, formand for KOMKAR-KBH og medlem af Københavns Borgerrepræsentation (SF)
Den 3. august 2014 markerer en dato, der aldrig må glemmes.
På denne dag indledte Islamisk Stat (IS) et systematisk og brutalt folkemord mod ezidi-kurderne – et religiøst mindretal i Shingal-området i Sydkurdistan i Irak.
På få dage blev tusinder af mænd dræbt, tusinder af kvinder og børn bortført og hundredtusinder fordrevet fra deres hjem. Det var ikke en tilfældig massakre. Det var et bevidst, religiøst og etnisk motiveret angreb med ét mål: at udrydde ezidierne som trossamfund.
IS betragtede ezidierne som “vantro”, fordi de tilhører en ældgammel, ikke-muslimsk tro med rødder flere tusinde år tilbage – en af verdens ældste, endnu levende religioner.
Ezidierne fik valget: konverter til islam – eller dø. De fleste valgte døden. Deres tro var stærkere end frygten.
Mange mænd blev halshugget foran deres familier. Over 7.000 kvinder og børn blev bortført, og tusinder af unge kvinder og piger blev solgt på slavemarkeder og brugt som sexslaver – ofte for blot få dollars eller en pakke cigaretter. Ældre kvinder blev dræbt, fordi de ikke kunne udnyttes seksuelt.
Mange drenge blev rekrutteret som barnesoldater, indoktrineret og sendt i kamp som selvmordsbombere mod deres eget folk.
Omkring 100.000 ezidiere søgte tilflugt på Shingal-bjerget. I næsten to uger sad de omringet af jihadister – uden mad og vand i den brændende sommervarme. Flere hundrede døde af tørst og sult. Selv i dag findes stadig jordiske rester i bjergene.
I området omkring Shingal er der registreret over 100 massegrave, hvoraf mange stadig venter på at blive åbnet.
Overlevende kvinder og piger vidner stadig om rædslerne.
Indtil nu er over 3.500 blevet reddet med støtte fra et kontor i Sydkurdistan, men lige så mange er stadig forsvundet.
Nogle er senere blevet fundet i Al-Hol og Al-Roj-lejrene i Vestkurdistan i Syrien (Rojava), hvor IS-terrorister og deres familier opholder sig. Andre er identificeret i Tyrkiet og endda i Palæstina – hos Hamas og Islamisk Jihad.
En syrisk menneskerettighedsorganisation har desuden registreret 800 ezidi-kvinder i provinsen Idlib i Syrien, der var under kontrol af Hayat Tahrir al-Sham (HTS) og det tyrkiske militær. Hvad der er blevet af dem, vides endnu ikke.
I dag – 11 år efter – lever over 200.000 ezidiere fortsat i flygtningelejre i Sydkurdistan. De kan ikke vende hjem. Shingal er stadig en ruinhob, uden sikkerhed, infrastruktur og uden håb om genopbygning. Børn, der dengang var 10 år, er nu voksne – og har aldrig oplevet andet end livet i en flygtningelejr.
Over 100.000 ezidier har gennem årene søgt beskyttelse i Europa. Mange druknede undervejs. Andre sidder fast i Grækenland, hvor de lever under kummerlige forhold og afskåret fra udsigten til en fremtid.
Det internationale samfund har svigtet ezidierne – ikke bare dengang, men stadig i dag. Nogle lande har dog i senere år taget ansvar og anerkendt folkemordet officielt. Senest har Holland, Belgien, Tyskland m.fl. nu anerkendt IS’ forbrydelser som folkemord.
Danmark har desværre endnu ikke gjort det.
Hvorfor ikke?
Danmark er en retsstat med respekt for menneskerettigheder og international ret. Vi har underskrevet FN’s konvention om forebyggelse og straf af folkedrab. Alligevel tøver vi, selv når beviserne ligger åbent fremme, og overlevende ezidiere stadig beder om international anerkendelse.
En anerkendelse af, hvad de blev udsat for.
En anerkendelse af deres tab, deres traumer og deres værdighed.
Det ville være et vigtigt moralsk og politisk signal – både til de overlevende ezidier og til fremtidige generationer.
Det ville også være et nødvendigt ansvar, når vi ved, at mindst 161 personer med dansk statsborgerskab rejste til Syrien og tilsluttede sig IS og lignende grupper.
Én af dem, Basil Hassan, holdt to ezidi-piger som sexslaver – dokumenteret i en DR-dokumentar fra 2019.
Det er på tide, at Danmark følger vores europæiske naboer. Vi må anerkende folkemordet mod ezidierne. Ikke bare som symbolik, men som en forpligtelse over for retfærdighed, sandhed og menneskelig værdighed. Ezidierne har allerede ventet alt for længe.
De fremførte synspunkter står for afsenderens egne regning. Blogs og debatindlæg sendes til redaktion@jiyan.dk
