Vidste du, at Leyla Zana engang var midtpunkt i en krise mellem Danmark og Tyrkiet – læs her hvornår og hvordan.
Hvem er hun, denne Leyla Zana, som er så populær og eftertragtet og som danske kurdere arbejder på at få herop til Danmark?
Den 50-årige kvinde er netop blevet valgt ind i det tyrkiske parlament efter landets parlamentsvalg i går.
Leyla Zana blev født i 1961 i kurdernes hovedby Diyarbekir i det sydøstlige Tyrkiet/Nordkurdistan. Traditionen tro blev hun giftet som 14-årig med sin fætter Mehdî Zana. Han var en kurdisk aktivist, som blev valgt til borgmester i Diyarbekir i 1978, men blev fængslet og brutalt tortureret efter militærkuppet i 1980.
Leyla Zana valgte den samme løbebane som hendes mand og blev en ledende forkæmper for kurdiske rettigheder i et land, der ved dets oprettelse i 1923 havde forbudt kurdisk sprog og kultur.
I 1991 blev hun valgt ind i det tyrkiske parlament som den første kurdiske kvinde. En post hun mistede senere hen efter anklager om ”støtte til PKK”, der i Tyrkiet anses for terrorister, mens de fleste kurdere i Leyla Zanas hjemegn omvendt ser dem som frihedskæmpere.
Kæmper for selvstyre
Meget har ændret sig ved Leyla Zana gennem de seneste 20 år fra 1991 til i dag. Men en ting er forblevet den samme. Nemlig hendes kamp for kurdisk selvstyre indenfor Tyrkiets grænser.
– Børnene skal have undervisning på deres modersmål. Kurderne ønsker deres rettigheder i dette land. Hvorfor sender regeringen centralbankchefer og embedsmænd her til fra andre byer? Kurderne ønsker selv at vælge centralbankcheferne og embedsmænd blandt deres eget folk, fortæller Leyla Zana.
Samtidig kommenterede den populære, kvindelige politiker den tyrkiske premierminister Tayyib Erdogans udtalelser om, at kurderne dyrker PKK-lederen Abdullah Öcalan som en profet.
– Vores profet er Muhammed. Og ligesom du er premierminister/leder, så er kurdernes leder Öcalan og du er nød til at indse dette, lød det fra Leyla Zana.
…og kvinderettigheder
Men den kurdiske kamp handler ikke kun om sprog og kultur, men også kvinder, fastslår Leyla Zana.
– Uden frihed til kvinder, kan mænd ikke være fri alene. Sproget er kurdiske kvinders ære, fordi et folk kan ikke eksistere uden dets sprog.
Leyla Zana’s kamp for kurderne gav genlyd overalt – og skabte vrede hos tyrkiske nationalister og paramilitære grupper, der prøvede at komme hende til livs flere gange.
Engang blev kurdiske politikere dræbt af ”ukendte gerningsmænd”, som antageligt tilhørte den tyrkiske stat selv.
Hebîb Kiliç, lokal formand for det prokurdiske parti DEP blev dræbt og skulle begraves. Mehmet Sincar, ligeledes fra DEP og medlem af det tyrkiske parlament, ledede en undersøgelse af drabene på de kurdiske politikere. Han blev eskorteret af politiet fra Diyarbekir og Elih. Sammen med Metîn Ozdemîr, lokal DEP’er, deltog han i Kiliç’s begravelse i Elih. Derefter blev Sincar og Ozdemîr beskudt og dræbt af tre gerningsmænd.
Sincars egen begravelse i Mêrdîn blev angrebet med bombe og gerningsmændene blev ikke fanget, trods massiv politiopbud omkring stedet og i hele byen. Politiet havde i øvrigt ophævet deres beskyttelse af Sincar efter eskorteringen til Elih af ”ukendte årsager”. Sincar var det første parlamentsmedlem, der blev dræbt i denne serie af mord på kurdiske politikere, men den tyrkiske stat gav ham ikke nogen statsbegravelse eller officiel ceremoni.
Da Leyla Zana skulle kondolere, blev hendes tilholdssted ramt af et bombeangreb, men hun slap uskadt.
Idømt 15 års fængsel
Senere blev Leyla Zana og Hatîp Dîcle, Orhan Dogan, Selîm Sadak og Ahmet Turk idømt 15 års fængsel for ”støtte til PKK”, efter at deres parlamentariske immunitet var blevet ophævet.
Ifølge kritikere skyldtes myndigheders reelle forfølgelse af eks. Leyla Zana, hendes edsaflæggelse i det tyrkiske parlament i 1991. Her trådte hun op på talerstolen med hårbånd i de kurdiske farver, rød, gul og grøn samt udtalte den sidste del af eden på kurdisk til de øvrige parlamentarikernes store forfærdelse:
– Jeg tager denne ed i for det tyrkiske og kurdiske folks broderskab.
Dommen mødte kritik – også herhjemme.
Politikens afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden var forbavset over dommen og så det som en fortsættelse af Tyrkiet kurderpolitik, som han var imod.
– Tusinder af kurdiske landsbyer er blevet ødelagt, hundredtusinder er blevet tvangsforflyttet, hundredvis af mennesker er blevet ofre for mordpatruljer, fordi de har talt kurdernes sag. (Politiken, 09.12.1994).
Omvendt forsvarer Ankara sig med, at kurdere ikke diskrimineres i Tyrkiet og der henvises til, at kurdere har opnået høje poster i landet. To præsidenter (İnönü og Özal) var kurdere og tidl. udenrigsminister Hikmet Çetin ligeså. Han forsikrede således som kurder Europa Parlamentet i maj 1992 om, at Tyrkiet ikke havde noget kurdisk minoritet og at alle var ligestillet i landet. Imidlertid peger flere på, at disse ”systemets kurdere” – som de kaldes – ofte har holdt lav profil med deres kurdiske baggrund for ikke at miste deres poster.
Leyla Zana udtaler således:
– Hvis en kurder fornægter sin identitet, så kan han blive general eller minister. Gør han det modsatte, ender han bag tremmer som jeg (101, Budtz 1997).
Skabte krise mellem Danmark og Tyrkiet
I 1995 blev Leyla Zana tildelt Europa-Parlamentets Sakharov-pris. Men hun kunne ikke tage imod prisen, da hun var fængslet i Tyrkiet. Den 14. oktober 2004 mødte Leyla Zana op i Europa-parlamentet i Bruxelles for at holde en tale til EP.
Leyla Zana var genstand for en hed diskussion mellem Danmark og Tyrkiet i foråret 1996 på grund af en dansk pris til den kurdiske politiker. Således skrev Berlingskes Ole Damkjær, at der nu var “Frostgrader i dansk-tyrkiske relationer” (24.09.1996). Det kølige – eller ligefrem kritiske – forhold mellem Danmark og Tyrkiet skyldtes flere forhold, heriblandt Leyla Zana-sagen.
I februar 1996 tildelte Arbejderbevægelsens Internationale Forum (AIF) sin såkaldte ”rosepris” til Leyla Zana. Prisen blev overrakt Leyla Zana’s mand Mehdî Zana af daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen i hans egenskab af formand for Socialdemokraterne. Hendes bror var også inviteret, men kunne ikke komme til Danmark, da han ikke kunne få udstedt et pas af de tyrkiske myndigheder.
AIF tildelte Leyla Zana prisen for hendes ”demokratiske indsats for kurdernes rettigheder”.
Tyrkiet protesterede stærkt mod prisen til Leyla Zana.
– Jeg finder det meget beklageligt, at en sådan pris tildeles en person, der sidder i et tyrkisk fængsel for at have bistået terrorister, sagde ambassadør Osman Faruk Logoglu til Ritzau (12.02.1996).
Omkring 40.000 er foreløbig døde i PKK og den tyrkiske stats krig, hvis tab begge parter tildeles ansvar for af menneskettighedsorganisationer (241, Amnesty 2000).
Der er ikke umiddelbar udsigt til, at krigen stopper. Men med Leyla Zana’s genindtrædelse i det tyrkiske parlament, vil kurderne få en stærkere stemme i Ankara.
