Hvor stammer kurderne i Çorum fra? Hvorfor går de ikke så meget op i kurdiskhed?

Af Gökhan Şeren

Der er i alt ca. 140 landsbyer i Çorum, hvori der bor kurdere. Çorum har et meget højt antal af kurdiske landsbyer. Det er ca. dobbelt så mange kurdiske landsbyer sammenlignet med Konyas kurdiske landsbyer. Men landsbyernes gennemsnitlige størrelse er kun en fjerdedel af Konyas kurdiske landsbyer, hvorfor det kurdiske indbyggertal i Çorum er mindre end Konyas.

50 af de ca. 140 landsbyer er alevi, de resterende er sunni. Sunni-kurdiske landsbyer har forskellig herkomst. Der er nogen af dem, som lever i Bayat, Sungurlu og Çankırı-området, som kaldes “Taybi Kürtleri”, og så er der f.eks. også Bazıklı-stammen, Seyhbizinli-stammen m.fl. Mange af de sunni-kurdiske landsbyer er opstået allerede i 1500-tallet. Det siges, at mange af dem blev flyttet til Çorum af selveste Yavuz Sultan Selim, som en belønning for deres trofasthed i bekæmpelsen af safaviderne og alevitterne. Det faktum, at de fleste sunni-kurdiske landsbyer i Çorum er placeret i meget frodige områder (f.eks. langs Kızılırmak-floden og på store plateauer), kan også godt være bekræftende på denne forklaring. De alevi-kurdiske landsbyer derimod, er generelt placeret i meget fjerne og skjulte områder, f.eks. i dybe dale, oppe langs bjergskråninger eller i tætbevoksede skove. Det er en klar indikation på, at de har forsøgt at skjule sig fra myndighederne.

Fordrevet fra Dêrsim

Alevi-kurderne i Çorum består primært af 4 stammer:

– Milli-stammen (1700-tallet)

– Kâvli-stammen (1700-tallet)

– Canbekli-stammen (???)

– Çakalli-stammen (1800-tallet)

Milli- og Kâvli-stammerne er blevet fordrevet fra Pertek-regionen i Dersim i 1700-tallet (efter 1715), fordi de har rodet sig ud i en større sag, som har givet osmannerne anledning til at “straffe” dem og give dem en “lærestreg”. I midten af 1700-tallet rapporteredes det at de befandt sig i Çorum og imod slutningen af 1700-tallet er de så småt begyndt at slå sig ned i landsbyer. Milli og Kavli-stammerne var nabo-stammer i Dersim (der findes stadig Milli-landsbyer i Pertek i Dersim i dag, men hele Kâvli-stammen lader til at være flyttet fra Dersim), og de er også nabo-stammer i Çorum i dag. Den største forskel imellem dem, er deres religiøse tilknytning: Kâvli-stammen hører under Şeyh Çoban Ocağı, mens Milli’erne tilhører İmam Rıza Ocağı.

Canbekli-stammens rødder er usikker. Men det siges, at den kan være kommet fra Malatya eller Maraş-områderne, da det historisk set er i disse områder Canbekli-stammen har holdt til.

Çakalli-stammen er først kommet til Çorum, ca. 100 år efter, dvs. i 1800-tallet. Denne stamme er kommet fra Besni-området i Adıyaman og er en gren af det store Reşwan-stammeforbund. Der findes stadig Çakalli-landsbyer i Besni, f.eks. Akkuy, som stadig er en alevi-kurdisk landsby.

Forfulgt som alevier, ikke kurdere

Grunden til at alevi-kurderne i Çorum (og alevi-kurderne generelt) ikke går så meget op i kurdiskhed, tror jeg, har noget med deres tro at gøre. Alevi-kurderne har traditionelt først set sig værende “alevi”, og først sekundært “kurder”. I historiens løb, har osmannerne behandlet os som værende “alevi” først. Når vi blev fordrevet, eller straffet, var det med betegnelserne “rafızi” eller “kızılbaş” og ikke med betegnelsen “kürt”. For vi var et problem for den osmanniske ledelse idet at vi var “kızılbaş” og ikke som “kurdere”. Alevitterne har traditionelt altid været et samfund for sig selv, på tværs af etnicitet (dvs. tyrkisk, zaza eller kurdisk identitet har ikke udgjort nogen barriere). Udefra har vi altid været stemplet for vores tro, og de tyrkisk-talende alevitter er ikke blevet accepteret af de andre tyrkisk-talende (sunnitterne), og de kurdisk-talende alevitter er ikke blevet accepteret af de andre kurdere, de zazaki-talende er ikke blevet accepteret af de andre zazaer. På den måde får man et indelukket samfund, som bliver ikke-nationalistisk, men får et fokus på det der binder dem sammen, nemlig alevismen. Da Shah Ismail i 1501 grundlagde Safavideriget, strømmede alle qizilbash’er dertil, både zazaer, tyrkere og kurdere. Jeg tror det er en naturlig ting der sker, når man er “kætterisk”. Det samme ser man nemlig med ismailitterne, som til trods for sproglige barrierer og geografisk distance, har et sammenholdende samfund indbyrdes. Et andet eksempel, er udefraståendes syn på alevitterne; mange vestlige rejsende, og berettere fra osmanner-perioden, nævner alevitterne som en selvstændig minoritet i Anatolien. Der er eksempler på folk der i Mamuret el-Aziz (Elazığ) taler om at der findes ”tyrkere, kurdere, kristne og kızılbaşer”, selvom kızılbaş’erne også er henholdsvis tyrkere eller kurdere.

Når man er alevi, så hører man deyiş (som i de fleste tilfælde er tyrkiske), og man har kontakt til andre alevi-landsbyer på ligefod med sin egen (selv hvis disse er tyrkisk-talende). Selv hvis man er kurder, så hører Mahzuni Şerif, og man ærer Hacı Bektaş-ı Veli, som er tyrkisk-talende skikkelser. Det vil sige, at alevi-kultur er noget der i sin natur bevæger sig på tværs af sprog. Og så skal man også huske på, at Çorums alevi-kurdere har oplevet en massakre i 1980, hvor man var vidne til, at også sunni-kurdere fra nabolandsbyer kunne stå på den modsatte side, sammen med MHP-militanter. Og det er netop i episoder som disse, at alevi-kurdere i historiens løb har set at de altid endte med at stå alene sammen med andre alevitter, både tyrkisk- og zazaki-talende.

Derimod kan det siges om Konya-kurderne, at jeg tror, at de ser det som den afgørende faktor, i forhold til resten af Tyrkiet, at de er kurdere. Fordi det er netop dét der adskiller dem fra de “andre”, hvor alevitterne har anset det som den afgørende adskillelsesfaktor, at de er alevi.

Selahattin Toprakci, en kurder fra Göpsen i Çorum synger på kurdisk

Kommentér via Facebook

kommentarer