Cigerxwîn medvirkede til at bevare kurdernes sprog med sine digte. Læs om kurdernes “blødende hjerte”, nationaldigteren Cigerxwîn.
Af Deniz Berxwedan Serinci
Et væld af digte om realisme, romantik, politik, længsel efter fædrelandet er ofte skrevet af Cigerxwîn. Men hvem var denne mand med kunstnernavnet, der betyder “den blødende lever” på kurdisk?
Digter, forfatter, journalist og historikeren Cigerxwîn blev født i 1903 i den kurdiske landsby Hesar tæt på byen Batman, Sydøsttyrkiet/Nordkurdistan under navnet Sheikhmous Hasan.
Senere flygtede han med familien til Amûdê i syrisk Kurdistan. I 1948 sluttede han sig til det kommunistiske parti i Syrien og blev partiets kandidat til det syriske parlament i 1954. Han forlod dog partiet, oprettede en ny organisation, der blev forenet med det Kurdiske Demokratiske Parti i Syrien.
I 1961 skabte han en kurdisk afdeling på universitetet i Bagdad. Cigerxwîn blev arresteret og fængslet i Damaskus i 1963 for “ulovlige aktiviteter”. I 1969 flyttede han til irakisk Kurdistan, hvor han blev en del af den kurdiske opstand under Mustafa Barzani. Senere vendte han tilbage til Syrien, for senere at flygte i eksil i Sverige. Her udgav han flere digtsamlinger. I 1984 døde han som 81årig i Stockholm.
Men hvorfor er Cigerxwîn så populær blandt kurdere?
Han medvirkede til at bevare det kurdiske sprog og udtrykte alt det kurdiske, historie, myter, kultur i sine utrolig velskrevne digte, så kurdere kan spejle os selv i dem.
Men hvorfor er kurdisk sprog så vigtigt, siden kurdere kan lide Cigerxwîn for den rolle, han spillede for det kurdiske sprogs udvikling og fortsatte eksistens?
Sprogforskerne Faîk Bulut og Doğan Aksan påpeger, at sprog af kommunikationsveje deles af et fællesskab og dermed skaber en samhørighed mellem medlemmer af den samme etnicitet. De to henviser endvidere til, at samfundsmæssige ting, som litteratur, politik, viden og kultur, skabes vha. sprog.
Historiske minder nedskrives og genfortælles med sproget. Via sproget kommer en gruppes tilhørsforhold, kultur og identitet til udtryk, hvorfor sprog dermed bliver til udtryk for en etnicitets blotte tilstedeværelse:
– Med sprog sikres kommunikation. Sprog er den ting, der sikrer, at mennesket kender dets plads og værdi i verden. Sproget samler individerne til et samfund. Det er forbindelsesled mellem fortid og nutid. Sproget er den samfundsmæssige kulturs og etniske gruppes spejl (313 og 365, Bulut 2006).
Normalt kendetegnes etnicitet ud fra et fælles sprog, men derudover defineres det af nationalisme- og etnicitetseksperterne John Huntchinson og Anthony D. Smith som:
– En navngiven befolkning med myter om fælles oprindelse, delte historiske minder, en eller flere elementer af fælles kultur, en forbindelse til et hjemland og en følelse af solidaritet mellem mindst nogle af dets medlemmer.
1) Fælles myter og oprindelse
I Cigerxwîn’s digte understreges fælles myter og oprindelse. Eksempelvis nævnes profeten Zerdûşt’s lære (Zarathustrisme), kurdernes oprindelige religion, fx i digtet Ez Nizanim çi bêjim.
Et andet referencepunkt er kurdernes forfædre, mederne, der etablerede et omfattende rige i 600 FVT. i området, fx i Cigerxwîn’s digt Leyla.
Leyla keça Mîd û Med e / Leyla er datter af Mederne
Canê xwe da di ber me de / Hun gav sit liv for os
Bijîn heçî ku can jî da / Længe leve hvem som helst, der også giver deres liv
Xweş bin ji ter jar û geda /Det er bedre end at svag og tiggende
Derved (gen)skabes en kurdisk national mytologi, hvori det hedder, at man nedstammer fra de mellemøstlige medere af Zerdûşt’s lære. På den måde forkastes Tyrkiets officielle version, ifølge hvem alle republikkens statsborgere er etniske tyrkere, hvis forfædre var mongolsk-udseende centralasiatere med shamanisme som oprindelig religion.
2) Fælles kultur og hjemland
a) Newroz og Kawa:
Kurdernes fælles kultur kendetegnes bl.a. af den populære kædedans Govend, som Cigerxwîn nævner i Jin û Hebûn. Kurdere fejrer hvert år den 21. marts nationalfesten Newroz. Newroz’s oprindelse går tilbage til den mesopotamiske smed Kawa (Kaway Asinger), som gjorde oprør mod den assyriske tyran Dehaq.
Denne undertrykte folket bl.a. ved at ofre folkets børn til slanger, der voksede ud af skuldrene på ham. Kawa havde således mistet 16 ud af 17 børn til Dehaq. Da turen kom til den 17. og sidste, havde Kawa fået nok. Han gjorde oprør og slog Dehaq ihjel med sin hammer. Således befriede han sit folk den 21. marts for over 2000 år siden. For at signalere dette, antændte Kawa et bål på toppen af et bjerg. Flere sange skaber en parallel mellem situationen fra Newroz og den nuværende konflikt. Undertrykkeren Dehaq sammenlignes med nuværende ”fjender”, dvs. den tyrkiske, syriske, irakiske eller iranske hær og Kawa med kurdiske partisaner.
At Newroz bruges politisk, styrkes af Kawas antændelse af bålet for at signalere sejr. Symbolsk tolkes dette som at mørket (undertrykkelsen) er ovre, og lyset (friheden) er kommet. En symbolik der bruges i dag, således at Newroz idag repræsenterer kurdernes ønske om selvbestemmelse.
Newroz bliver således til et symbol på utilfredsheden med magthavernes politik – og dermed ligesom mange ”genfødte” ceremonier, jf. historikeren Eric Hobsbawn – ideologiseret og politiseret.
Newroz e Newroz e /Det er Newroz, Det er Newroz
Sibe ye Newroz e /I morgen er det Newroz
Maçek bide min yar /Kys mig, skat
Cejna te pîroz e/Tillykke med din højtidNewroz e bihar e /Det er Newroz, det er forår
Bel bûne gul û dar e /Duften af rose og tulipaner
Bîna gul û lale /Roserne og træer er begyndt at blomstre
Destê min bi dest yar e /Jeg holder kærestens hånd
3) Mem û Zîn:
Der er også plads til kærlighed og romantik hos Cigerxwîn, hvor han henter inspiration fra folkloren, som poeterne Melayê Cizirî (1570-1640) med sin digtsamling Dîwan, Feqiyê Teyran (1590-1660) fra Hekarî og Ehmedê Xanî’s (1650-1707) med sit udødelige epos Mem & Zîn (1692), kurdernes version af Romeo & Juliet.
Mirovperestim mîna Cigerxwîn /Som Cîgerxwîn elsker jeg mennesket
Serbest bijîn tev, ne wek Mem û Zîn /Må i leve frit, ikke ligesom Mem & Zîn
Jîna serbestî, divê me ev jîn / Et frit liv, må det være livet
De rabe ser xwe, kurê min rabe! /Så rejs dig, min søn, rejs dig!
Denne omhandler den fattige mand Mem fra Alan-klanen og prinsesse Zîn fra Botan, der forelsker sig i hinanden ved Newroz. Imidlertid modsætter den onde Bekir fra Bekiran-klanen sig denne kærlighed. Pga. en konspiration fra Bekirs side, dør Mem. Da Zîn hører dette, dør også hun af sorg ved hans grav.
Det store fokus på kultur i kurdisk musik i særdeleshed, og populærkultur i almindelighed, skyldes ifølge Hutchinson og Hobsbawn, at ”kulturelle nationalister” – der ikke er politikere, men digtere, historikere og sangere – benytter sig af den historiske fortid til at ”konstruere en national oldtids oprindelse”. Ældre højtider, som eks. Newroz, genetableres sammen andre kulturelle dele for at ”bringe… nationen sammen.” (5-10, Edensor 2002).
Opfordring til væbnet oprør
Mange af Cigerxwîn’s opfordrer kurderne til væbnet kamp. Heriblandt:
Dijware dijmin, Tûran û Farse /fjenden er hård, Turan (tyrkerne) og perserne
Gernas û mêrbe, ji wan metirse /Være modig og mand, frygt dem ikke
Sibê şiyarbe, li min mepirse /Står op i morgen, spørg mig ikke
De rabe ser xwe, kurê min rabe! /Så rejs dig, min søn, rejs dig!Destên xwe bidin destên çepên rom /Giv hinanden hånd mod tyrkernes våben
Bibin partîzan bi leşker û kom / Bliv partisan som soldater og grupper
Carek metirsin ji “hok” û “fantom” /Frygt for engang skyld ikke ”fantomet”
De rabe ser xwe, kurê min rabe! /Så rejs dig, min søn, rejs dig!Nogle af disse digte har dannet grundlag for de såkaldte Stranên Berxwedanê, ”modstandssange”.
Forsker ved Toronto University, David Romano, der har beskæftiget sig med sammenhængen mellem medier og etnisk bevidsthed, påpeger:
– En følelse af undertrykkelse på baggrund af etnicitet legitimerer mobilisering og politisering af etnicitet med det formål at forsvare sig selv og sin gruppe.
Budskaber om modstand mod myndighederne appellerer på den måde godt til mennesker, der er utilfredse med en bestemt politik. Således nævnes vreden over den tyrkiske hærs fremfærd i Dêrsim i 1937-38 af flere PKK-oprører som årsag til, at de er blevet militante.
Under Şivan Perwer koncert i det sydlige Kurdistan/Irak i 1991 blev kampråbet Bijî Kurdistan, bimrî koledar!, ”Længe leve Kurdistan, død over undertrykkeren!”, velmodtaget af de omkring 400.000 tilhørere kurdere i Zaxo, der var blevet udsat for folkemord og giftgasangreb blot nogle år siden. Det kampråb var en del af Cigerxwîn’s legendariske digt Kîme ez, som Şivan Perwer ændrede til Kîne em.
Glorificerende sange
Omvendt fremstiller Cigerxwîn kurderne som heroiske. Samtidig henviser han til kurdernes storslåede fortid som medere. Specielt æres kurdiske aktivister, der er blevet dræbt af de forskellige regimer – stranên şehîd, ”martyrsange”. Eksempler herpå er Leyla, til ære for Leyla Qasim, der blev sunget som rocksang af Ciwan Haco. Leyla Qasim var en kvindelig partisan, Pêşmerge, der blev henrettet af Baath-styret i 1974.
Şêr şêr e, mêr e yan jin e /Løve er løve, om det er en mand eller kvinde
Nîşan bi destê Leyla min e /Tegn på at det min Leyla
Pola ye dil, wek hesin e /Hjerte er stål, ligesom jern
Leyla kî ye, Leyla çi ye, Leyla min e /Hvem er Leyla? Hvad er Leyla? Leyla er min
Divêm li pey te bêm ez jî /Efter dig kommer jeg nødvendigvis
Çib’kim bi vê jîna rijî /Hvad skal jeg gøre med dette flydende liv
Xwînê nerijî nabijî /Hvis blodet ikke flyder, lever du ikke
Leyla bijî Leyla bijî! /Leyla længe leve, Leyla længe leve!
”Martyrsangene” og glorificerende sange modarbejder de undertrykkende stater ved bl.a. at hædre og rose afdøde aktivister, som disse regimer ellers vil miskreditere som ”terrorister”.
Cigerxwîns værker
Første digtsamling, Dîwana yekem: Prisk û Peti, 1945 Damaskus.
Anden samling af digte, Dîwana diwem: Sewra Azadi, 1954 Damaskus.
Tredje digtsamling, Dîwana siyem: Kime Ez, 1973 Beirut?.
Fjerde digtsamling, Dîwana çarem: Ronak, Roja Nu Forlag, 1980 Stockholm.
Femte samling af digte, Dîwana pêncem: Zend-Avista, Roja Nu Forlag, 1981 Stockholm.
Sjette digtsamling, Dîwana şeşem: Şefeq, Roja Nu Forlag, 1982 Stockholm.
Syvende digtsamling, Dîwana heftem: Hêvî, Roja Nu Forlag, 1983 Stockholm.
Ottende digtsamling, Dîwana heştem: Asti, Kurdistan Forlag, 1985 Stockholm.
Destûra Zimanê Kurdi (Det kurdiske sprogs grammatik), 1961 Bagdad.
Ferheng, Perce yekem (Kurdisk ordbog, første del), 1962 Bagdad.
Ferheng, Perce diwem (Kurdisk ordbog, anden del), 1962 Bagdad.
Tarîxa Kurdistan (History of Kurdistan), 3 bind, 1985, 1987 Stockholm.
