Interview med dansk-kurderen Esmail Arwand, hvis bror blev henrettet af Iran i sidste søndags.

Af Deniz B. Serinci

Mens 37-årige Esmail Arwand kørte bus i sidste søndags, blev han kontaktet af en politiker i Iran med dårligt nyt:

”Din storebror er blevet hængt,” lød beskeden.

Broren, den 39-årige Mansour Arwand blev i 2013 dødsdømt for samarbejde med den kurdiske opposition i Iran og ”fjendskab mod Gud”.

Esmail, der har boet her i landet i fire år og bor i Greve, fik sig et chok:

”Det var rigtig svært, jeg blev helt tavs og vidste ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre.”

Tankerne gik til faren og moren og Mansours kone og to døtre – en på 7 og en på 17 år – der alle bor i Mahabad i Nordiran/Østkurdistan. Esmail ringede til døtrene dernede.

”De råbte grædende ’vores far er blevet shahid (martyr)’,” fortæller han.

Den dansk-kurdiske buschauffør husker tilbage på en storebror, som han havde været sammen med i over 30 år. Faktisk var de ”bedste venner,” ifølge lillebroren.

”Vi var sammen hele tiden. Vi slappede af, hyggede os, diskuterede politik, osv.,” fortæller Esmail.

Tortureret i fængslet

Mansour nåede at blive 39 år, studerede på et tidspunkt økonomi på et lokalt universitet og arbejdede i en malerbutik og som fitnessinstruktør. Herom siger Esmail:

”Mansour gik meget op i sundhed og sport,” og peger dog på noget andet, som var mindst ligeså vigtigt for storebroren.

”Det nationale betød også rigtig meget for ham. Han var stolt over at være kurder, over at være fra Mahabad, Qazî Muhameds by.”

Mahabad er byen, hvorfra Kurdistans Folkerepublik blev udråbt 22. januar 1946 under ledelsen af Qazî Muhamed. Republikken blev dog kortvarigt, idet iranske tropper 11 måneder efter, at den var blevet udråbt, gjorde en ende på den. Men siden har Mahabad været et vigtigt symbol på kurdisk nationalisme.

Det sidste er forbudt i Iran. Det måtte Mansour sande, da han i 2011 blev anholdt i sit hjem i Mahabad i Nordiran/Østkurdistan. Han tilbragte måneder i den iranske efterretningstjenestes varetægt. Et år senere blev han anklaget for samarbejde med den kurdiske opposition i landet og ”fjendskab mod Gud”. I 2013 blev han så dømt til hængning og i sidste søndags henrettet.

Ifølge Esmail blev broren i fængslet tortureret, udsat for elektrochok og konkret skulle han have fået revet fodnegle af af de iranske fangevogtere.

”Vesten taler om atomaftaler, men glemmer kurderne”

Esmail giver ikke meget for det iranske regimes beskyldninger om ”fjendskab mod Gud”.

”Når man er imod regimet, så bliver man beskyldt for at være imod Gud. Sådan er retssystemet dernede,” lyder det fra dansk-kurderen.

På torsdag vil Esmail sammen med andre kurdere demonstrere foran Christiansborg i protest mod henrettelserne i Iran. Forinden vil Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) aflevere underskrifter til Folketinget med protest mod Irans behandling af den kurdiske minoritet.

Kurderne er et af de største mindretal i Iran med anslået 10 millioner, men de har ikke ret til at danne deres eget politiske parti i Iran. Og deres skæbne bliver alt for ofte overset i Vesten, mener Esmail:

”Vesten taler om atomaftaler med Iran, men de glemmer kurderne og menneskerettighederne i Iran.”

I 2014 har præstestyret henrettet mindst 289, ifølge Amnesty. Deraf var mindst 14 mindreårige, det vil sige personer, der var under 18 år, da de begik deres forbrydelse.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer