Det er hjerteskærende at læse, at en 16-årig mandag aften blev dræbt af skud foran sin opgang i Ragnhildgade på grænsen mellem Nørrebro og Østerbro. Den 16-åriges forældres og nære families verden er brudt sammen.

Af Ahmet Demir

Drabet på den 16-årige og tidligere drab på unge mennesker kan vi ikke forstå. Vi forstår ikke, at unge skal betale prisen for andre unges forbrydelser, hvor de skyder uskyldige og forsvarsløse mennesker.

Jeg vil understrege, at det ikke kun går ud over de unge, for den 16-åriges forældre kommer til at leve liv, de måske selv vil kalde ”døde liv”. De betragter deres liv som meningsløst og fuldt af savn og spørger, hvorfor det skulle gå ud over deres kære søn osv. En del forældre oplever, at en del af dem selv også dør, når de mister et barn.

Hvordan forebygges disse brutale handlinger mod mennesker?

Vi ønsker alle et liv uden drab, men desværre kan ingen garantere, at drab ikke sker. Jeg er lige som mange andre optaget af, hvordan vi minimerer og forebygger forbrydelser mod uskyldige.

Mit bud er, at nogle væsentlige aktører endnu en gang kigger på deres ansvar. Disse aktører er

  • Forældrene og familien.
  • Skoler og uddannelsesinstitutioner.

Forældrenes ansvar

Mit bud er, at de unge generelt er forældrenes ansvar. Her skal jeg understrege, at jeg ikke vil skære alle forældre over en kam og give forældrene skylden for, at de har mistet deres eneste barn. Jeg tænker på mine mange års erfaringer med forældre, hvor deres unge har været på kant med loven eller flirtet med kriminelle miljøer.

Forældre har ansvar for deres børn, så jeg vil bede alle forældre lægge hånden på hjertet og tænke over følgende:

  • Har du gjort alt, hvad du skulle for dine børn, fx haft tid til nærvær og omsorg og betingelsesløst været der for dit barn?
  • Har du en holdning og overbevisning, så du med råd og vejledning vil styre dine børn? I så fald tager du stor fejl, idet børn og unge har brug for, at forældrene anerkender dem, for det de er, og altid er der for dem.
  • Har du været aktiv i dine børns liv, fx været aktivt deltagende i dine børns institutioner? Det er en måde at vise dine børn, at de har en stor betydning for dig.
  • Har dine børn tillid til dig, så de deler fortrolige tanker og bekymringer, fx at de ikke fungerer i skolen, har problemer med andre unge i lokalmiljøet, har kærestesorger osv.

Uden at jeg skal generalisere ser jeg en del børn og unge skrige efter forældrenes og den nære families opmærksomhed, så de kan dele dybsindige tanker og følelser.

Der er sikkert mange forældre, som imødekommer deres børn og unge, men mine 35 års erfaring siger, at bl.a. ovenstående er svært, og at forældrene kan komme til kort. Det kan være en grund til, at unge mister livet, når forældre groft sagt ikke påtager sig forældreansvaret.

Jeg har ikke her og nu brug for at høre forældrenes begrundelser og lange forklaringer, for tiden er alt for kort. Jeg vil have, at forældre hele vejen igennem viser, at deres børn og unge har en særlig betydning for dem.

Lever skoler og andre pædagogiske institutioner op til deres ansvar?

Skoler og andre ungdomsinstitutioner har sikkert også gode hensigtserklæringer. De vil de unge det bedste og ønsker på ingen måde at være vidne til, at unge uskyldige liv går tabt.

Jeg mener, at de skal tage deres indsats til efterretning og se på, om de kan forbedre følgende forhold for at forbygge forbrydelser:

  • Børn og unge tilbringer mange timer hos jer, så hvad gør du/I med jeres bekymringer i forhold til børn og unge?
  • Hvordan samarbejder I og tager kontakt til børn og unge, der bekymrer jer?
  • Hvad gør I ved såkaldt ”umulige børn og unge”.
  • Hvordan inkluderer I udsatte børn og unge i skole- og uddannelsesmiljø?

Jeg kan blive ved med at stille spørgsmål, men det skal også siges, at mange skoler og institutioner gør en kæmpeindsats for at inkludere udsatte børn og unge. Jeg vil dog ikke udelukke, at skoler og ungdomsinstitutioner kan blive endnu skarpere til at forebygge, at børn og unge havner i kriminelle miljøer.

Jeg synes, det er bekymrende at se bander og unge gå med kniv og andre våben. Det rejser et hav af spørgsmål om, hvorfor unge vil gå med våben og ikke mindst går så langt som at tage andres liv.

Vi kan minimere forbrydelser ved bl.a.:

  • At forældre, skoler og ungdomsinstitutioner tager deres ansvar på sig og endnu en gang ser kritisk på, hvor det går galt for dem, og hvordan de kan forbedre sig for at støtte det enkelte udsatte barn eller unge menneske i at blive inkluderet i samfundet.
  • At forældrene betingelsesløst er der for deres børn og unge, ikke med holdninger, men mere menneskeligt med handlinger i forhold til børn og unge.
  • At skoler, ungdoms- og uddannelsesinstitutioner hjælper børn og unge til at være en del af fællesskabet, så de ikke har behov for at interessere sig for kriminelle miljøer.
  • At vi iværksætter en forebyggende, pædagogisk arbejdsindsats med andre aktører, der har med udsatte børn og unge at gøre.

Der er ikke tid til at bruge energi på kultur, religion og alt det andet, som tager meget af vores tid.

Jeg vil have handling fra alle aktører omkring de unge, så de ikke søger mod en kriminel løbebane.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer