Som statsløs kurder i Syrien var livet ikke nemt. Derfor håber 36-årige Hassan Ali, at kurderne kan bevare deres selvstyre uden indblanding fra Assads regime.
Af Deniz B. Serinci
Foto: Hassan Ali går forbi kurdiske kvindekrigere i YPJ
”Jeg har aldrig været udenfor Qamishli,” siger Hassan Ali, kurdisk familiefar til tre døtre mellem 10 og 12 år. ”Jeg fik en ven til at købe en bil og hus for mig, for jeg kunne ikke eje ejendom.”
Den 5. oktober 1962 foretog den syriske regering en folketælling i det kurdiske område på grænsen til Tyrkiet og Irak, som blev skæbnesvanger. Med ét blev hver femte kurder i dette område af syrisk Kurdistan, kendt som “Rojava”, statsløs.
Ifølge regeringen var mange kurdere sluppet illegalt ind i landet fra Tyrkiet. Deres antal skulle kortlægges. Blandt dem, der mødte op, kunne flere ikke dokumentere, at de havde boet i Syrien før 1945. De blev derfor kategoriseret som ajanib, altså ”fremmede” eller maktoumeen, altså ”skjult” på arabisk, fordi de ikke mødte op til folketællingen. Der var tale om cirka 120.000 kurdere og de udgjorde hver femte kurder i landet. De 120.000 blev igennem årene til over 300.000 kurdere, fordi ajanib- og maktumeen-statussen blev arvet fra generation til generation.
Hassan medgiver, at flere syriske kurdere stammer fra tyrkisk Kurdistan.
”Ja, vi har rødder derfra. Men det har de syriske armeniere og assyrere også. Hvorfor var det kun os kurdere, der skulle fratages vores statsborgerskab?”
”Og hvis vi er fremmede her, hvorfor blev vi så ikke repatrieret?” spørger han.
Desperat Assad forsøgte at neutralisere kurderne
I april 2011 overraskede præsident Bashar al-Assad kurderne ved pludseligt at give den største del af dem deres statsborgerskab tilbage. Han var hårdt presset af krigen og ville måske neutralisere kurderne ved at komme dem i møde.
”Assad gav ikke statsborgerskab til os af kærlighed til kurderne, men for at kurderne ikke skulle tilslutte sig oprøret,” siger Hassan.
Nu mødes kurdiske repræsentanter med Assads regime. Når krigen en dag slutter, skal kurderne måske vende tilbage til regimet og opgive det selvstyre, de har haft siden sommer 2012.
”Jeg gider ikke tilbage til regimet,” slår Hassan fast. ”De undertrykte os meget. Vi måtte ikke tale vores sprog i skolen og flere i min familie blev fængslet af regimet.”
Fire af Hassans brødre har allerede forladt Syrien.
”Hvis regimet kommer ind i Rojava, flygter jeg også,” forudser Hassan. “Men hvis USA beskytter os, så tør regimet ikke komme her,” siger han med henvisning til de amerikanske baser i Rojava.
Hvor længe supermagten bliver i Rojava vil fremtiden vise.
