Læs en beretning om at få tæsk af sin tyrkiske lærer, fordi man taler kurdisk.

Sommer 1996, Diyarbakir/Amed

Gennem vinduet så den seksårige dreng solen stå op. Det var tid til at komme ud af sengen. Med sin tætbyggede, lille krop, sin store manke, og en fin, ren kortærmet skjorte, gik han med sin mor i hånden gennem de smalle gader i stegende varme afsted mod sin første skoledag. Fluerne summede som vanligt om de store runde metalskraldespande uden låg, der stank forfærdeligt, mens mindre, ikke-skoleklare børn legede i gaderne og byens katte drev den dovent af i skyggen.

De passerede Diyarbakirs berømte centrum med de mange handlende på gaden. Drenge med boder, der råbte højt for at tiltrække kunder til deres kopper og tallerkener, gryder, potter og pander, tøj i alle afskygninger og frugt og grøntsager.

De fortsatte forbi Hasan Pasa Hani, et stort torv med et toetagers forretningskompleks med farverige butikker og restauranter, hvor hans gode ven, ismanden, som vanlig stod og forsøgte at lokke folk til at købe den lokale is, som drengen elskede, men som andre udefra ofte fandt hård og klæbrig.

Diyarbakirs massive og kilometerlange bymur, der stammede helt tilbage fra antikken og som er den næststørste mur i verden efter den Den Kinesiske Mur, skærmede torvet og fra toppen hang det tyrkiske flag og et billede af landets stifter Mustafa Kemal Ataturk, som om han nærmest skulle overvåge al aktivitet blandt de handlende.

Lige overfor hoppede drengen og hans mor på en hvid minibus, der først kørte, da den var fyldt helt op. Bussen kørte direkte til skolen.

”Husk, at du ikke må tale tal kurdisk her, sønnike. Det er forbudt.”

”Men mor, jeg kan jo ikke ét ord tyrkisk.”

”Du lærer det, skat. Det gjorde vi andre også.”

Drengen fandt sit klasselokale og snart stod hans lærer der og talte et helt og aldeles uforståeligt sprog foran endnu et billede af den berømmelige Mustafa Kemal Ataturk i militæruniform. Med hænderne på hofterne og svagt tilbagelænet som et gammelt træ, der altid får vinden ind fra samme retning, var drengen ikke i tvivl om, hvem der bestemte i klassen.

”Forstår i mig? Nej vel? Jeg forstår heller ikke jer. Hvad gør vi så?”

”Der er ikke andet for, end at I må se at få lært tyrkisk.”

Drengen kiggede bare på ham. Hvad fanden siger han? Nej, jeg må hellere lade være med at spørge. Det gjorde en af kammeraterne til gengæld. Han spurgte på kurdisk.

”Kom herop,” sagde læreren og gav tegn med hånden.

Hans klassekammerat gik nervøst frem, mens hans blik flakkede til siderne.

”Frem med nallerne.”

Linealen gjorde ondt.

****

Som ugerne og månederne gik, lærte drengen tyrkisk. Og han lærte lærte også meget om Tyrkiets stifter Mustafa Kemal Ataturk. Læren gentog igen og igen landsfaderens sætninger.

”Lykkelig er den, der kan sige, at han er tyrker.”

”En tyrker er lige så værd som hele verden.”

Hver morgen begyndte på samme måde. Når læreren kom ind i klassen, skulle eleverne rejse sig og læse eden.

”Jeg er tyrker, retledet og dygtig.

Mit princip: At beskytte de små, at respektere de voksne og at elske mit land og folk.

Mit ideal: At gå fremad.

Oh, store Ataturk.

Jeg sværger på, at jeg ufortrødent vil bevæge mig henimod det mål, du har sat.

Jeg dedikerer min eksistens til det tyrkiske folk.

Lykkelig er den, der kan kalde sig tyrker.”

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer