“Hvis du har løjet over for 80 mio. tyrkere i næsten 100 år, er det svært bagefter at komme og fortælle at alt, hvad de lærte i skolesystemet, er løgn.”
Af Deniz Serinci, tidligere bragt i Kristeligt Dagblad
I disse dage markerer armeniere verden over 101-årsdagen for Det Osmanniske Riges massakrer på armenierne under Første Verdenskrig.
I Det Osmanniske Riges efterfølger, Tyrkiet, er det forbudt at kalde massakrerne på armenierne forfolkemord.
Armenien og de fleste historikere mener, at der var tale om folkemord, da op mod én million armeniere ifølge internationale forskere omkom i 1915, da Det Osmanniske Rige deporterede den kristne minoritet. Det skete som straf for påstået armensk samarbejde med osmannernes ærkefjende, Rusland.
Mange armeniere døde af tørst, sult og udmattelse under de månedlange vandringer i den syriske ørken, som de blev sendt ud på, hvor uddelingen af mad og drikke med vilje blev holdt på et minimum.
Samtidig blev armenske ledere systematisk forfulgt og henrettet. Et kurdisk regiment, Hamidiye, forfulgte og plyndrede de deporterede armeniere.
Tyrkiet siger, at der godt nok døde omkring 300.000 armeniere, men at det skete som led i civile fejder, hvor også tyrkere døde. Men det afvises, at der var tale om folkemord, og personer, der bruger denne betegnelse, risikerer retsforfølgelse.
Således blev forfatteren Orhan Pamuk, nobelpristager Sonningpris, i maj 2011 idømt en bøde i erstatning til tyrkere, der følte deres nationale ære krænket, fordi Pamuk i 2005 havde anerkendt folkemordet.
I 2007 blev den tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink skudt og dræbt af en 17-årig nationalist i Istanbul. Dink forinden blevet udråbt til forræder af tyrkiske nationalister, da han indrømmede folkemordet.
Ugur Ümit Üngör, adjunkt det hollandske Utrecht Universitet og ekspert inden det armenske folkemord, forklarede under et ophold i Danmark for nylig, at tyrkerne frygter for armenske krav territorium og økonomisk erstatning til efterkommerne massakrerne som folkemord.
For det østlige Tyrkiet havde indtil 1915 en stor befolkning af armeniere. Efter at de dræbt, beslaglagde den tyrkiske stat deres jord. Armenien anerkender ikke grænsen mellem sig selv og Tyrkiet, og armenske nationalister taler stadig om at få tidligere armenske områder i Østtyrkiet tilbage.
At skulle miste territorium til armenierne er imidlertid ikke realistisk frygt, mener Mehmet Ümit Necef, lektor Mellemøststudier, Syddansk Universitet, fordi det er meget vanskeligt at afgøre 100 år gamle territoriale tvister. Derudover støtter intet land armenierne i, at de skulle gøre krav på Østtyrkiet.
Her er Üngör uenig og henviser til Krim-halvøen, der for nylig hørte under Ukraine, men blev indlemmet i Rusland trods internationale protester.
Om territorial løsrivelse er realistisk eller ej, så er både og Üngör enige om, at bevarelsen af den tyrkiske selvforståelse står i vejen en indrømmelse af folkemordet.
Necef forklarer, at tyrkerne skolebøgerne aldrig er blevet præsenteret for armeniernes version af 1915-begivenheder.
Tværtimod har tyrkerne været vant til at læse om selv som ofrene, der forsvarede sig mod vestlig, kristen aggression.
Ifølge Üngör er følelser og national stolthed afgørende at forstå den tyrkiske benægtelse:
“Hvis du har løjet over for tyrkiske nation på 80 millioner indbyggere i næsten 100 år, er det svært bagefter at komme og fortælle at alt, hvad de lærte i skolesystemet, er løgn.”
