De fleste partier på Christiansborg vil kriminalisere private borgeres krig mod Islamisk Stat (IS), mens Enhedslisten og Konservatives synes, det er ok at bekæmpe IS.

Deniz Serinci

Flere danske kurdere og shiamuslimer er draget i krig mod Islamisk Stat (IS) i Irak og Syrien. Hvad siger politikerne til det?

”Man skal ikke drage i krig på egen hånd, uanset hvem man kæmper med eller for,” siger Trine Bramsen (S) og bakkes op af Venstres Preben Bang Henriksen:

”Under krig lærer man farlig våbentræning, som vi ikke ønsker her i Danmark.”

Peter Kofod Poulsen fra Dansk Folkeparti vil have straffet danske statsborgere, der kæmper med shia-militsen Hashid Shaabi (Folkelig mobilisering), som ifølge Amnesty International begår krigsforbrydelser.

”Vi skal retsforfølge folk, der kæmper for militser, som krænker menneskerettighederne,” lyder det fra Poulsen.

Naser Khader (K) mener, at man skal have lov til at kæmpe imod IS.

”Hvis man kan godtgøre, at man kæmper imod IS og ikke med en terrororganisation, så skal man have lov til det,” siger han og understreger, at han ikke anbefaler nogen at kæmpe med shia-militserne.

Derudover skelner Khader mellem PKK og peshmerga.

”PKK er stadig på terrorlisten, så det går ikke. Men peshmerga er legitime og står ikke på terrorlisterne, så det er noget andet.”

Pernille Skipper (EL) fastslår, at hun ”ikke anbefaler nogen at drage i krig” og tilføjer:

”Men jeg synes ikke det bør være kriminelt, at ville bekæmpe IS.”

Ifølge professor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard, er det juridisk lovligt at kæmpe i væbnet konflikt i udlandet, så længe man ikke deltager i terrorisme, begår krigsforbrydelser eller krænker danske interesser.

”Det afgørende er, at man kæmper under den kurdiske regionalregerings organiserede kampenheder, peshmerga,” siger Vestergaard. ”Derimod vil det være problematisk at tilslutte sig PKK-enheder, for PKK betragtes som en terrororganisation.”

Han finder det problematisk at kæmpe med kontroversielle shia-militser og advarer om, at ”krigsforbrydelser mod civilbefolkningen vil efter dansk ret blive bedømt som terrorisme.”

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer