“Ikke kun kurderne er blevet undertrykt af kemalisterne. Det samme er muslimerne. Og begge grupper skal have deres rettigheder tilbage,” mener Altan Tan, der er på besøg i København.

Af Deniz Berxwedan Serinci

Umiddelbart forbinder vi ikke kurdernes kamp i Tyrkiet med religion. På tv kræver det største af de prokurdiske partier, BDP (Freds- og Demokratipartiet) normalt etniske rettigheder, som sprog og territorial selvstyre.

Men et besøg hos mange BDP’ere afslører hurtigt, at partiet – og dets vælgerskare – ikke er nogen monolit, men tværtimod består af forskellige grupper. Der er betonkommunister, feminister, sunnimuslimer, alevier, ateister og – stærkt troende. Det sidste er den 53-årige parlamentariker Altan Tan et godt eksempel på.

”Jeg repræsenterer både en kurdisk og islamisk opposition til systemet,” som han fortæller mig under et interview i Diyarbekir, hovedbyen i den kurdiske dominerede del af Tyrkiet/Nordkurdistan for nogle uger siden.

At BDP normalt fokuserer på etniske rettigheder, giver i kurdisk optik også god mening, fordi kurderne ved Tyrkiets oprettelse i 1923 blev frataget deres rettigheder. Men ikke kun kurderne blev undertrykt af kemalisterne. Det samme gjorde muslimerne, der udgør langt hovedparten af befolkningen i Tyrkiet og Kurdistan.

”Det er i dag forbudt at komme ind i det tyrkiske parlament med tørklæde på og kvinder med tørklæder kan ikke arbejde i statsoffentlige steder,” fortæller Altan Tan.

Da Tyrkiet blev stiftet af general Atatürk i 1923, blev det religiøse system, kalifatet samt de islamiske love, sharia, ophævet. Kvinder fik forbud mod at gå med slør offentligt, kaldet til bønnen fra moskeerne, adhan/ezan, skulle foregå på tyrkisk og en overgang måtte borgerne ikke tage på pilgrimstur, hajj, til den hellige by, Mekka. Alt det skete under den tyrkiske sekularismes navn.

Og den forkaster Altan Tan. Religion bør ikke tvinges væk fra det offentlige, som Atatürk gjorde. Måske derfor har Tan på kort tid opnået en stor popularitet blandt mange kurdere. Han appellerer både til deres kurdiskhed og den religiøsitet, som er dybt rodfæstet blandt de fleste i Kurdistan.

”Vi har været et muslimsk samfund i 1400 år. Islam påberåber sig ret til at have en offentlig plads. Jeg anerkender ikke den tyrkiske sekularisme. Ifølge definitionen på sekularisme skal en stat ikke kontrollere og blande sig i religion, sådan som det sker i Tyrkiet. Det vil svare til, hvis Paven skulle bestemme, hvem der skulle være Italiens premierminister,” siger Tan og understreger, at han taler på vegne af sig selv og ikke BDP.

For BDP er sekulær, venstreorienteret og liberal.

”Jeg er ingen af delene,” fastslår Tan.

”Hvorfor er du så med i BDP?”

”Både vores kurdiske og islamiske identitet er blevet forbudt af Tyrkiet. For at opnå disse rettigheder, må vi danne en alliance,” lyder det fra Tan.

Når Tan ønsker, at islam skal have en offentlig plads, kunne man tro, at det kan skræmme visse sekulære grupper i Tyrkiet, eksempelvis kommunister og alevierne, en religiøs minoritet, der udgør omkring en fjerdedel af befolkningen i landet.

”Hvorfor skulle det gøre det?” spørger Tan.

”Jeg ønsker også 100% religiøs frihed til alevierne og alle andre minoriteter, såsom kristne og jøder. Alle skal kunne leve, som de vil.”

Tan henviser til, at ikke-muslimer før Første Verdenskrig udgjorde 25% af det nuværende Tyrkiets befolkning. Nu udgør de under 1%.

”Det skyldes den kemalistiske-sekulære tankegang, som har udryddet disse minoriteter.”

I Tans ideelle islamiske samfund vil islamisk jura, sharia, kun gælde for muslimer og ikke-muslimer vil på ingen måder blive undertrykt, bebuder han.

”Hvis en muslim skader en kristens ejendom, så skal muslimen betale.”

Når Tan uddyber sin kritik af den tyrkiske sekularisme, går det op for mig, at han ikke er imod den sekularisme, som vi eksempelvis kender fra Danmark. Hans kritik går mere på Atatürks fortolkning af sekularisme, hvor staten tog og stadig fastholder en meget skrap kontrol med religionsudøvelsen.

”Jeg er ikke mullah. Jeg er uddannet arkitekt. Jeg kan blot se hele Mellemøstens realitet, som er at folk generelt er troende og ønsker frihed til at have deres religion.”

Tan har ikke en nem opgave foran sig. Som han selv fortalte, står han både i opposition til systemet som kurder og muslim.

”Jeg har en svær vision. Gud hjælpe mig,” lyder det afslutningsvist fra den populære politiker.

Kommentér via Facebook

kommentarer