Fra Maraş, Çorum til Sivas. Alevitterne er i nyere tid blevet massakreret mange gange. Læs en kort redegørelse for de tre mest kendte og omtalte massakrer på alevitterne siden 1970.
Af Gökhan Seren & Deniz Berxwedan Serinci
Ser vi på udviklingen de seneste 50 år, er det klart, at alevitterne er blandt de minoriteter i Tyrkiet, som har lidt mest under den tyrkiske republik. Under de politiske uroligheder, der siden 60’erne herskede mellem højre- og venstre-fløjen i Tyrkiet, har alevitterne som minoritetssamfund været et direkte mål for den yderligste højrefløj – ”idealisterne” (ülkücüler). Idealisterne var en gren af det fascistiske og dengang militaristiske politiske parti, MHP (Det Nationalistiske Aktionsparti). MHP var sammen med den tyrkiske gren af Operation Gladio (Kontrgerilla) blevet stiftet af den amerikanske efterretningstjeneste med henblik på at udrydde socialismen og kommunismen i Tyrkiet. MHP og Kontrgerilla har efterfølgende stået bag drab på tusindvis af civile mennesker, både kurdiske, alevittiske og venstreorienterede. Idealisterne var i slutningen af 70’erne ledet af Muhsin Yazıcıoğlu og hans højre hånd, Abdullah Çatlı, som var lejemorder for Kontrgerilla.
I det følgende er en kort redegørelse for de tre mest kendte og omtalte massakrer på alevitterne siden 1970.
Maraş ’78
I 1978 gik idealisterne til angreb i byen Kahramanmaraş. Dagen inden selve massakren havde gerningsmændene afmærket døre tilhørende alevittiske beboelser. Massakren fandt sted ved at idealister, uden nogen form for hindring fra statens side, gik til angreb på det alevittiske kvarter i Kahramanmaraş. Massakren resulterede i at der officielt døde 111 mennesker, mens uofficielle tal overstiger 500.
Massakren omtales stadig som en af de mest brutale i senere tid: Gravide kvinders lig blev fundet voldtaget og med opsprættede maver. Et barn blev fundet dræbt, sømmet fast til et træ igennem hovedet.
Den hovedansvarlige bag massakren, den daværende idealist Ökkeş Şendiller, er i dag en af de fremtrædende politikere for det ultra-fascistiske parti, BBP (Det Store Enhedsparti). BBP blev stiftet af Muhsin Yazıcıoğlu, som var den øverste ansvarlige for idealisternes organisation (Ülkü Ocakları) under idealisternes massakre mod alevitterne i Maraş.
Efter massakren flygtede de fleste alevitter fra bycentret til sydlige provinser som Mersin og Adana. De fleste alevitter i Maraş er etniske kurdere og massakren resulterede i, at der blandt disse opstod en øget støtte til forskellige oprørsbevægelser.
Çorum ’80
Kun 2 år efter massakren i Maraş, opstod der lignende angreb på alevitter i byen Çorum. Angrebene opstod efter at en MHP-politiker blev dræbt ved et attentat udført af venstreorienterede aktivister i det vestlige Tyrkiet. Idealisterne i Çorum rettede derefter deres vrede mod alevitterne og gik til angreb i Çorum’s alevi-kvarterer, og overfaldt alevittiske landsbyfolk på landeveje. Våbenlagre i Çorum blev på mystisk vis tømt og efter massakren fundet hos idealister. Alevitter som blev såret under angreb, og som blev flyttet til SSK-hospitalet, blev her udsat for tortur og dræbt. SSK-hospitalet var under hele massakren kontrolleret af idealistiske militante. Det berettes i Çorum at en alevittisk dede (religiøs leder) var blevet dræbt og brændt i en bageovn. En af gerningsmændene menes efterfølgende at være ”flygtet” til Danmark.
Der bor i dag mange alevitter fra Çorum i Danmark, og mange af dem har familiemedlemmer eller anden tilknytning til ofre fra massakren. Massakren resulterede i at der officielt døde 57 mennesker og at Çorum by blev opdelt i alevittiske og sunnittiske områder.
Hasan Semiz, som var aktiv i alevi-miljøet i Randers, var i Çorum under begivenhederne i 1980 og berettede om sine oplevelser til Deniz B. Serinci i marts 2009.
Hasan Semiz beskrev, at alevi-butikker blev ødelagte og nedbrændte, folk var flygtet, andre var døde, ”de nedbrændte min fasters hus, de dræbte mænd og kvinder, voldtog kvinder, de dræbte alle slags demokrater, heriblandt liberale sunnitter.”
Den dengang 18-årige Semiz husker tydeligt, hvorledes tre af hans bekendte blev dræbt af deres kollegaer. De var taget på deres rengøringsarbejde og rygtet havde spredt sig om, at de var alevitter. Den samme dag skulle Semiz’s egen far også tage på arbejde samme sted, men blev advaret af sine børn, hvorefter han blev hjemme. Ifølge Semiz fik familien senere oplysninger om, at islamister også havde spurgt efter hans far den dag.
Sivas ’93
I 1993 udførtes endnu en massakre på alevitter, denne gang af en flok vrede idealister og islamister. Den vrede folkemængde, som bestod af (ifølge medier op til) 15.000 mennesker, forsamledes efter fredagsbøn og bevægede sig henimod Madımak-hotellet, hvor dusinvis af alevittiske kunstnere, musikere og forfattere opholdt sig i anledning af et årligt alevittisk festival. Ud over alevitter, var hotellet også beboet af den kontroversielle tyrkiske forfatter, Aziz Nesin, som havde fået islamisters vrede på nakken, efter hans beslutning om at ville oversætte Salman Rushdie’s omstridte bog, ”De Sataniske Vers”.
Den vrede folkemængde, som i slogans udtrykte at ville slå Aziz Nesin ihjel, rev også en statue ned af Pir Sultan Abdal (en kendt alevittisk poet fra 1500-tallet) og gik til angreb på Madımak-hotellet. Hotellet blev sat i brand, og selvom soldater og politifolk var til stede blandt folkemængden, greb de ikke ind i de 7-8 timer angrebet varede. Og der gik også lige så langt tid før brandfolk dukkede op.
Massakren resulterede i at 33 gæster og 2 hotelansatte mistede livet. Derudover døde også 2 aktivister fra folkemængden. Ofrene bestod af 23 alevitter, 11 sunnitter og 1 hollandsk journalist. Efter massakren flygtede de fleste alevitter ud af Sivas by, især til vestlige byer som Istanbul og Izmir.
Mindehøjtidelighed og omtale
Hvert år strømmer tusindvis af alevitter og sympatisører til henholdsvis Maraş, Çorum og Sivas, for at minde de dræbte ved massakrerne, og for at demonstrere mod statens fortsættende passive og ignorerende adfærd over for alevitternes rettighedskrav. Især Sivas-massakren får stor tilslutning, af både alevitter, skribenter og kunstnere, idet massakren ikke blot var et angreb på alevitter, men også en massakre mod kunstnere og tænkere. Det var også især efter Sivas-massakren, at der blandt alevitterne opstod en genoplivning af identitetsbevidstheden og en øget organisering.
De tre massakrer omtales ofte af alevitterne, både i sange såvel i dagligdagen. Her er et eksempel på tyrkisk fra Engin Nurşani:
