Kurdiske kvinder har aldrig været så meget i fokus, som nu – eksempelvis i vestlig presse og mode.
Af Deniz Serinci
En af de første, kendte kurdiske kvindeforkæmpere var Leyla Qasim (1952-74). Som feyli-kurder var hun genstand for dobbelt diskrimination i Irak; både som kurder og som en shia-muslim. Som aktiv i en studenterforening, lavede hun propaganda for et uafhængigt Kurdistan og kvinders rettigheder. I 1974 blev hun fængslet af det irakiske regime og anklaget for at være involveret i “ulovlige aktiviteter” og henrettet.
Barzoo Eliassi, forsker ved University of Oxford, mener, at nutidens fascination af Qasim skyldes det faktum, at der er kønsulighed i regionen. Ved at fremhæve historier om Qasim, viser kurdernes deres forskel fra de undertrykkende stater, som de kæmper imod.
“Kurderne bor i en region, hvor kvinder ikke har rettigheder. Så ved at vise, at kurderne har ligestilling, illustrerer de deres idealer om lighed og ’vores forskelle fra dem’,” fortæller han til Jiyan.dk.
Når muslimske kvinder bekriger islamister – slaget om Kobanê
Et parti, der i den grad gjorde brug af kvindelige aktivister, var Kurdistans Arbejderparti (PKK) i Nordkurdistan/Tyrkiet, stiftet i 1978 med Abdullah Öcalan i spidsen. Tilhængere af sidstnævnte var igen i fokus, da Islamisk Stat (IS) angreb kurdiske områder i Rojava/Syrien fra 2012 til i dag. PKKs syriske pendant Folkets Forsvarsbrigader (YPG) gjorde via deres kvindeafdeling YPJ brug af kvinder. Vestlige medier havde tidligere haft en tendens til at fremstille muslimske kvinder som undertrykte og ydmyge, men de militante kvinder fra Rojava gjorde op med dette billede.
Som journalisten Saladdin Ahmad fastslog, så var Rojava den eneste region i verden, hvor muslimske kvinder organiserede sig selv ”for ideologisk og fysisk at kæmpe imod islamistiske kræfter for at beskytte civile mod religiøse fanatikeres styre.”
En af de kvinder, der blev omtalt meget i Vesten, var den tyrkisk-kurdiske Ceylan Özalp på 19 år, som var taget til Rojava for at kæmpe mod IS. Under kampe i oktober 2014 blev hun adskilt fra sine kammerater og omringet af IS-militante, og hun valgte at skyde sig selv med sin sidste kugle snarere end lade sig tage til fange af dem. En måned inden sit selvmord havde hun i et interview med BBC udtalt: ”Vi er ikke bange for noget. Vi kæmper til det sidste. Og vi sprænger hellere os selv i luften end overgiver os til Islamisk Stat”.
En anden kriger fra YPJ, Arîn Mîrkan, sprang sig selv i luften på strategisk højdedrag og tog et antal IS-militante med sig i døden. Mîrkan blev dermed den første kvindelige kurdiske soldat, der udførte et selvmordsangreb mod IS
Idealiseringen af de kvindelige krigere nåede nye højder, da den skandinaviske tøjgigant H&M lancerede en buksedragt, der i høj grad lignede de kurdiske uniformer. Også Air France Magazine’s forside var præget af dragter, der til forveksling lignede YPJ-uniformer.
Ezidi-parlamentarikeren, der trodsede IS
Hvorfor var det, YPJ-krigerne kæmpede så indædt mod IS? De vidste udmærket, hvilken skæbne kvinder kunne forvente i IS-fangenskab.
Da IS gik ind i ezidiernes hjerteland Shingal, kidnappede de tusinder af kvinder og voldtog dem.
“IS dræbte mændene, separerede kvinder fra børn, kidnappede kvinderne, folket flygtede til bjerget uden vand og mad. Nogle børn og ældre mænd kvinder døde af dehydrering. Det var et chok for mig,” sagde ezidi-parlamentariker Vian Dakheel til mig.
Hun appellerede dengang desperat til omverdenen om hjælp i en tårevæddet tale:
”Vi bliver slagtet under banneret af, at ‘der er ingen anden gud end Allah’. Det er et folkemord mod ezidierne. De står uden vand. Uden mad. De dør. Vores kvinder bruges som konkubiner og sælges på markedet. Brødre, jeg kalder på jer – i menneskehedens navn – hjælp os.”
Få dage efter smed USA de første bomber over Shingal bjerget. Dakheel og Kobanês kvindelige krigere blev nr. 1 på den amerikanske tv-station CNN’s ”2014 Women of the Year”-liste. I december 2014 foreslog den tidligere amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton, at USA ”burde gøre alt for at støtte” de kurdiske kvinders kamp mod IS.
Dakheels aktive kamp har betydet, at hun er kommet på IS’ dødsliste.
“De skriver: ‘Vi vil dræbe dig, vi vil kidnappe dig’, og lignende,” fortæller hun.
“Men jeg fortsætter, for det her er mit folk. Hvis jeg stopper, vil dette folk miste en stemme.”
