Læs historien om sangeren, der blev lynchet af sine kollegaer, fordi han ville synge på kurdisk. Selvsamme kollegaer undskyldte et årti senere.
”Lad dem please bevise, at jeg skulle have forbindelse til PKK. Hvor er beviset på mit medlemskab? Hvem har jeg hjulpet, hvor er beviserne? Hvilket land har jeg splittet? Besvar disse spørgsmål! Jeg ønsker de skal besvare disse anklager overfor min 12-årige datter, som går i skole i Tyrkiet og hvis far beskyldes for at være ”forræder og separatist”.
Ordene tilhører sangeren Ahmet Kaya (1957-2000), som måtte forlade Tyrkiet efter anklager om støtte til den forbudte, terrorstemplede kurdiske organisation PKK.
Kaya havde været meget populær i hele Tyrkiet fra 80’erne og fremefter. Således lyttede selv tyrkiske højreorienterede til ham.
”Ahmet Kaya var en af os og helt “nede” der, hvor hans lyttere var. Han græder med dem, der græder og griner med dem, der griner. Han synger om kærestesorg, han synger om min, din og alle andres liv, på en måde, hvor du kan leve dig ind i dem. Han giver lytterne et indblik i ens eget liv, samtidig med at han viser, hvordan andre mennesker lider på helt andre måder,” som dansk-kurderen Bedrettin Yazar udtaler.
Også politik fandt vej ind til hans musik, for som han sagde:
”I mine sange kritiserer jeg og protesterer jeg imod alle de trends, som forstyrrer mig.”
Et eksempel er Arka Mahalle (”Den nedre gade”).
Ağladım gözyaşlarım döndü denize /Jeg græd, så min tårer blev til et helt hav
Ben derdimi kimseye söyleyemedim / Jeg kunne ikke fortælle mit problem til nogen
Kurşunlara gelirken arka mahallede / Den gang jeg blev ramt af kugler i den nedre gade
Düştüm de yerlere bir of demedim / Faldt jeg ned
Başıma neler geldi sana diyemedim /Hvad er jeg ikke blevet udsat for, jeg har ikke fortalt dig
Beni kaç kere dövdüler / De bankede mig mange gange
Adını söylemedim of of of of /Men jeg angav ikke dit navn
Yıkılsın evin /Må dit hus brænde ned
Kaya: Hvorfor hører vi ikke om guerillaernes familier?
Krigen mellem PKK og den tyrkiske hær raserede. Titusinder af mennesker blev dræbt, endnu flere blev tortureret og millioner blev fordrevet fra deres hjem. Selvom langt de fleste af de dræbte var PKK-medlemmer eller sympatisører, fokuserede tyrkisk tv næsten udelukkende på de dræbte tyrkiske soldater.
I et debatprogram sagde Kaya:
”Det er et stort tab at miste sit barn. Men på den anden side har guerillaerne oppe i bjergene også mødre og brødre. Hvorfor ser vi aldrig deres sorg i medierne?”
Kaya vandt flere priser i landet. Under en prisoverrækkelse i februar 1999 udtalte han:
”Jeg skal synge en kurdisk sang i et album, som jeg for tiden arbejder på, og som snart udkommer og jeg vil lave en musikvideo til den. Jeg ved, at der iblandt jer er ærefulde tv-folk, der vil vise denne musikvideo. I er nødt til at erkende den kurdiske realitet.”
Herefter blev han verbalt angrebet og udsat for en lynchstemning af sangere, heriblandt det tyrkiske nationalistiske popikon Serdar Ortaç og Grup Ayna og mediefolk, som Şenay Düdek, der omtalte ham som:
”Dit uomskårne armenske dyr, der findes ikke noget ved navn kurdisk, dit svin!”
Mange tyrkiske nationalister, der benægter kurdernes eksistens, mener at disse i stedet tilhører deres nabofolk, de ikke-muslimske, kristne armeniers etnicitet. Efterfølgende kastede Kaya’s kollegaer knive og gafler efter ham. Flere kendte, kurdiske sangere som İbrahim Tatlıses, Mahsun Kırmızıgül og Özcan Deniz var tilstede, men forsvarede ikke Kaya. År senere synger Tatlıses og Kırmızıgül selv på kurdisk.
Der dukkede dage efter materiale op af Kaya, som afsenderne mente, kunne bevise Kayas forbindelse til PKK. Det forestillede Kaya i en koncertsal i Tyskland i 1993, hvor et billede af PKK-lederen Abdullah Öcalan hang i baggrunden. Kaya blev idømt 3 års fængsel for separatisme. I en sang ved navn Hadi Bize Gidelim (”Lad os tage hjem til os”) hentydede Kaya til Statens Sikkerhedsråd (DGM):
Gecelere gidelim yar, ödülleri alalım yar / Lad os tage til natten, lad os få priserne
İçelim içelim ölümüne içelim /Lad os drikke til døden
DGMye düşelim yar /Lad os få retssag fra DGM på nakken
Kayas familie: PKK-billede må være manipuleret
Imidlertid mente Kaya og hans kone, Gülten, at PKK-billedet måtte være computermanipuleret. Tillige henviste hun til, at dekoration af sale ikke er en sangers ansvar, men arrangørernes. Da dommeren bad om det omstridte billede som bevismateriale, kunne det i øvrigt ikke leveres. Efter at have siddet i fængsel i en time, blev han igen løsladt. Sangeren flygtede herefter i eksil i Paris. I interviews til tyrkiske medier forsikrede han om, at han ikke var PKK’er, sådan som en stor del af de etniske tyrkere mistænkte ham for at være.
”Jeg går ikke ind for at splitte Tyrkiet. Vi vil som Tyrkiets venstreorienterede og revolutionære ikke tillade, at landet bliver delt.” (Gazete Pazar, 27/12-1998).
Til avisen Zaman sagde Kaya:
”Jeg er imod enhver form for terror og det har jeg været hele livet. Hvorfor skulle jeg forsvare PKK?” (Zaman, Februar 2000, Side 37, Kenan Engin: Ahmet Kaya, Peri Yayinlari, 2002).
Under en pro-PKK koncert i Tyskland sang Ahmet Kaya Kürdüz ölene kadar (”Vi er kurdere til døden”), som bl.a. lød på: ”Vi har savnet Apo”, en hentydning til Öcalan.
Hans kone Gülten forsvarede disse udtalelser således:
”Det var ord, der faldt spontant under koncertens jubel og atmosfære.”
Hvorvidt Kaya kunne kategoriseres som PKK’er, er der forskellige meninger om.
Nogle, heriblandt tyrkiske venstreorienterede, afviser at sangeren skulle sympatisere med PKK, og mener, at han var for assimileret ind i den tyrkiske kultur til at være en PKK’er. Således talte Kaya ikke kurdisk og hans sange omhandler hele Tyrkiet.
En anden gruppe, ofte bestående af tyrkiske nationalister, mener med Kaya’s udtalelse ”Vi har savnet Apo” at kunne bevise en sammenhæng mellem sangeren og PKK. “Hvorfor synge, at man har savnet Öcalan, hvis man ikke er PKK’er?” spørger denne fløj.
Endelig mener en tredje gruppe, at Ahmet Kaya’s eventuelle forhold til PKK er irrelevant for den prisuddelingsfest i februar 1999, der startede kontroversen.
For som det ses af ovennævnte citater, blev Ahmet Kaya (verbalt) angrebet til prisuddelingen, så snart han udtalte ”Jeg skal synge en kurdisk sang i et album” – altså før PKK overhovedet kom ind i billedet.
Hvis de kollegaer, der den dag lynchede Kaya, ikke var ”imod kurdere, men blot PKK,” som kollegaerne selv hævder, havde de nok ikke reageret negativt på Kaya’s ønske om at synge kurdisk, eftersom han kun brugte ordet ”kurdisk” og ikke ”PKK”, lyder argumentet fra denne tredje fløj.
Dør i eksil i Paris
Kaya flygtede i eksil, hvor han døde i Paris 16. november 2000 af hjerteproblemer. Om Kaya var PKK’er eller ej, er måske et spørgsmål, som den populære sanger tog med sig i graven og som derfor forbliver ukendt.
Efter hans død, udkom hans album med den kurdiske sang Kerwan (”Karavane”), der henviser til de millioner af kurdere, der måtte flygte til Vesttyrkiet, fordi deres landsbyer blev nedbrændt af tyrkisk militær.
Karwan diçe zû / Karavanen rejser tidligt fra
Şarê minî dûr /min fjerne by
Bêje bav û dê /Sig til far og mor
Yara çav li rê /og til kæresten som venter på vejen
Ezê bêm, bêm û bêm / at jeg nok skal komme
Wê bête ew roj / Den dag skal nok komme
Serdar Ortaç har senere udtalt, at han “fortryder sin rolle i lynchningen af Ahmet Kaya den nat og jeg ville ikke have reageret på samme måde, hvis det var sket i dag.”
Han sagde under en tyrkisk musikkonkurrence, hvor han er dommer:
“Vi lærte alle nogle forkerte ting i skolen, inklusiv mig. I årevis benægtede man kurdernes eksistens, og vi troede på det. Jeg begik nogle fejl i fortiden. Jeg håber, at en dag vil en kurdisk deltager optræde med en kurdisk sang.”
I 2011 blev en anden sanger udsat for en lynchstemning, fordi hun ville synge en kurdisk sang. Med råb som “Fædrelandet kan ikke deles, martyrer dør ikke”, begyndte en gruppe tyrkiske nationalister at kaste med vandflasker og metalgenstande mod scenen, efter at sangerinden Aynur Dogan havde sunget en kurdisk sang.
Herefter måtte Aynur Dogan forlade scenen.
Fans af Aynur Dogan sammenlignede episoden med Kaya-sagen fra februar 1999.
