Årsdag for drabet på Mustafa Tangüner, som ifølge danske medier og efterretningskilder blev begået af PKK. PKK i Danmark forsvarer stadig drabet på Tangüner.
Af Deniz Serinci
Det var ikke en nem opgave at holde styr på en stor organisation som PKK. Partiets leder Abdullah Öcalan frygtede, at PKK kunne blive splittet på grund af ideologiske forskelle og ende som lille og magtesløs, ligesom det var sket med de øvrige mange kurdiske partier i Tyrkiet (Rizgarî, DDKD, Kawa, osv).
For at forhindre en sådan splid strammede Öcalan grebet og sikrede sig absolut loyalitet fra resten af gruppen. Eller han prøvede på det, rettere sagt.
”Jeg havde gjort det klart, at vi ikke ville tillade nogen at vende sig imod lederskabet,” som Öcalan skriver i sin bog.[1]
PKK: ”Vores folk har sørget for, at retfærdigheden er sket fyldest”
En af dem, der udfordrede Öcalan, var Çetin Güngör, en af PKK’s højtstående medlemmer i Europa, der efterlyste reform af PKK. Han var i 1981 blevet sendt til Europa for at samle støtte til PKK blandt den kurdiske diaspora. Güngör følte, at Öcalan bestemte for meget i PKK, og ønskede, at den europæiske afdeling af PKK skulle have friere tøjler til at tage dens egne beslutninger, uden at Öcalan i Syrien først skulle godkende det.
Stod det til Güngör, skulle PKK, fremfor primært at samle penge ind blandt europæiske kurdere, fokusere på at styrke de kurdiske diasporasamfund ved at uddanne folk og tage vare på deres daglige problemer.
Öcalan brød sig ikke om Güngörs ideer. I 1984 blev Güngör udråbt til at være ”forræder” i PKK’s avis Serxwebûn. I PKK’s terminologi er ”forræder” noget af det værste, man kan være, og ofte ensbetydende med, at det er legitimt at dræbe vedkommende.
Güngör prøvede at skjule sig selv i Europa af frygt for et attentat. Han flirtede med en af PKK’s kurdiske rivaler, nemlig partiet Pêşeng. Den 2. november 1985 tog Güngör sammen med to andre tidligere medlemmer af PKK til en jubilæumsfest for Pêşeng i Medborgerhuset i Stockholm.
Her blev Güngör skudt og dræbt af et PKK-medlem.[2] Det kom senere frem, at dette PKK-medlem forinden var kommet i PKK-tilhængernes klub i København.[3] PKK tog ansvaret for drabet for Güngör. ”Vores folk har sørget for, at retfærdigheden er sket fyldest for denne agent-provokatør,” hed det i PKK’s avis Serxwebûn.[4]
PKK-kritiker dræbes i Brøndby
To dage senere var den gal igen.
Den 4. november 1985 blev en af PKK’s mest kendte kritikere dræbt i Brøndby, tæt på København. Mustafa Tangüner var ligesom Güngör upopulær blandt PKK’erne for sin åbenmundede kritik af organisationen.
Både Güngörs drabmand og Tangüners formodede drabsmand havde besøgt pro-PKK-klubben i København. Siden har de danske aviser samt efterretningskilder ment, at PKK stod bag drabet på Tangüner.
I foråret 1985 havde Tangüner og hans venner dannet foreningen KDK (Kurdernes Demokratiske Klub), en konkurrent til PKK.
Tangüner uddelte en PKK-kritisk skriftlig meddelelse i det kurdiske miljø i København. Den 4. november blev han så dræbt med en pistolskud affyret på nært hold, som gik gennem Tangüners hoved. Derudover blev han stukket gennem brystet med en stiletkniv.
Dansk politi anholdt den dengang 25-årige franske kurder Abdullah Oran, der var erklæret PKK-tilhænger. Af dansk politis aktindsigt fremgår det, at et vidne sagde, at Oran havde indrømmet at stå bag drab på Tangüner. Samme vidne hævdede at have hørt PKK-lederen Öcalan sige, at Tangüner fortjente at dø.
Oran blev sigtet 15. oktober 1990 for manddrab, men løsladt igen fire måneder efter på grund af bevisets stilling og udleveret til Tyskland. Året efter fik Oran 12 års fængsel i Tyskland, men ikke for drabet på Tangüner. Tysk politi vurderede, at Oran havde haft til opgave at forfølge afvigere og konkurrenter til PKK.
Af dansk politis arkivmateriale fremgår det, at Oran var kommet i PKK-tilhængernes klub i København. Öcalans syn på kritik fik flere og flere til at falde fra. Den tidligere talsmand for PKK i Europa, advokaten Hüseyin Yildirim, brød ud af organisationen i protest mod dens metoder. Yildirim blev udsat for et attentat i 1989 i Holland.
Kritik fra afhoppere skal tages med gran salt
Grunden til PKK’s manglende accept af kritik er partiets baggrund i det venstreradikale miljø, der til tider kunne være autoritært. En af PKK’s tidligere højtstående medlemmer, Selim Çürükkaya, der i dag bor i Tyskland, forklarede mig engang, at ”vi blev opdraget med en totalitær, stalinistisk version af socialisme”.
”PKK måtte være den eneste aktør for tyrkiske kurdere og derfor måtte al opposition imod partiet stoppe – om nødvendigt med vold,” sagde han.
Çürükkaya brød i øvrigt ud af PKK, skrev en kritisk bog om Öcalan og fik derfor en dødsdom fra PKK-lederen. Han måtte derfor i 10 år leve under det tyske politis beskyttelse.
Man skal tage kritikken fra PKK’s afhoppere med en gran salt. For de har det med at overdrive fortællingerne om PKK. En afhopper vil ofte have en tendens til kun at tale negativt om det parti, han/hun har forladt. Men Öcalan har aldrig benægtet forfølgelsen af sine kritikere. Således sagde PKK’s leder i et interview, der blev bragt i Politiken i 1997 om Çürükkaya: ”Denne feje stakkel, som deserterede … Han ender med at tage livet af sig selv. Den, som har opført sig som han, har selv bragt sig i den situation.”[5]
[1] 136, Ocalan, Abdullah (2011): Prison Writings. Transmedia Publishing
[2] PKK-medlemmet hed Nuri Candemir.
[3] Fremgår af aktindsigt i sagen om Mustafa Tangüner, Vestegnens Politi i Albertslund.
[4] 93, Marcus, Aliza (2007): Blood and Belief. New York University Press.
[5] ”Öcalan: Jeg ligner Kristus”, Politiken, 02.03.1997
