Læs hvad den tyrkiske forfatter Ahmet Altan skriver om de sultestrejkende i lederen ”De dør”:
Døden er en mørk dør.
Når først man kommer forbi den dør, kan man ikke vende tilbage.
Det er et meget simpelt ønske…
De ønsker det sprog, som deres moder sang vuggeviser på, da de endnu var meget små og lå i skødet på moderen.
Hvor er det krænkende og samvittighedsløst at forbyde et folks sprog og sige til moderen: ”Du kan synge vuggeviser til dit barn på det sprog, men ikke lade barnet blive undervist på det sprog.”
At fornægte et sprog, svarer til at fornægte et helt folk.
De dør for at vise, at de eksisterer.
Jeg vil ikke spørge jer: ”Hvorfor giver vi som tyrkere ikke kurderne deres rettigheder?”
Så vil jeg hellere spørge: ”Hvorfor har vi ret til at forbyde andres sprog?”
Da jeg blev født, lærte jeg at læse alle bøger på det første sprog, som der blev hvisket ind i min øre – hvorfor skal kurdiske børn ikke have samme rettighed?
Hvorfor kan de ikke læse kurdisk?
Når de kurdiske børn kommer hjem og viser deres mødre de skoler, som de har fået i skolen, vil deres mødre ikke kunne forstå bøgerne.
Hvis barnet beder sin moder om hjælp til noget i bogen, vil moderen ikke kunne hjælpe.
Tænk på den mur, som I hermed opstiller mellem det barn og moderen.
Hvem har ret til det?
Hvis det stod til mig, ville jeg spørge alle tyrkere en efter en: ”Ville I ikke også kæmpe for jeres sprog, vil I være så bange og æreløse at I ikke ville slås for jeres eget sprog?”
Hvis I ikke er så æreløse og bange, hvordan kan det så være, at I er så ligeglade, når en anden sætter sit liv på spil for sit sprog?
Hvorfor er I så tavse?
Der er en meget simpel sætning, som vi kan sige for de børn, før det er for sent. Lad os sige det.
Lad os råbe.
”Modersmålsundervisning er kurdernes ret”
Vil I ikke sige den sætning for at redde disse børn?
Ahmet Altan er en tyrkisk forfatter og chefredaktør på avisen Taraf. Han blev fyret fra avisen Milliyet efter at have skrevet en klumme i 1995 med titlen ”AtaKURD”, som præsenterede en alternativ historie i Tyrkiet.
Siden har han været hadet af tyrkiske nationalister og i dag bærer han skydevåben på sig for at beskytte sig selv.
