Kurdere mindes idag 20 årsdag for drabet på PDKI’s tidl. leder Sadegh Sharafkandi. Læs om hans liv og hans skæbnesvangre rejse til Berlin, hvor iranske agenter dræbte ham på en græsk restaurant.

Hejar Dashti

Den 17. september 1992 trådte to bevæbnede mænd ind i den eksotiske Mykonos-restaurant i Berlin, og skød og dræbte Sadegh Sharafkandi, formand for Kurdistans  Demokratiske Parti i Iran (PDKI), hans to medhjælpere og en eksileret systemkritiker. Sharafkandi var kommet til Berlin for at deltage i den internationale kongres for socialdemokratiske partier.

Dr. Sharafkandi blev født den 1. januar 1938, i Bokan regionen iranske Kurdistan. Han tilbragte to år af sine elementære studier i sin fødeby og da hans familie flyttede til Mahabad, afsluttede han sin primære og sekundære uddannelse der.

I 1959 modtog han sin kandidatgrad i kemi ved Institut for Videregående Uddannelser i Tehran, fra den tid, og op til 1965, underviste han kemi i de kurdiske byer Orumiyeh og Mahabad.

I 1972 tog han til Frankrig for at studere ved universitetet i Paris , hvor han fik sin Ph.D. i analytisk kemi i 1976. Samme år tog han tilbage til Iran for at undervise på Teachers ‘High Training College’ i Tehran.

Efter shahens fald i februar 1979, trak han sig fra sin position og sluttede sig til den kurdiske bevægelse, der i august blev målet for “hellig krig”, som erklæret af ayatollah Khomeini.

Sharafkandi var gift og far til 3 børn. Bortset fra kurdiske, kunne han også tale persisk, arabisk, tyrkisk og fransk.

Sharafkandis politiske liv

Mens han studerede i Paris i 1973, mødte han Dr. Abdul Rahman Ghassemlou, generalsekretær for Kurdistans Demokratiske Parti i Iran (PDKI), og sluttede sig til partiet. Da han vendte tilbage til Iran, blev han Ghassemlous repræsentant i sit land.

Efter shahens fald i februar 1979 blev PDKI-aktiviteter lovlige. Dr. Sharafkandi blev valgt som suppleant for den centrale komité og udpeget som partiets embedsmand i Tehran.

I løbet af sommeren i 1979, blev han en permanent medlem af partiet og i 1980, i løbet af de følgende Kongres tiltrådte han i politbureauet. Fra da af op til drabet på Ghassemlou i 1989 blev han regelmæssigt genvalgt og sat i spidsen for partiets publikationer. I 1986 tiltrådte han som assisterende generalsekretær af PDKI.

Efter mordet på Ghassemlou overtog Sharafkandi midlertidigt partiets ledelse indtil december 1991, da han blev enstemmigt valgt til generalsekretær. Ligesom sin forgænger, mente Sharafkandi at det var nødvendigt, at se kurdernes kamp i lyset af den iranske befolknings kamp som helhed. Derfor prøvede Sharafkandi at knytte stærkere bånd med de organisationer, der tilhører den iranske demokratiske opposition. Og det var netop under et af hans møder med medlemmer af den iranske opposition, at Sharafkandi blev myrdet.

Samtidig prøvede Sharafkandi at øge bevidstheden om det kurdiske spørgsmål, eksempelvis gennem internationale organisationer. Det var hans mål at henlede det internationale samfunds opmærksomhed på det kurdiske spørgsmål og forsøge at få deres støtte. Det var grunden til hans besøg i Europa den skæbnesvangre sommer i 1992. Det var også med dette mål for øje, at han tog til Berlin for at deltage i Kongressen for Socialistisk Internationale mellem 15-17. september 1992.

De involverede gerningsmænd og resultatet af retssagen

Mykonos-drabet menes godkendt af Den Islamiske Republiks magtfulde ‘Special Affairs Committee’, der på tidspunktet for mord blev ledet af den øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei og omfattede præsident Hojjatoleslam Akbar Hashemi Rafsanjani, minister for efterretninger Hojjatoleslam Ali Fallahian og udenrigsminister Ali Akbar Velayati.

• Hojjatoleslam Fallahian menes at have gjort Abdol-Rahman Banihashemi ansvarlig for Mykonos-holdet. Banihashemi blev bistået i Tyskland af en lokalt baseret agent for IRI Ministeriet for efterretninger ved navnet Kazem Darabi. Darabi rekrutteret fire libanesiske statsborgere med bopæl i Tyskland – Youssef Mohamad El-Sayed Amin, Abbas Hossein Rhayel, Mohammad Atris, og Ataollah Ayad – kendt til ham gennem deres sammenslutninger med enten Hizbollah eller Amal – at bistå i operationen.

• De primære mål for Mykonos operationen var Sadegh Sharafkandi, generalsekretær for PDKI, Fatah Abdoli, PDKIs europæiske repræsentant, og Homayoun Ardalans, PDKIs repræsentant i Tyskland. Nourrollah Dehkordi, en ven af Dr. Sharafkandi, blev også dræbt ved angrebet, og Aziz Ghaffari, ejeren af Mykonos restaurant, blev såret.

• Selve drabet blev begået af Abdol-Rahman Banihashemi og Abbas Hossein Rhayel, en erfaren Hizbollah-operatør, der sørgede for det endelige skud mod både Ardalan og Sharafkandi. Youssef Amin sørgede for sikkerheden for snigmordere ved at blokere indgangen til restauranten. Farajollah Haidar kørte flugtbil og en iransk mand kendt som Mohammad holdt målene under overvågning forud for angrebet.

• Banihashemi, Haidar og Mohammad formåede at flygte ud af Tyskland, men de fleste af de øvrige umiddelbare Mykonos sammensvorne blev hurtigt arresterede. Tyske anklagere tiltalte Rhayel, Darabi og Amin hver for fire mord og mordforsøg. To andre medarbejdere blev tiltalt for medvirken til angrebene.

• Mykonos-retssagen varede tre og et halvt år. Domstolen mødte i alt 246 gange, hørte 176 vidner, accepterede vidneudsagn fra en tidligere højtstående efterretningsofficer fra IRI (Ministeriet for efterretninger), og fandt dokumentation varierende fra Secret Intelligence filer til bånd med iransk tv-udsendelser. Anklagere med succes opnåede domfældelse i fire af de fem sager. Rhayel og Darabi begge modtog livstidsdomme for deres roller i angrebet.

• De tyske myndigheder konkluderede, at den iranske regering var “direkte involveret” i Mykonos-mordet, og i marts 1996 tog Chefanklageren Kay Nehm det hidtil usete skridt at udstede en international arrestordre på den iranske minister for efterretninger, Ali Fallahian. Yderligere to personer fra IRI, der havde spillet en tidlig rolle i planlægningen af Mykonos mordet fik arrestordre. Alle tre mænd er fortsat på fri fod.

• Arrestordrer findes også stadig på Abdol-Rahman Banihashemi og Haidar. Begge mænd er i øjeblikket menes at være bosiddende sikkert i Iran.

Kommentér via Facebook

kommentarer