Er Fethullah Gülen blot vor tids islamiske udgave af Grundtvig, der driver ”højskoler” i Tyrkiet – eller er han mediemogul der via sine medier og skoler vil islamificere Tyrkiet og fastholde tyrkere i den islamiske ideologi?
af Kristian Clemmensen
Selv om det er over en måned siden der var mediehalløj om Özlem Cekic’s invitation til Ramadan middag i Snapstinget, vil jeg gerne løfte sagen frem i bagklogskabens lys.
Der var nogen der takkede ja og nogen der takkede nej. Og så var der nogen der havde travlt med at fordømme dem der takkede ja, og ikke mindst dem der takkede nej.
Efter at have dykket lidt ned i sagen forstår jeg bedre dem der sagde nej tak, og jeg forstår slet ikke hvordan Özlem Cekic’s kunne vælge denne sponsor. Jeg vælger at konkludere det bunder i naivitet og uvidenhed.
Flere af dem der takkede nej, gjorde det fordi middagen er sponseret af den tyrkisk avis ”Zaman” der står i forbindelse med ”Fethullah Gülen” som nogen mener er islamist. I det følgende vil jeg vise at der er noget om snakken.
Har den tyrkiske avis Zaman noget at gøre med Gülen?
Zaman skrev selv i en pressemeddelelse, der primært gik ud på at underminere BT’s postulater, følgende:
”Avisen Zaman Scandinavia er en total uafhængig avis, der er hævet over enhver restriktion fra udefrakommende faktorer. De beskyldninger der fremkommer i den artikel BT har udgivet, bygger udelukkende på løgne og postulater.” Citat slut.
Men der er indicier og sammenhænge der viser at der er en sammenhæng mellem Zaman og Gülen.
”Forlaget Kilden blev stiftet af Zaman ApS, med den hensigt at udgive bøger, oversat primært fra tyrkisk til dansk med religiøse indhold.”, står der på ”Kildens” hjemmeside.
Forlaget ”Kilden” forhandler fire bøger. To bøger på listen er skrevet af Gülen og to bøger af Said Nursi. Said Nursi er Gülens foretrukne ”kilde” for hans religiøse budskaber.
Bøgerne er følgende:
”SPØRGSMÅL- som verden idag stiller Islam”, forfatter M. Fethullah Gülen
Profeten Mohammed”, forfatter M. Fethullah Gülen
”Mirakler”, forfatter Said Nursi
”Naturen”, forfatter Said Nursi
New York Times er en af de få aviser der konstaterer en sammenhæng mellem Zaman og Gülen. Men der er åbenbart ikke den store interesse fra vestlige medier i undersøge Gülen bevægelsens indflydelse på aviser, og på det seneste også en TV station.
Er Fethullah Gülen islamist?
Tilhængere beskriver Fethullah Gülen som islams svar på Luther eller Grundtvig. Modstandere kalder ham en islamist og en ”ulv i fåreklæder”. BT og Ekstrablade har i ugens løb støttet sig til danske ”eksperter” der er henholdsvis imod og for Fethullah Gülen. Men noget kunne tyde på at disse kilder har deres dagsordner, og at de to aviser blot som sædvanligt går efter en historie uden at få den ordentligt underbygget.
Men hvad står der på Fethullah Gülen bevægelsens hjemmeside, ud over at de vil skabe dialog og redde verden og en masse andre positive ting? Hjemmesiden har et spørgsmål/svar side med svar på næsten alle spørgsmål. Der kan læses følgende om dødsstraf:
“De mennesker.. som forårsager uorden på jorden, som vanemæssigt forbryder sig mod folks… kyskhed … burde blive henrettet”
“…. udfra den forudsætning, at morderen ikke angrer efter mordet og ikke bliver givet guddommelig nåde – er straffen for sådan en stor forbrydelse i det Hinsidige et evig liv i Helvede.”
Om fitna står der:
“Faktisk har ordet fitna betydninger som .. falde for noget,… vantro, blændende skønhed
“Koranen erklærer, at “fitna er værre end at dræbe …” (Baqara 2:191) Det vil sige, selv hvis alle slags fitna ikke er ligesom drab, er der en type fitna, der er endnu værre end mord. For eksempel at… gøre muslimer fremmede overfor deres egne værdier … er alle så alvorlige overtrædelser, at de er langt farligere end at myrde et uskyldigt menneske.”
Det afhænger af øjnene der ser om disse liner er islamistiske, eller blot skal virke til dialog og tværkulturel forståelse for Fethullah Gülen bevægelsens tilhængere.
Fethullah Gülen bevægelsen driver flere skoler i Tyrkiet og resten af verden. I Danmark er der tyrkiske skoler som, de der er kritiske overfor Fethullah Gülen mener, er finansieret af Fethullah Gülen.
Så er Fethullah Gülen blot vor tids islamiske udgave af Grundtvig, der driver ”højskoler” i Tyrkiet – højskoler der hylder Islam, fred og dialog. Eller er han mediemogul der via sine medier og skoler vil islamificere Tyrkiet og fastholde tyrkere rundt om i verden til den islamiske ideologi? Jeg efterlyser grundigt journalistisk arbejde der kan kaste klarhedens lys på disse spørgsmål.
FAKTA:
Zaman
Avisen Zaman er Tyrkiets største avis. Den udkommer i ca. 670.000 eksemplarer i Tyrkiet og udgives udenfor Tyrkiet i 10 forskellige sprog, med 2 forskellige alfabeter, til fordeling i 35 forskellige lande. Zaman Scandinavien er blevet trykt i Danmark gennem 3 år og fordeles til flere tusinde læsere i hele Skandinavien.
Kilde: pressemeddelelse fra Zaman.dk
Forlaget Kilden
www.forlagetkilden.dk
Forlaget Kilden blev stiftet af Zaman ApS, med det hensigt at udgive bøger, oversat primært fra tyrkisk til dansk med religiøse indhold.”
Kilde: ”Forlaget Kildens” hjemmeside.
De opfattelser, der kommer til udtryk i indlægget afspejler afsenderens egne holdninger og er ikke nødvendigvis udtryk for www.jiyan.dk’s synspunkter.