Hvad ville vi, tyrkere, selv gøre hvis hele Anatolien blev proklameret som ”Republikken Kurdistan”, vores tyrkiske sprog og kultur blev forbudt og vores børn fik tæsk i skolerne for at tale tyrkisk?  Hvis kurderne først uddelte bøder til alle, der talte tyrkisk og efter 80 år sagde ”ok, nu indfører vi en demokratipakke. I får lov at blive undervist på jeres eget sprog, bare i privatskoler. Så I skal selv betale for det”?

Af Haydar Ali Kilic

Jeg er tyrker. Selvom jeg har boet i Danmark det meste af livet, ser jeg meget tyrkisk tv. Heri gennem lærte jeg at hade kurdernes kamp mod det tyrkiske militær. Kurderne var nogen terrorister, der dræbte til højre og venstre uden grund. Jeg turde aldrig tænke andet af frygt for at blive sat i bås med vores fjende nr. 1, nemlig PKK.

Jeg sympatiserer på ingen måde med PKKs ideologi eller dets ofte ukloge handlinger. Men hvornår sætter vi os som tyrkere ned og undersøger, hvorfor sølle 5000 guerillaer uden tanks eller moderne våben har kunnet holde stand mod vores topmoderne hær, som er Natos andenstørste, i 30 år? Hvornår analyserer vi årsagen til, at PKK altid har kunnet mobilisere 5000 folk op i bjergene, selvom de ifølge tyrkisk statistik har mistet 35.000 guerillaer/sympatisører og dermed altså har genfødt sig selv hele 7 gange? Hvorfor bliver nogen kurdere mon PKK’ere? Hvad ville vi, tyrkere, selv gøre….:

Hvis hele Anatolien blev proklameret som ”Republikken Kurdistan”, vores tyrkiske sprog og kultur blev forbudt og vores børn fik tæsk i skolerne for at tale tyrkisk?

Hvis vi så vores 12-årige bror blive gennemhullet af 13 politiskud, bl.a. affyret i ryggen, som det skete med Ugur Kaymaz?

Hvis vi så vores 11-årige søster ligge og forbløde efter, at hun var blevet bidt af hunde, som politi beordrede til at ”løb efter hende!”, som det skete med Xezal Beru?

Hvis vi så vores familie blive udslettet ved et luftangreb og efterfølgende ikke fik nogen undskyldning, som i Roboskî?

Hvis vi så vores far blive ført bort for aldrig at se ham, før hans mishandlede lig dukkede op, som med Vedat Aydin og 17.500 andre ”uopklarede sager”?

Hvis vi så vores hus og landsby blive brændt ned, mens vores far, der gik mod de smilende, kurdiske soldater, blev gennemtæsket for øjnene af os, samtidig med at vores søster blev voldtaget i stalden af soldaterne?

Hvis kurderne først uddelte bøder til alle, der talte tyrkisk og efter 80 år sagde ”ok, nu indfører vi en demokratipakke. I får lov at blive undervist på jeres eget sprog, bare i privatskoler. Så I skal selv betale for det”?

Det gør vi, tyrkere, jo med kurderne. Før idømte vi dem bøder for at tale kurdisk. Nu skal vi med AKPs demokratipakke afkræve penge af dem, hvis de vil undervises i deres eget sprog! Vi beskylder danske kommuner for at være indirekte racister, når de sparer tyrkisk modersmålsundervisning væk. Men hvor mange af os tyrkere vil egentlig forsvare kurdernes ret til modersmålsundervisning i Tyrkiet? Vi ønsker en selvstyrende/føderal stat for 300.000 tyrkere på Cypern, mens vi nægter 20 mio. af vores egne kurdiske statsborgere selvstyre, endsige fri undervisning på deres eget sprog.

Vi forsvarer de stenkastende palæstinensiske børn, som er frihedskæmpere. Vi forsvarer Gaza mod Israels blokade. Men vores egen kurdiske børn, der kaster med sten, bliver pludselig terrorister. Og vores egen nye blokade og væg på grænsen mellem Sydøsttyrkiet og Nordsyrien, der på begge sider er kurdisk-beboet, er helt ok. Vi bekymrer os for sultestrejkende palæstinensiske fanger i israelske fængsler, men hvad med sultestrejkende kurdiske fanger i vores egne fængsler?

Indtil for nyligt lukkede vi øjnene for anklager om vores ”heltemodige” politis hårdhændede metoder. Først med Gezi-oprøret i sommers, da krænkelserne slog ned i det vestlige Tyrkiet, gik det op for os, hvad kurderne har talt om i 80 år. Vores forfatning siger, at ”alle mennesker er lige, uanset etnicitet”. Men hvor var vi, tyrkere, egentlig i alle de år, hvor politiet opførte sig meget værre overfor kurderne? Vi mistede trods alt ”kun” 6 mennesker under Gezi-oprøret og blev tvunget til at smage tåregassen. Mens kurderne har mistet flere tusinder nedbrændte landsbyer, endnu flere uskyldige dræbte mennesker, millioner af torturerede og blev tvunget til at spise deres egen afføring i Diyarbekirs fængsel. 

Hvis kurderne i desperation ikke skulle starte et væbnet oprør mod denne umenneskelige behandling, hvad skulle de så? ”Ønsker kurderne forandringer, må de kæmpe på fredelig vis i parlamentet,” vil mine tyrkiske venner så sige. Men hvordan skal de det, når vi lukker det ene kurdiske parti efter det andet? Giver vi dem så andre muligheder end at gribe til våben? Igen sympatiserer jeg ikke med PKK eller dets udemokratiske ideologi. Men hvis vi træder på andre mennesker, er det vel forventeligt, at de også slår igen?

Måske er det på tide, at vi knuser spejlet, ser sandheden i øjnene og undersøger, hvorfor nogen griber til våben?

Haydar Ali Kilic er et pseudonym. Redaktionen er hans rigtige identitet bevidst. De fremførte synspunkter står for afsenderens egne regning. Blogs og debatindlæg sendes til redaktion@jiyan.dk. 

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer