Ifølge Politikens Tyrkiet-korrespondent, Martin Selsøe Sørensen går det fremad med det kurdiske problem i Tyrkiet. Men der er stadig kurdiske børn og politikere i fængsel, fortæller han.

Af Deniz Berxwedan Serinci

-Der er afgjort sket store fremskridt for kurderne i Tyrkiet de seneste fem år, siger han og henviser til, at kurdisk nu kan tales frit af de fleste og tilføjer:

– De kurdiske farver kan bruges offentligt og jeg har sågar set billeder af Abdullah Öcalan til en demonstration i Van, siger Martin Selsøe Sørensen.

Han henviser endvidere til, at tyrkiske medier dækker det kurdiske spørgsmål langt tættere og langt mere seriøst end tidligere i Tyrkiets historie, hvor emnet var tabubelagt.

Fra 1924 til slut 80’erne var selve ordet kurder og Kurdistan forbudt i Tyrkiet.

’Horrible fængselsstraffe til børn’
-Fra både medier og politikere har der bredt sig en erkendelse af, at problemet ikke først og fremmest skal løses militært, men derimod socialt og økonomisk. 

Men Tyrkiet-korrespondenten understreger samtidig, at der stadig er problemer i Tyrkiets kurderpolitik.

-Den tyrkiske AKP-regering mangler stadig at kaste sin fulde støtte bag en løsning, siger han og henviser til det såkaldte ”kurdiske initiativ”.

Det blev vedtaget i 2009 og skulle give kurderne flere kulturelle og sproglige rettigheder, men ifølge kritikerne er der ikke kommet meget ud af det helt konkret, udover en 24-timers tv-kanal med udsendelser på kurdisk, som er statskontrolleret.

-Der er stadig store problemer for for eksempel politikere, journalister og de børn, som har kastet sten mod tyrkisk politi og militær og som får horrible fængselsstraffe for småting, lyder det fra Martin Selsøe Sørensen.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer