Årets uden tvivl mest kendte digter Yahya Hassan banker med sin lige-på-og-hårdt-hed i bogen af samme navn sine groteske ghettoerfaringer ind i læseren.
Digtsamlingen ”Yahya Hassan” er kort og godt en selvbiografi fra ghettolivet og de barske erfaringer, forfatteren har gjort sig her gennem en årrække, fra mishandlet barn til ung digter.
Temaerne er mange. Digtet ”Langdigt” handler om dobbeltmoral, hvor man udadtil virker religiøs og blufærdig, men uofficielt er yderst promiskuøs og bedrager det danske system:
”Dig du vil ha dansk fisse
Du nyder zamzam
med din anden du nyder sprut
dig du vil ha hash
og kriminalitet og kontanthjælp”
Samtidig gør den unge digter også op med islam, hvilket er faldet mange muslimer for brystet, især på grund af forfatterens sprog.
”Min mors onkel må være en af de rettroende
Abu Maher giver de fattige almisser
og knepper sin kone uden nydelse
han laver børnepenge
til ære for sin ældste søn
og hans koranfyldte hoved”
(Rullestolen)
Derudover omhandler digtsamlingen meget den vold, Yahya Hassan blev udsat for af sin far, som det kommer til udtryk i eksempelvis ”12 år” og ”Salam habibi”.
Meget af kritikken mod Yahya Hassan går på, at han generaliserer og bidrager til fordomme om flygtninge/indvandrere som en gruppe, der begår vold mod børn og i det hele taget er dobbeltmoralske, idet de udadtil er religiøse, men indadtil ikke har noget problem med at bedrage det danske samfund økonomisk. Hvad man end synes om bogen, er det en hudløst chokerende beskrivelse af den virkelighed, digteren selv har oplevet. Vi har før hørt om de reelle problemstillinger i visse miljøer i ghettoerne, men det er første gang, at det er sat ind i digtform. ”Yahya Hassan” er en vellykket digtsamling, skrevet i et rap-agtigt og medrivende sprog, der meget svært slipper læseren.
”Yahya Hassan”
Gyldendal
Kan købes her
4 ud af 5 stjerner
