Engang levede en ond konge ved navn Dehak.
En dag blev han opsøgt af Djævlen, der havde forklædt sig som en venlig og god mand. Djævlen kyssede Dahak på skuldrene og forsvandt derefter sporløst. Men kysset var en forbandelse.
Snart voksede der to sorte slanger ud af Dehaks skuldre.
Kongen forsøgte at skære dem af, men det hjalp ikke – de voksede blot ud igen, som grene på et træ.
Fortvivlet opsøgte Dehak spåkoner, hekse og andre vise folk i håb om at blive helbredt, men uden held.
Pludselig dukkede Djævlen op igen, denne gang forklædt som læge. Han sagde til Dehak: “Du kan ikke slippe af med slangerne, men du kan holde dem i ro.”
“Hvordan?” spurgte Dehak.
“Ved at fodre dem med menneskehjerner,” svarede Djævlen. “Hver dag må du dræbe to unge mennesker, tage deres hjerner og give dem til slangerne.”
Djævlen havde en skjult dagsorden: han ønskede at gøre verden mennesketom.
Magtesløs begyndte Dehak at adlyde.
Hver dag blev to unge ofret. Deres skrig blev ignoreret, og ingen turde gøre oprør mod kongen.
Dehak beordrede sine mænd til at knuse enhver modstand i riget. Nogle få undslap dog og flygtede op i bjergene – det siges, at deres efterkommere senere blev til kurderne.
I byen boede smeden Kawa, en hårdtarbejdende mand, der fremstillede værktøj af jern.
Dag efter dag stod han ved sin ambolt og slog på det glødende metal med sin hammer.
Efter næsten 1000 år under Dehaks tyranni kom turen til Kawas sidste søn.
Kawa havde allerede mistet 17 sønner til kongens slanger – nu var grænsen nået.
Han tog sin søn i hånden og gik mod paladset. Foran Dehak, som sad på sin elfenbenstrone omgivet af vagter, sagde Kawa:
“Jeg er kun en smed, og mine ord vejer ikke tungt blandt dine løgnere. Men under dit styre har vi glemt retfærdighed og godhed. Ingen smerte er større end at miste sit barn – og du har fået mig til at dø 17 gange.”
Dehak fornemmede folkets vrede og blev urolig.
“Jeg skåner dit barns liv,” sagde han. “Men du skal underskrive et dekret, der anerkender mit styre.”
Kawa svarede vredt:
“Jeg vil aldrig støtte dit tyranni – heller ikke for at redde mit barn.”
Udenfor samlede Kawa’s venner sig.
Kawa løftede et flag i rødt, grønt og gult og opfordrede til oprør:
“Tiden er inde til at vælte Dahak og befri os selv og vores børn!”
Med sin smedehammer gik han til angreb og dræbte Dehak.
Den 21. marts blev folket befriet fra tyrannen. For at fejre sejren tændte de bål, og mørket blev afløst af lys.
Dette blev begyndelsen på en ny tid – en ny dag. På kurdisk kaldes det Newroz, som betyder “ny dag”, og det markerer kurdernes nytår.
Historien er naturligvis en myte – der vokser ikke slanger ud af menneskers skuldre.
Men fortællingen lever videre, fordi mange kurdere ser sig selv i Kawa: som dem, der rejser sig mod undertrykkelse.
Og Dehak var ikke den sidste tyran, de skulle møde.
Med disse ord: glædelig Newroz.
